Tre iværksættere viser vejen til en grønnere fremtid i Kenya

Sankara, Kelvin og Mary har én ting til fælles: De så muligheder dér, hvor andre så affald. I dag driver de voksende genanvendelsesvirksomheder, skaber arbejdspladser og hjælper andre med at tjene penge.

04 nov. 2026

I storbyen Nairobi ender enorme mængder plastik og andet affald hver dag på lossepladser eller i naturen. Men for nogle mennesker er affald ikke bare et problem. Det er en mulighed for at skabe en indkomst, forsørge familien og bidrage til et renere miljø.

Gennem projektet Fair Recycling 2.0 støtter Dansk Flygtningehjælp mennesker, der arbejder med genanvendelse, så de kan udvikle deres virksomheder, skabe flere arbejdspladser og få bedre adgang til markedet for genanvendelige materialer.

Tre af dem er Sankara, Kelvin og Mary. Mød dem her:

Sankara skabte nyt efter et stort tilbageslag

Da en lokal losseplads lukkede i 2018, mistede Sankara Nagaya og hans kolleger grundlaget for deres arbejde. Men han nægtede at give op.

I dag leder han et genanvendelsescenter i Ngong, hvor omkring 60 affaldsindsamlere sælger plastik, som efterfølgende sorteres og sendes videre til genanvendelse.

Med støtte og træning gennem Dansk Flygtningehjælp har Sankara styrket sine kompetencer inden for forretningsudvikling, økonomistyring og samarbejde med nye kunder.

"Før vidste vi kun, hvordan man indsamlede plastik. I dag forstår vi hele værdikæden, kan forhandle bedre priser og driver en stærkere virksomhed, samtidig med at vi beskytter miljøet," fortæller han.

Hans mål er nu at udvide virksomheden, investere i bedre udstyr og skabe endnu bedre vilkår for de mennesker, der lever af at indsamle affald.

Kelvin gik fra affaldsindsamler til virksomhedsejer

Før solen står op over Nairobi, åbner Kelvin Omondi portene til sit genanvendelsescenter i Majengo.

Han begyndte selv som affaldsindsamler, men efter flere års hårdt arbejde tog han det næste skridt. I dag køber han materialer fra andre indsamlere, sorterer dem og sælger dem videre til genanvendelsesvirksomheder.

Fem medarbejdere hjælper ham med den daglige drift. For Kelvin handler arbejdet om mere end plastik.

"Affaldsindsamlere er indgangen til den cirkulære økonomi. Uden dem er der ingen genanvendelse," siger han.

Hans ambition er at udvide virksomheden, købe en lastbil og skabe flere arbejdspladser, så endnu flere familier kan få en stabil indkomst.

Mary opdagede en mulighed i affaldet

Mary Nyaguthii havde aldrig forestillet sig, at genanvendelse skulle blive hendes levevej. Hun drev en lille grøntsagsbod i Korogocho-kvarteret i Nairobi, da en veninde introducerede hende til arbejdet med at indsamle og sælge genanvendeligt plastik.

I dag har Mary opbygget en virksomhed, der håndterer mere end ét ton genanvendelige materialer hver måned.

Hun samarbejder med omkring 100 affaldsindsamlere om dagen og har skabt arbejde til fem personer på sit anlæg. Hendes succes bygger på noget helt enkelt: Folk ved, at de får en fair betaling.

"Der findes ikke beskidt arbejde. Der er værdighed i arbejde, og der er penge i genanvendelse," siger Mary.

Hun drømmer nu om at investere i en lastbil og bedre udstyr, så virksomheden kan vokse og skabe endnu flere muligheder for andre.

Sammen skaber vi nye muligheder og en bedre fremtid

Historierne om Sankara, Kelvin og Mary handler ikke kun om affald. De handler om mennesker, der med den rette støtte kan skabe deres egne muligheder. Om familier, der får en stabil indkomst. Om lokalsamfund, der bliver stærkere. Og om iværksættere, der skaber arbejdspladser for andre.

Når mennesker får adgang til viden, værktøjer og nye markeder, kan de opbygge virksomheder, der gør en reel forskel både for deres familier og for miljøet omkring dem.

Tak for din støtte!

Gør en forskel

AKUT: Hjælpen slipper op i Jordan

Læs mere
Støt nu