Når have bliver til håb

For mange familier på flugt i Uganda og Kenya handler hverdagen om ét spørgsmål: Hvordan skaffer vi husly og mad?

20 aug. 2026

De flygter fra konflikt og klimaforandringer – og bosætter sig i flygtningelejre i hytter med en lille lod jord, ofte uden redskaber og viden om hvordan de bedst kommer igang. Det er en skrøbelig situation.

Ofte findes løsningerne tættere på, end man tror. 

Med sunde dyrkningsprincipper hjælper vi familier med at forvandle små jordlodder til levende køkkenhaver – hvor jorden bliver sundere år for år, og hvor grøntsagerne kan brødføde en hel familie. 

Det betyder mad på bordet, bedre ernæring - ja, ligefrem overlevelse. 

Monday Albert Hakim arbejder for Dansk Flygtningehjælp i Uganda, hvor han underviser i havedyrkning.  

For Monday Albert handler have om langt mere end at dyrke grøntsager – det handler også om lokalsamfunds modstandskraft og den enkeltes værdighed. Siden han kom til DRC i 2021, har han hjulpet flygtninge og lokalsamfund med at skabe grønnere omgivelser, bedre adgang til mad og nye muligheder for at forsørge sig selv.  

Men engagementet stopper ikke, når arbejdsdagen er slut. Hjemme dyrker han selv grøntsager og planter træer i sin egen have, hvor han fortsat eksperimenterer, lærer nyt og deler sin viden med naboer og andre interesserede.

Vi har talt med ham om glæden ved at arbejde med jorden, naturens evne til at skabe håb og de små løsninger, der kan gøre en stor forskel. 

Hvorfor interesserer du dig for havearbejde, og hvornår begyndte det? 

Min interesse for havearbejde begyndte allerede i barndommen. Min far er agronom, og jeg lærte meget af ham, mens jeg voksede op i en familie, hvor landbrug og fødevareproduktion var en naturlig del af hverdagen. Omkring 80 procent af familiens indkomst kom fra landbruget. 

Professionelt er interessen vokset gennem mit arbejde med landbrug og miljøgenopretning. Her har jeg set, hvordan havearbejde kan forandre menneskers liv, særligt for flygtninge og lokalsamfund, der lever side om side. Når mennesker får mulighed for at dyrke deres egen mad, skaber det både håb og nye muligheder. 

Hvad betyder havearbejde for dig på et personligt plan? 

For mig repræsenterer havearbejde håb, modstandskraft og værdighed. Det handler om meget mere end at dyrke mad. Det giver familier et formål, forbedrer ernæringen, bidrager til at genoprette miljøet og skaber en følelse af ejerskab og selvforsørgelse, selv under svære omstændigheder. 

Hvis jeg skal være helt ærlig, bliver jeg gladere af at arbejde med jorden og de organismer, der lever i den, end af at være sammen med venner. Naturen minder mig om, at forandring tager tid, og det giver mig håb i det land, hvor jeg lever som flygtning. Når jeg ser bar jord, som tilsyneladende er uden liv, blive til frodige marker med afgrøder, minder det mig om, at nyt liv altid kan opstå. Det motiverer mig hver eneste dag i arbejdet med at støtte mennesker på flugt. 

Har du en særlig tilgang til havearbejde? 

Ja. Jeg arbejder ud fra agroøkologiske og permakulturelle principper, hvor man samarbejder med naturen frem for at bekæmpe den. Det handler blandt andet om at forbedre jordens frugtbarhed, spare på vandet, fremme biodiversiteten og bruge lokale ressourcer til at skabe produktive og bæredygtige haver. 

Det viser, hvordan man med enkle og omkostningseffektive metoder kan opnå en stærk og stabil produktion. 

Har du nogle gode haveråd? 

En af de enkleste og mest effektive metoder, jeg anbefaler, er at dække jorden med organisk materiale og tilføre husdyrgødning eller grøn gødning. Det hjælper med at bevare fugten i jorden, begrænse ukrudt, regulere jordtemperaturen og tilføre næringsstoffer i takt med, at materialet nedbrydes. 

Jeg forsøger også så vidt muligt altid at holde jorden dækket, enten med plantemateriale eller levende planter. Det beskytter mod direkte sollys og kraftig regn. Sund jord er fundamentet for en sund have, og derfor opfordrer jeg altid til først og fremmest at passe godt på jorden. 

På et af billederne fra din have høster du det, der ligner grønne tomater. Eftermodner du dem eller er det en særlig sort? Eller bruger du grønne tomater i madlavningen? 

Ja, de modner efter høst. Nogle gange høster vi dem lidt tidligere, fordi hønsene ellers kan nå at spise dem. Det hjælper også planten ved at reducere vægten fra de tunge frugter. 

Vi bruger også de grønne tomater i madlavningen. De kan blandt andet tilberedes med jordnøddesmør, hvilket smager rigtig godt sammen med fisk. 

Køb haveredskaber til en familie på flugt 

Et simpelt redskab kan betyde mad på bordet, bedre ernæring - ja, ligefrem overlevelse for en flygtningefamilie.  

Vær med til at gøre det lettere for dem at komme i gang – køb en hakke, spade, rive, vandkande eller en trillebør til dem i vores webshop. 

Spred haveglæden - helt til Uganda

Som Hyggebonden siger i videoen her kan du sprede haveglæden helt til Uganda.

Gør en forskel

AKUT: Hjælpen slipper op i Jordan

Læs mere
Læs mere om
Klima Uganda
Støt nu