Foto: Tobin Jones
Foto: Tobin Jones

Dine tre timer har reddet liv

I 2016 indspillede jeg en video, som jeg indledte med ’På bare tre timer kan du ændre et andet menneskes liv’. Jeg burde have sagt: ’På bare tre timer kan du redde et andet menneskes liv’.

Af Sara Schlüter, kommunikationsrådgiver, Dansk Flygtningehjælp

I Somalia har tørken sat sig fast for tredje år i træk og situationen er desperat. Det er tydeligt at se, så snart man bevæger sig uden for byerne. I vejkanten ligger de udtørrede rester af døde dyr.

”Først dør dyrene, så dør vi,” fortalte en kvinde.

FN advarer om en mulig sultkatastrofe af usete dimensioner her og i en række andre lande.

Den katastrofe er tydelig her. Historierne er frygtelige. En kvinde fortalte mig, hvordan hun ofte besvimer af sult. Så kommer hendes børn og rusker i hende for at få hende til at vågne igen. En anden fortalte om, hvordan hun ikke havde spist i to dage, fordi det eneste mad, der var, havde hun givet sine børn.

”Du må da kunne forstå den smerte det er, at se sine børn sulte,” sagde hun til mig.

Men der er også lyspunkter.

Som da jeg i går var med en af Dansk Flygtningehjælps vandbiler ude i landdistrikterne omkring byen for at levere rent drikkevand. Hvis ikke vi sørgede for lastbilen, så havde mange flere været døde, fortalte den 45-årige kvinde Hado.

Som da jeg besøgte en landsby, som har fået installeret en fast vandpost, så der altid er rent drikkevand til indbyggerne og deres dyr. Her var ingen tvunget til at søge væk i jagten på mad. Her var deres dyr ikke døde. Her tog de i stedet imod desperate folk fra andre steder, der søgte ly hos dem og deres vand for at overleve.

Eller på et af de mange steder, Dansk Flygtningehjælps lokale medarbejdere lige nu knokler for at hjælpe de mange i nød. Her sad en lang række nybagte mødre med deres babyer på armene og blev registreret af mine kolleger. Efterfølgende får de et kort med kredit, der kan bruges hos lokale købmandsboder. Mange af dem er gået i dagevis for at sikre sig mad til deres små børn. En forklarede, at der var så lidt mad, at hun ikke længere kunne amme sin halvanden måned gamle datter. Hendes bryster var tørret ud.

”Nu er mit barns liv reddet,” sagde hun.

Og så kommer vi tilbage til de tre timer. Uden de penge, som du gik på gaden for at samle ind, kunne vi ikke udføre det arbejde, vi gør lige nu i Somalia. Vi kunne ikke have reddet Habiba og hendes datter.

Hun bad mig sige tak til dem, der har sendt hjælp hertil. Den tak vil jeg gerne sende videre.

TAK!