Det gik pengene til i 2016

Søndag den 6. november 2016 samlede hele Danmark ind til nødhjælp i verdens brændpunkter.

Det værste var at det blæste og regnede – det bedste var, at over 16.000 engagerede danskere alligevel var på gaden og der blev samlet godt 18 millioner kroner ind! Der betyder, at endnu flere mennesker nu får livsvigtig hjælp og beskyttelse.

Med 65 millioner mennesker på flugt er behovet for hjælp større end nogensinde. Og de penge danskerne samlede ind i november sidste år gør en mærkbar forskel for millioner af flygtninge rundt om i verden.

Massiv nødhjælp midt i verdens største humanitære krise

I og omkring Syrien udspiller verdens største humanitære krise sig. Halvdelen af den syriske befolkning har forladt deres hjem under de blodige kampe, der har stået på i over seks år. Dansk Flygtningehjælp hjælper hver eneste måned hundredetusindvis af syrere i regionen i og omkring Syrien.

Inde i Syrien hjælper Dansk Flygtningehjælp fordrevne og konfliktramte mennesker med basal nødhjælp i byer som Homs, Aleppo og Damaskus.

I nabolandene Libanon, Jordan, Tyrkiet og Irak hjælper Dansk Flygtningehjælp med tag over hovedet, uddeling af madrasser, tæpper, tøj og hygiejnesæt. Dansk Flygtningehjælp giver en særlig støtte til de svageste og arbejder på at holde sammen på de skrøbelige lokalsamfund.

Din indsats giver rent vand, mad og husly til mennesker, der har mistet alt. Og den gør det muligt for os at handle hurtigt, når katastrofen rammer, så vi kan give hjælpen lige dér, hvor behovet er størst.

Siden Landsindsamlingen 2016 har vi blandt andet delt vand og mad ud i Somalia, som er historisk hårdt ramt at tørke. Vi har etableret vandposter, som slet og ret sikrer overlevelse for børn og familier i det tørkeramte land.

Foruden Mellemøsten og Somalia hjælper Dansk Flygtningehjælp mennesker i lande som Yemen, Sydsudan, Afghanistan, DR Congo, Etiopien, Uganda, Irak, Ukraine og Niger med penge fra landsindsamlingen 2016.

LÆS OGSÅ: Dine tre timer har reddet liv

Tusind tak til alle, der deltog i landsindsamlingen 2016. Årets landsindsamling finder sted søndag 5. november 2017 og du kan melde dig som indsamler her. Der er brug for din hjælp – mere end nogensinde før! Lad den 5. november blive den vigtigste dag i en andens liv.