Er du blevet kontaktet af Dansk Flygtningehjælp?

Dansk Flygtningehjælp har brug for al den støtte til vores arbejde, som vi kan få. Derfor kan det ske, at vi ringer til dig, at du møder en af vores repræsentanter på gaden eller at du en gang om året – når vi holder Landsindsamling den første søndag i november – får besøg af en af vores indsamlere.

Hvem ringer vi til?
Vi kontakter både dig, der ikke i forvejen støtter Dansk Flygtningehjælp og dig, der har været frivillig, givet et bidrag til vores arbejde eller allerede er fast støtte hos os.

Hvorfor ringer vi til dig?
Dansk Flygtningehjælp ringer løbende ud for at fortælle om vores arbejde for flygtninge i udsatte områder i de 40 lande, som vi arbejder i. Formålet med opkaldene er at styrke tilknytningen til Dansk Flygtningehjælp.

Vi ringer blandt andet til dig for at tilbyde dig at blive medlem via Betalingsservice. Når du støtter vores arbejde med et fast månedligt beløb, giver du os endnu bedre mulighed for langsigtet planlægning af vores arbejde til stor gavn for mennesker i hele verden. For at blive oprettet som bidragyder hos Dansk Flygtningehjælp via Betalingsservice, skal man oplyse registrerings- og kontonummer samt cpr-nr, så dit bidrag kan trækkes fra i skat.

Vi kontakter også vores frivillige kræfter for at bede om hjælp til for eksempel vores årlige landsindsamling eller bede om økonomisk støtte til vores arbejde for mennesker, som er på flugt fra krige og konflikter i hele verden.

Derudover ringer vi til nuværende faste støtter for at fortælle om, hvad bidragene bruges til.

Husk, at bidrag til Dansk Flygtningehjælp kan trækkes fra i skat.

Har vi ringet til dig?
Vi har et godt samarbejde med flere telemarketingbureauer, hvis medarbejdere ringer for os i tidsrummet mandag – torsdag kl. 8-21, fredag kl. 8-20 og lørdag-søndag kl. 10-18.

I øjeblikket køber vi telefonnumre med tilhørende adresser fra en ekstern dataleverandør. Vi ringer ikke til mennesker med hemmeligt nummer eller mennesker, der har registreret, at de ikke vil ringes op.

Er du i tvivl om, hvorvidt Dansk Flygtningehjælp har kontaktet dig, eller har du spørgsmål til vores opkald, er du velkommen til at ringe til os på:
3373 5190 eller skrive til bidrag@drc.ngo. Hovedkontoret har åbent mandag-torsdag kl. 9-16 og fredag kl. 9-15.

Har en indsamler ringet på din dør?
En gang om året har Dansk Flygtningehjælp, ligesom en række andre indsamlingsorganisationer i Danmark, en politigodkendt tilladelse til at samle ind ved alle husstande samt på offentlige steder, jævnfør Indsamlingslovens § 7.5.

Vi samler ind den første søndag i november. Ved en husindsamling går frivillige indsamlere fra dør til dør og beder om bidrag til vores arbejde for verdens flygtninge. Er du ikke hjemme, efterlader vi en folder, som giver mulighed for alligevel at støtte.

Ud over indtjeningen fra selve indsamlingen betyder den store opmærksomhed, som landsindsamlingen giver, at Dansk Flygtningehjælp også hvert år vokser i antal af medlemmer, frivillige og bidragydere.

Har du mødt os på gaden?
Du er måske blevet kontaktet af Dansk Flygtningehjælps repræsentanter på gaden eller i et shoppingcenter i din by. Vores kolleger fortæller om Dansk Flygtningehjælps arbejde i hele verden, og vi giver folk mulighed for at støtte vores arbejde økonomisk. Vi fortæller også om mulighederne for at melde sig ind i Dansk Flygtningehjælp og om dine muligheder for at vise opbakning til mennesker på flugt.

Dansk Flygtningehjælp benytter dygtige og veluddannede medarbejdere fra eksterne firmaer til opgaven. Du kan kende os på vores kampagnetøj – jakke eller T-shirt – med Dansk Flygtningehjælps logo på. Vi bærer også altid et identifikationsskilt med navn og Dansk Flygtningehjælps logo.

Vi arbejder efter et sæt af etiske retningslinjer, som Dansk Flygtningehjælp sammen med ISOBRO (indsamlingsorganisationernes brancheorganisation) og en lang række andre godkendte indsamlingsorganisationer har udarbejdet for at sikre, at vores repræsentanter altid optræder professionelt og efter gældende lovgivning.

Har du spørgsmål til dit nytegnede medlemskab eller til vores gadekampagne i det hele taget, er du velkommen til at henvende dig på: 3373 5190 eller skrive til bidrag@drc.ngo. Hovedkontoret har åbent mandag-torsdag kl. 9-16 og fredag kl. 9-15.

Du er altid velkommen til at kontakte Dansk Flygtningehjælps kommunikations-og indsamlingsafdeling på telefon 3373 5190 eller skriv til bidrag@drc.ngo

 

Dansk Flygtningehjælp er medlem af Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation (ISOBRO) og efterlever naturligvis de etiske retningslinjer som er fastsat her. Det betyder, at vi forpligtet til at oplyse ”korrekt og fuldkommen information om alle relevante forhold” fx i forbindelse med telemarketingaktiviteter. Alle vores ansatte bliver grundigt instrueret i disse retningslinjer.