Yemens lukkede lufthavn koster lige så mange menneskeliv som de væbnede kampe

10.000 civile har mistet livet på grund af manglende lægebehandling, vurderer Yemens sundhedsmyndigheder. Lige så mange er dræbt i den væbnede konflikt.
 
 

10.08.17

For et år siden lukkede Yemens internationale lufthavn i Sana’a. Det har afskåret mange tusinde civile fra at søge lægehjælp i udlandet. Den blodige konflikt i Yemen har betydet, at ca. 20.000 mennesker det seneste år har haft behov for lægebehandling i et andet land. Men med lufthavnens lukning har patienterne været henvist til andre og vanskeligere ruter, ofte gennem krigszoner. Ifølge Yemens sundhedsministerium har det nu kostet omkring 10.000 menneskeliv.

Derfor opfordrer Dansk Flygtningehjælp og en række andre hjælpeorganisationer til, at lufthavnen genåbnes, så mennesker igen har mulighed for at rejse frit. Det er ikke alene livsnødvendigt for de tilskadekomne og syge, men også en menneskeret for alle i Yemen, understreger organisationerne i en fælles erklæring.

Den lukkede lufthavn gør det samtidig vanskeligere at få medicin, mad og anden hjælp ind i landet. Det er særligt alvorligt, fordi store dele af landet er på randen af hungersnød, og mange desuden lider under den aktuelle kolera-epidemi.

”Alle lokale og internationale rejseruter bør derfor genåbnes øjeblikkelig”, hedder det i erklæringen.

Læs hele erklæringen her (engelsk)