Mange telte i Qayyarah-lejren er oversvømmet, og flere er i fare for at bukke under for uvejret. Foto: Dansk Flygtningehjælp

Voldsomt uvejr rammer flygtningefamilier i Irak

I Qayyarah-lejren i Irak har vintervejret allerede vist sig fra sin barske side. Tusinder er ramt af oversvømmelser og har brug for hjælp. Vi reparerer telte og deler tæpper og madrasser ud, så familier kan holde sig varme og tørre.
 
 

30.11.2018

November er som regel en våd måned i Irak, men i år har den vist sig fra sin ekstra voldsomme side.

Store mængder regn og uvejr i den nordlige og centrale del af landet har nemlig forårsaget alvorlige oversvømmelser. Flere mennesker har mistet livet, mange er kommet til skade, og tusindvis har fået oversvømmet deres hjem.

Oversvømmelser har også ramt hårdt i Qayyarah-lejren, hvor over 36.000 flygtninge lever i tyndslidte telte. Mere end 2.000 familier i lejren er berørt af oversvømmelserne, der har ødelagt flere telte, og mange veje i lejren er oversvømmede.

Det fortæller Dansk Flygtningehjælps programmedarbejder Mettine Due, der besøgte lejren umiddelbart før oversvømmelserne ramte:

”De ekstreme vejrforhold gør det sværere for os at nå ud med rent drikkevand. Og beboerne får vanskeligere ved at nå hen til de steder, hvor der er maduddeling,” forklarer hun.

Vinteren truer familier i tyndslidte telte

Familierne i lejren har boet i de samme telte de sidste to år – gennem 50 graders hede om sommeren og med regn og frost om vinteren. Nu er teltdugene slidte og utætte, og det er umuligt for familierne at holde blæst og nedbør ude.

”Nedenunder teltdugen begynder mudderet at komme ind. Og i syningerne foroven drypper det ind med vand,” fortæller Mettine Due.

Derfor hjælper Dansk Flygtningehjælp familierne med at reparere deres telte, og vi deler tæpper og madrasser ud, så børn og voksne kan holde sig varme og tørre.

Varme i et hjem væk fra hjem

Uddelingsindsatsen fortsætter hele vinteren. For der venter flere måneder med barskt vejr for beboerne i lejren, og det er ikke usædvanligt, at temperaturen når ned til frysepunktet:

”Det er klart, at det er vigtigt at holde varmen. I sådan en bidende kulde kan det jo være et spørgsmål om liv eller død,” forklarer Mettine Due.

Hun håber, at Dansk Flygtningehjælps indsats i Qayyarah-lejren kan hjælpe familierne sikkert gennem vinteren, på trods af tyndslidte telte og barskt vintervejr:

”Det er deres midlertidige hjem, men det er det eneste hjem, de har. Så det skal være et sted, hvor de kan opholde sig, føle sig trygge og ikke fryse,” siger hun.

Du kan også hjælpe mennesker på flugt med at holde varmen: Giv tæpper og madrasser til børn på flugt her