Verdens sultende børn fik en stemme

Danskerne samlede 90.061.627 kroner ind til fordel for bekæmpelse af sult blandt børn. ”Det er et flot resultat, som kan komme rigtig mange familier til gode," siger generalsekretær Andreas Kamm.
 
 

10.02.17

På verdensplan lider millioner af børn af fejl- eller underernæring. Det er ikke dem, der fylder nyhedernes sendeflader. Den stille sultkatastrofe går ofte ubemærket hen, og den syner ikke af meget i vores del af verden. I den altoverskyggende stilhed lever nogle af verdens børn under de mest udsatte forhold- ofte uden adgang til drikkevand og mad. De er overladt til sig selv – og kampen for at få noget at spise.

Da Danmarks Indsamling 2017 lørdag den 4. februar kulminerede i det store indsamlingsshow på DR1, fik verdens børn en stemme – fra de medvirkende værter, musikere og kendte i callcentret og ikke mindst fra de mange tusinde danskere, virksomheder og organisationer, som har engageret sig i og bidraget til indsamlingen. Da Mads Steffensen og Ulla Essendrop ved midnatstid takkede af fra Svejsehallerne på Refshaleøen, havde danskerne indsamlet mere end 90.061.627 kroner.

”Det er et flot resultat, som kan komme rigtig mange familier til gode. Vi ser frem til at kunne begynde arbejdet med vores projekt i Afghanistan, hvor behovet for nærende mad til børn er særligt udtalt. Her er over halvdelen af børnene fejl- eller underernærede, så der er nok at tage fat på,” siger Dansk Flygtningehjælps generalsekretær Andreas Kamm.

Med midler fra Danmarks Indsamling - ca. 10 procent af det samlede resultat - vil vi både sørge for akut nødhjælp, så der kan komme mad på bordet nu og her til de særligt trængende, men også etablere drivhuse og hønsehold, for at fattige mødre på sigt bliver i stand til at give deres børn nærende mad, så de udvikler sig som de bør. Desuden vil vi undervise både mødre og børn i, hvad der skal til, for at få de rigtige vitaminer.

Danmarks Indsamling har givet syv millioner et bedre liv

Danmarks 12 største humanitære organisationer og DR står bag Danmarks Indsamling, der i år støtter 12 konkrete projekter, som bekæmper sult blandt børn i nogle af verdens fattigste lande.

”DR har en tradition for at samle ind til mennesker i nød verden over. Vi gjorde det første gang til fordel for Ungarns-hjælpen i 1957, hvilket er præcis 60 år siden i år. Siden da er Danmarks Indsamling blevet en national begivenhed, hvor DR igennem en uge sætter fokus på de stille katastrofer i verdens udviklingslande i en blanding af journalistik, oplysning og underholdning. Danmarks Indsamling gør som enkeltstående indsamlingsprojekt en enorm forskel, og jeg er utrolig stolt over resultatet igen i år og danskernes massive opbakning til Danmarks Indsamling,” siger Anders Thomsen, redaktør for Danmarks Indsamling på DR.

Ud over Dansk Flygtningehjælp står ADRA Danmark, BØRNEfonden, CARE DANMARK, Folkekirkens Nødhjælp, Oxfam IBIS, Læger uden Grænser, Mellemfolkeligt Samvirke, Red Barnet, Røde Kors, SOS Børnebyerne og UNICEF Danmark bag Danmarks Indsamling.

I 2017 er det 11. gang, Danmarks Indsamling afholdes. Siden den blev afholdt første gang i februar 2007, har danskerne bidraget med mere end 959 millioner kroner, og hjulpet mere end 7 millioner mennesker til en bedre tilværelse.

Alle revisorpåtegnede regnskaber ligger frit tilgængelige på www.danmarksindsamling.dk.