Syriske børn varmer sig ved et bål. Uden vintertøj må de blive inden døre - under sammenklemte og uhygiejniske forhold. Foto: A.M. Ali/Getty Images

Syriske flygtninge lever under umenneskelige forhold – nu er vinteren på vej med livsfarlig kulde

I Syrien lever millioner af mennesker på flugt. Størstedelen er tvunget til at leve under forhold, der ikke blot er uværdige, men også kan være direkte livsfarlige – især nu, hvor vinteren nærmer sig. ”Et tæppe, en varmeovn og et par vinterstøvler kan redde menneskeliv,” fortæller medarbejder fra felten.
 
 

08.11.2018

Den mere end syv år lange borgerkrig i Syrien har drevet 6,2 millioner mennesker på flugt i deres eget land. Hele 70 procent af dem bor under forhold, der i humanitært fagsprog betegnes som ’substandard’ – hvilket betyder mangel på de helt basale forhold, der skal til for at overleve med et minimum af værdighed.

Familier lever i teltlejre eller i udbombede bygninger uden døre og vinduer, uden fungerende toiletter og uden varme og elektricitet. Når en by angribes, og mange søger tilflugt på én gang, er det ikke ualmindeligt, at 30-50 mænd, kvinder og børn må klemme sig sammen i rum på størrelse med en stue eller et klasselokale. Her skal de både sove, lave mad og opholde sig, når det er for koldt til at være udenfor.

”Vi møder mange familier, der har måttet flygte mellem skiftende frontlinjer gennem flere år. De har mistet alt af værdi og er mærket af angst og sorg over krigens rædsler. At de skal forsøge at overleve under sådan nogle forhold, uden værdighed og tryghed, gør blot deres situation endnu mere håbløs,” fortæller Alexandra Dignan, der arbejder for Dansk Flygtningehjælp i Syrien.

Livsfarlig vinter på vej

Dansk Flygtningehjælp er som en af meget få internationale organisationer tilstede inde i Syrien, hvor vi arbejder på at imødekomme de enorme behov. Vi arbejder bl.a. med at etablere huse med ruminddeling, isolering og sanitære installationer, så familier som et minimum kan få deres eget rum med varme og adgang til toilet og rent vand. 

Lige nu er efteråret for alvor sat ind, med kraftig regn flere steder. Således skal tusinder af mennesker evakueres fra lejre i det nordlige Syrien, fordi deres telte er blevet oversvømmet. Som en ekstraordinær nødhjælpsindsats er Dansk Flygtningehjælp derfor i gang med at etablere 778 rum i lejlighedskomplekser i den nærliggende by Tel Rifaat – rum, som om få dage er klar til at give varme og beskyttelse til i alt 5.400 af de evakuerede.

”Det er begyndt at blive koldt om natten, og når ens telt ikke kan holde regnen ude, bliver det farligt. Så når sådan en situation opstår, gør vi alt, hvad vi kan for at hjælpe," fortæller Alexandra Dignan. 

Nu, hvor vinteren er på vej, forbereder vi os på at dele vintertøj, tæpper, varmeovne og presenninger ud, så udsatte familier kan holde sig varme og tørre gennem vinteren. Alexandra Dignan understreger, at behovet for vinterhjælp er enormt:

”Med nattetemperaturer ned mod frysepunktet siger det sig selv, at hvis man sover på et råt betongulv i en bygning uden isolering og ikke ejer andet end et par sandaler og det sæt tøj, man flygtede i, er man ilde stedt. Får man lungebetændelse, må man klare sig igennem, så godt man kan – og det er det jo desværre ikke alle, der kan. Børn og ældre er særligt udsatte – et tæppe, en varmeovn og et par vinterstøvler kan redde menneskeliv.”

Du kan hjælpe de fordrevne syriske familier med at overleve vinteren. Støt Dansk Flygtningehjælps arbejde - giv vinterhjælp her.