Christian Friis Bach i et af Dansk Flygtningehjælps centre for udsatte børn i den Demokratiske Republik Congo

Retten til livet er vigtigst

Konflikten i DR Congo er en af verdens værste humanitære kriser. 10 pct. af verdens mennesker med brug for akut nødhjælp er i DR Congo. Men landet får kun 3 pct. af verdens nødhjælp.
 
 

30.05.2018

Af generalsekretær, Christian Friis Bach. Indlægget er bragt i Jyllands-Posten, onsdag d. 30. maj, 2018

"Retten til livet." Sådan lød svaret, da jeg for nylig spurgte nogle børn i den østlige del af den Demokratiske Republik Congo, hvad den vigtigste menneskerettighed er. Da måtte jeg synke en ekstra gang. Det tror jeg aldrig ville være svaret på det spørgsmål, hvis jeg havde spurgt danske børn. At man som barn ikke engang tager livet for givet, illustrerer på tragisk vis, hvilke forhold de unge mennesker lever under og de ting, de har med i bagagen. 

Konflikten i det centralafrikanske land er en af de værste humanitære kriser i verden. Mere end 13 millioner congolesere har brug for humanitær hjælp. Det er dobbelt så mange som i 2017. Lige så mange, som har brug for hjælp i Syrien. Mere end 4,5 millioner er internt fordrevne – det højeste antal i Afrika – og selvom konflikten i landet har stået på længe, er det det højeste antal i mere end 20 år.

Konflikten består mellem forskellige væbnede grupper, som kæmper mod hinanden, regeringen og den fredsbevarende FN-styrke, som er i landet. Det er vanskeligt at sige, hvad de forskellige grupper præcist kæmper om, og hvorfor det skal koste så mange livet og tvinge så mange andre på flugt. Det eneste, der står klart, er, at civilbefolkningen står tilbage som taberne. Som altid i den slags kriser er børnene de største ofre.

Omtrent to millioner børn er underernærede, og flere steder bliver børn ligefrem hvervede af væbnede grupper. Når man hører de tragiske og blodige historier om de overgreb, kvinder og børn udsættes for, er det umuligt ikke at blive forfærdet. Mennesker, som har fået ar på sjælen efter at have oplevet ting, ingen bør opleve.

Når jeg møder folk i sådan en situation, kan det være svært blot at forstå, hvordan de kan overleve, men især hvad de kan overkomme. Jeg talte med en kvinde, der var flygtet fra sin landsby med sin mand og deres syv børn, da oprørsgrupper hærgede i området. Da familien flygtede gennem bushen, fandt de en 10-årig pige, hvis familie var blevet dræbt. De tog hende som det mest naturlige med sig og tog sig af hende. Men nu kæmper familien for at brødføde og finde penge til skolegang til både deres egne børn og pigen.

Trods situationens ekstreme omfang og alvor er den en af verdens mest oversete og underprioriterede konflikter. Den får sjældent spalteplads og er sjældent på den internationale politiske dagsorden. Om det er konfliktens længde, kompleksitet, at den foregår for langt fra vores egne breddegrader, eller om det er, fordi kun få congolesiske flygtningene når frem til Europa og Danmark, ved jeg ikke. Men jeg ved, at situationen har brug for opmærksomhed og brug for hjælp.

Da jeg var til donorkonference for DR Congo i Geneve for en måned siden, blev der givet løfter om 3,2 mia. kr. til hjælp til landet, mens der til en lignende konference for Syrien to uger senere i Bruxelles blev givet tilsagn om 27 mia. kr. – altså otte gange så meget. Det understreger, hvor underprioriteret krisen er.

Selvom DR Congo huser hele 10 pct. af de mennesker i verden, der har brug for akut nødhjælp, får landet kun 3 procent af verdens humanitære bevillinger. Blot 14 pct. af de midler, der er nødvendige for at håndtere den ekstremt vanskelige humanitære situation, er dækkede. Det kan og skal vi gøre bedre.

Det kan være svært at se, at hjælpen nytter i et land som DR Congo. Da jeg besøgte landet for 10 år siden lige efter en eskalering i konflikten, der havde kostet fem millioner livet, så jeg noget af det mest ekstreme fattigdom og armod, jeg har oplevet. I dag er den situation, jeg oplevede, på mange måder ikke meget bedre, og det åbenlyse spørgsmål at stille sig selv er, jamen, nytter det at hjælpe? Svaret er ja, og der er to grunde til det:

For det første fordi vi aldrig må svigte eller opgive at hjælpe mennesker i nød. Vi har en forpligtigelse til at gøre, hvad vi kan for at beskytte og hjælpe mennesker ramt af konflikt.

For det andet må vi aldrig glemme, hvor mange mennesker – også i DR Congo – for hvem hjælpen så absolut nytter. Det nytter for hver eneste familie, vi har hjulpet med at få mad på bordet. Hvert eneste barn, vi har hjulpet med at bekæmpe hans eller hendes traumer. Hvert eneste barn, som vi har kunnet sende i skole. Vi må aldrig nogensinde blive så følelsesløse, at vi udelukkende kigger på statistikker og konstaterer, at det ikke går fremad, og derfor nytter det ikke.

Vi må ikke acceptere, at børn kan være i tvivl om, om de har ret til livet. Derfor lovede jeg de congolesiske børn og unge, som jeg mødte, at jeg vil gøre mit til, at de ikke bliver glemt, og at verden ikke er i tvivl om, at det nytter at hjælpe dem.