Popstjerne designer T-shirt og mulepose for verdens flygtninge

Ihan Haydar er kendt som trommeslager i bandet L.I.G.A, tv-vært og tøjdesigner - og så kom hun til Danmark som flygtning fra Irak som 10-årig. Derfor har hun i år designet både en mulepose og en T-shirt til Dansk Flygtningehjælps landsindsamling.
 
 

06.10.19

Alle, der går for verdens flygtninge og samler ind til Dansk Flygtningehjælp søndag den 3. november, kan i år svinge en moderne mulepose med det grafiske tryk ”Peace” på engelsk, arabisk og kinesisk, over skulderen.

Popstjernen Ihan Haydar har nemlig valgt at støtte Landsindsamlingen ved at stå for årets design:

”Jeg ville lave et design, der understøttede den gode sag med et varmt og vigtigt budskab. Derfor har jeg skrevet ”Peace” på tre forskellige sprog. Og så ville jeg også bare gerne lave noget, der så godt ud,” fortæller Ihan Haydar med et smil.

Og mens muleposen altså gives eksklusivt til de indsamlere, der går på gaden søndag den 3. november, kan T-shirten med det samme budskab nu købes for 199 kr. i Dansk Flygtningehjælps webshop.

Flygtninge skal have tag over hovedet

Overskuddet fra salget af T-shirten går ubeskåret til Dansk Flygtningehjælps landsindsamling.

I år går pengene i særlig grad til at sikre, at flygtninge kan få tag over hovedet. For alle mennesker har brug for et hjem for at overleve – uanset om det består af mursten, plastik, ler eller bambus.

Det gælder i verdens største flygtningelejr i Bangladesh, hvor næsten én million mennesker lige nu er stuvet sammen under usle forhold. Det gælder i Yemen, hvor sulten truer 10 millioner mennesker på livet. Og det gælder for millioner af syrere, der fortsat er tvunget på flugt fra krigens ødelæggelser i enten deres eget land eller til et af nabolandene.

Flygtede som 10-årig

Ihan Haydar har selv flygtningebaggrund og flygtede fra Irak, da hun var kun 10 år gammel. For hende har hendes åbenhed og nysgerrighed været vejen ind i det danske samfund. 

Det har ført hende til tops ved Dansk Melodigrandprix, givet hende en popkarriere som trommeslager, debut som TV-vært, og senest har hun kastet sig ud i tøjdesign under brandet ’Najem Clothing’.

Hun er ikke i tvivl om, at hendes baggrund har påvirket hendes gåpåmod og frygtløshed i forhold til at kaste sig ud i nye projekter. Og netop derfor var det helt naturligt for hende at takke ja til opgaven med at designe årets mulepose og T-shirt til fordel for Dansk Flygtningehjælps landsindsamling.

”Det er klart, at når man har prøvet at bo i et land som Irak, så ved man, hvor heldig man er ved at bo her i Danmark. Der er så mange muligheder – man kan gøre lige det, man vil. Det er for dumt ikke at udnytte det og gribe de muligheder,” siger hun.

Dansk Flygtningehjælps landsindsamling den 3. november:

  • Dansk Flygtningehjælp samler ind i hele landet.
  • Man tilmelder sig som indsamler via telefon 3373 5111 eller på flygtning.dk/li.
  • Det tager 2-3 timer at samle ind.
  • Alle indsamlere får en gratis mulepose med design af Ihan Haydar.
  • Alt overskud fra salget af T-shirten går til indsamlingen. Køb T-shirten HER

Fakta om Ihan Haydar

  • 26 år og bor på Amager.
  • Oprindeligt fra Bagdad i Irak.
  • Voksede op i Gelsted ved Næstved sammen med sin mor, far, to brødre og lillesøster.
  • Kendt som trommeslager i L.I.G.A.
  • Vært på dette års sæson af Voice Junior.
  • Har sit eget tøjmærke Najem Clothing.