Danskundervisning er vigtig for at flygtninge kan begå sig på arbejdspladsen, mener arbejdsgivere jf. ny undersøgelse. FOTO: Dansk Flygtningehjælp

Ny undersøgelse: På arbejdspladsen er det vigtigste at forstå dansk

Flygtninges evne til at kommunikere på dansk har stor betydning for, om arbejdsgivere vil ansætte dem. Det viser en ny undersøgelse fra Dansk Flygtningehjælp.
 
 

18.05.2017

Danskkundskaber og personlige kompetencer er vigtigst, når arbejdsgivere beslutter, om de vil ansætte en flygtning. Det viser en ny undersøgelse af danskkundskabers betydning for flygtninges beskæftigelse, som Dansk Flygtningehjælp har lavet. Her vurderer danske arbejdsgivere, at netop sprogkundskaber er afgørende for både ansættelse, opgaveløsning og trivsel på arbejdspladsen.

”Det stemmer overens med den viden, vi har i forvejen, der er baseret på vores mange års arbejde med integration og sprogundervisning,” siger Dansk Flygtningehjælps Integrationschef, Anette Christoffersen.

Sproget kan være en årsag til udfordringer på arbejdspladsen, hvor det ifølge undersøgelsen især handler om at forstå mundtlige instrukser og at indgå i det sociale fællesskab med kollegaer. Omvendt er de danske skrivekompetencer eller kendskab til branchespecifikt fagsprog ikke så betydningsfuldt for arbejdsgiverne.

”Handler om både-og”

I alt har 46 arbejdsgivere svaret på undersøgelsen, der derfor ikke er repræsentativ. Alligevel giver svarene en indikation på, hvordan arbejdsgivere oplever danskkundskabers betydning. Resultatet er desuden i tråd med en række lignende undersøgelser.

Knap tre fjerdele svarer, at danskkundskaber har stor eller meget stor betydning for, om de vil ansætte en flygtning – en lige så stor andel, som da ’Lederne’ i en undersøgelse i 2015 stillede deres medlemmer samme spørgsmål.

”Problemet er, at hvis arbejdsgivere først én gang har haft oplevelsen af, at det for besværligt eller omkostningstungt at ansætte en flygtning, vil han eller hun måske ikke turde tage den chance igen,” siger Anette Christoffersen:

”Det er vigtigt at pointere, at det ikke handler om enten-eller, men om både-og. Det er vigtigt, at flygtninge får tidlig kontakt med arbejdsmarkedet, men det er lige så vigtigt, at det ikke bliver på bekostning af sproget.”

Over halvdelen af arbejdsgiverne gav udtryk for at være skuffede over flygtningenes danskniveau. Og for mere end en tredjedel var manglende danskkundskaber årsag til ophør af ansættelse eller, at en flygtning ikke blev ansat efter endt praktik.

Sprogskolen har stor betydning

Dansk Flygtningehjælps sprogcenter, Lærdansk, er Danmarks største og har 15 afdelinger fordelt ud over landet. Her lærer kursister ikke blot gloser og grammatik, men også om dansk kultur, arbejdskultur og humor.

I undersøgelsen tillægger fire ud af fem sprogskolens danskundervisning stor betydning for udviklingen af flygtninges sprogkompetencer. Blandt de arbejdsgivere, der har svaret på undersøgelsen, har flere samarbejde med den lokale sprogskole, og over halvdelen oplever, at dette har stor betydning for de ansatte flygtninges evne til at varetage deres arbejdsopgaver.

Læs hele undersøgelsen her