Yemen: Efter et års krig må verden stoppe med at ignorere katastrofen

Mere end 80 procent af indbyggerne i Yemen er blevet hårdt ramt af den fortsatte og brutale væbnede konflikt, som blev markant optrappet for et år siden.
 
 

Men på trods af, at det er en af verdens mest omfattende, humanitære katastrofer, fortsætter krigen i Yemen med at være fraværende fra verdens tv-skærme og avisspalter og ignoreret af det internationale samfund. Det er på høje tide at verdens ledere presser på for en permanent våbenhvile og en bæredygtig, politisk løsning på konflikten.

Ellers vil et års krig blive til årevis med øget vold, fordrivelse og tab af menneskeliv. Sådan lyder det på årsdagen for opblusningen i konflikten fra INGO Forum Yemen - en sammenslutning af humanitære organisationer i landet, som Dansk Flygtningehjælp er en del af.

Billedserie: Yemen - en af verdens mest oversete katastrofer

"Den fortsætte mangel på politisk vilje til at få løst konflikten giver udsigt til en trist fremtid for de mange millioner i Yemen, som er hårdt ramt af krigen. Vi kan ende med en hel generation, som vokser op på flugt. Enten i Yemen eller udenfor landets grænser på jagt efter sikkerhed og en måde at forsørge sig selv på. Det er desperat brug for en politisk løsning på konflikten," siger Lisa Piper, Dansk Flygtningehjælps landedirektør i Yemen.

Millioner af mennesker er dagligt påvirket af de fortsatte kampe og kæmper for at skaffe nok mad, drikkevand, lægehjælp og husly. Yemen var allerede inden den seneste krise Mellemøstens fattigste land og jo længere tid konflikten fortsætter, jo flere vil få brug for hjælp og jo flere vil miste livet. Men på trods af den enorme humanitære krise, så har det internationale samfunds reaktion været utidsvarende både i form af for lidt bistand, manglende sikring af adgang til udsatte befolkningsgrupper og manglende pres for en politisk løsning.

Yemen Fact Sheet

På grafikken ovenfor ses et overblik over Dansk Flygtningehjælps indsatser i Yemen i 2016. 

Fødevaresikkerhed er en af de største problemer i Yemen på nuværende tidspunkt og det har stor betydning for landets indbyggere. 14,4 millioner mennesker har brug for fødevarebistand og 7,6 millioner mennesker er i akut nød. I Hodeida regionen er et ud af tre børn alvorligt underernærede og halvdelen af landets regioner er på randen af decideret hungersnød.

30-årige Galeeb, som er far til fire og bor i en lejr for internt fordrevne, fortæller, at det er "meget hårdt at vende tomhændet hjem til sin familie, når de har ventet siden tidlig morgen på at få en bid mad. Jeg vil hellere dø end at se mine børn sulte."
    
Til dato har angreb fra de stridende parter resulteret i mere end 3.000 civile dødsfald. Derudover har kampene hindret adgang for humanitære organisationer, der dermed ikke har kunne bringe hjælp ud til de nødlidende. Samtidig bliver den økonomiske situation i landet hurtigt forværret, hvilket går ud over landets fattigste og mest udsatte, der har sværest ved at klare sig i en krigssituation.

Jo længere det internationale samfund undlader at handle i Yemen, jo værre bliver konsekvenserne for landets civile og for stabiliteten både i Yemen og i resten af regionen. INGO Forum Yemen beder det internationale samfund om at øge presset på alle parter i konflikten for at få skabt en permanent våbenhvile og en bæredygtig, politisk løsning.

NGO Forum Yemen er stiftet i Sana'a i 2006 og har 40 medlemmer, som består af internationale NGO'er, som er aktive i Yemen. Derudover blev ADEN INGO Sub-Forum etableret i 2013 til at styrke koordinationen mellem internationale NGO'er, det yemenitiske civilsamfund og regeringen og sikre samtænkte indsatser for at yde en bedre hjælp til mennesker i nød.