Sveriges statsminister på besøg i Amman

Den svenske statsminister, Stefan Löfven, deltog mandag d. 15. august i en paneldebat på Dansk Flygtningehjælps aktivitetscenter i Amman, Jordan om mulighederne for at unge jordanere og syrere kan være med til at skabe sig en fremtid.
 
 

16.08.16

I sine indledende bemærkninger sagde Stefan Löfven: ”Den væsentligste grund, til jeg er taget til Jordan, er, fordi jeg med mine egne øjne ville se konsekvenserne af den forfærdelige krig i Syrien. Det er med stor ydmyghed jeg lytter til disse menneskers historier,” og tilføjede:

“Gennem konflikten er det tydeligt, at uddannelse har været et helt overset element. Det er dog helt afgørende, at børn og unge har mulighed for at fortsætte deres uddannelse og de voksne kan få regulære jobs. Mange har sat deres liv på pause, men det er afgørende, at de kommer videre og dermed også kan være med til at bidrage positivt til det jordanske samfund.”

Han sagde også, at det internationale samfund ikke skulle ”lade nogle få lande tage hele ansvaret for krisen, og vi skal være bedre til at dele ansvaret i verden.”

Peter Klansø, Dansk Flygtningehjælps regionale direktør i Mellemøsten sagde: ”Det er vigtigt for mig, at vi har denne debat i et af vores jordanske aktivitetscentre, hvor der omkring 1.000 mennesker kommer hver måned og benytter sig af vores mange tilbud.”

Debatten handlede om, hvad der kan være med til at sikre ordentlige arbejdsforhold for de unge, hvordan de kan være til at sikre økonomisk udvikling og hvilke barrierer der lige nu er for, at de syriske flygtninge kommer ind på arbejdsmarkedet.

Dansk Flygtningehjælps landechef i Jordan, Ermes Frigerio, sagde: “Dansk Flygtningehjælp arbejder i Jordan med at hjælpe de lokale myndigheder med at tage sig af de syriske flygtninge, i hvad der nu kun kan beskrives som en langvarig situation. Dansk Flygtningehjælp er direkte involveret i hjælp til de syriske flygtninge både i lejrene og de omkringliggende værtssamfund. Aktivitetscentrene bliver styret sammen med en lokal partner eller med myndighederne for at sikre deres bæredygtighed.”

Paneldebatten blev afholdt for at give den svenske regering en dybere forståelse for, hvordan den syriske krise har påvirket mulighederne for jordanske og syriske unge for at sikre sig et levebrød og forstærke deres forståelse for de forhindringer, som de unge møder i den forbindelse.

Dansk Flygtningehjælp har arbejdet i Jordan siden 2003, først for at hjælpe de irakiske flygtninge, men i 2013 skiftede fokus til også de syriske flygtninge, hvor arbejdet har bestået af nødhjæølp og langsigtede løsninger i i Amman, Karak, Tafileh, Ma'an og Irbid og siden i Azraq flygtningelejren.

Dansk Flygtningehjælp (DRC) er en humanitær, uafhængig organisation grundlagt i 1956, som arbejder i 40 konfliktramte lande verden over. Dansk Flygtningehjælp arbejder med at yde nødhjælp og langsigtede løsninger til konfliktramte befolkninger.