”Rotterne bider mine børn om natten”

Få kilometer fra grænsen til Syrien i Libanon lever flygtninge under presenninger uden beskyttelse mod vind og vejr. De venter. Men det eneste, der ser ud til at være på vej, er vinteren.
 
 

De venter på fred. 

”Inshallah,” bliver der sagt igen og igen, når samtalen går i den retning. 

"Om Gud vil, kan vi snart vende tilbage." 

Tilbage er få kilometer væk på den anden side af bjergene. Her ligger Syrien. Hjemlandet. Hjem. Lige nu er hjem konstrueret af et træskelet og overdækket med presenninger. Nogle har FN's blå og hvide farver, mens smukke ansigter kigger frem fra andre med slogans, der har skullet sælge kaffe eller tv-serier til det libanesiske publikum. Nu sælger de store reklamebannere ikke længere noget. Her er der ingen, der har råd til at købe. 

”Jeg vil tilbage til Syrien. Der er intet bedre end at kunne vende tilbage til sit hjemland,” siger Ahmad Sarhan, som bor med sin kone og seks børn i et to-værelses presenning-hus sammen med sine brødre og deres børn. De er 25 om at dele de to værelser. 

”Der er ingen fremtid for dem her,” siger han og peger på børnene. 

”Vi har ingen rettigheder, vi har ingen penge til at betale husleje, vi har ikke lov til at arbejde,” siger han og forklarer, at den libanesiske regering både gør det sværere for flygtninge at komme ind i landet og at leve i landet. 

Dansk Flygtningehjælp hjælper familierne her med at navigere i regler og støttemuligheder og har også tidligere givet tæpper og madrasser.

Værre end slemt

”Det koster 200 dollar per person hver sjette måned, når vi skal have fornyet vores opholdstilladelse. Hvordan skal jeg skaffe de penge?,” spørger han, mens han hæver skuldrene og rækker armene opgivende ud til siden. 

Men han kan heller ikke vende hjem. Endnu. 

”Jeg reddede min familie fra bomberne. Vi kan ikke vende tilbage, for situationen er virkelig slem. Der er et ordsprog i vores hjemland: 'Værre end slemt'. Sådan er Syrien nu.” 

Så Ahmad Sarhan venter sammen med de mange andre familier i den lille landsby bygget af presenninger. Og i de mange andre flygtningelandsbyer, der ligger spredt over hele Libanon.

Det lille land på størrelse med Fyn og Sjælland har taget imod halvanden millioner syriske flygtninge siden krigen brød ud i 2011. De små, improviserede landsby er fyldt med dem, der ikke har haft overskud eller mulighed for at flygte videre til et bedre liv. De er efterladt. Ældre, fattige, syge, kvinder og børn. Skole er der ikke meget af.

De største telte i presenning-byerne har UNICEF's logo trykt udenpå og indenfor kommer medarbejdere fra organisationen og hjælper børnene med at lære at læse og skrive. Men skolegang er det ikke, og selvom syriske flygtningebørn kan komme gratis i skole i Libanon, så kræver det papirer og penge til transporten. Begge dele ting, som familierne her ikke har. 

”Det værste er rotterne”

Behovet for hjælp er enormt, til gengæld er midlerne ikke nær nok. Det mærker alle her i landet, og i særdeleshed flygtningene. 

”Vi får hjælp til at købe mad, men det er langt fra nok. 20 dollar per person om måneden kan man ikke leve for. Jeg er nødt til at låne penge, så jeg kan købe brød til mine børn. Jeg skylder 700 dollar væk for brød og det fortsætter bare,” siger Kefaya Hammoud al Hussein. 

”Det værste er rotterne. De bider mine børn om natten.” 

Hun forklarer, at de ikke kan få hjælp til at købe brændstof til at varme deres hjem op. I midten af de hjemmebyggede presenning-huse står komfurer, som både bliver brugt til at lave mad og til varme.

”Vi er nødt til at brænde nylonposer og affald for ikke at fryse ihjel,” siger Kefaya Hammoud al Hussein. 

Hun peger på sin datter, som hun holder i sine arme. 

”Hun har problemer med at trække vejret, når vi er indenfor i vores telt. Men hvis jeg ikke brænder affaldet, så vil hun fryse. Hvad vil I have, at jeg skal gøre?”