”Da vi kom til Moria, kunne vi endeligt trække vejret”

Der ankommer omkring 2.000 flygtninge hver dag til Moria-lejren på Lesbos i Grækenland. En stor del af disse er familier med små børn. De har kæmpet sig frem til de tyrkiske kyster og derfra i gummibåde hen over Middelhavet.
 
 

”Indtil vi kom til Moria, havde vi intet håb, men der fik vi tøj, mad og et ordentligt sted at sove – og fik derfor håbet til livet tilbage,” siger 28-årige Kamél. 

Hun er fra Afghanistan. Sammen med sin mand og fire børn, er hun tre måneder tidligere flygtet fra deres hjem. Hun fortæller, at både Taleban og Islamisk Stat trængte frem i deres provins, derfor så de til sidst ingen anden udvej end at flygte sammen med børnene.

Flugten har været lang og hård. Først gennem bjerge i Iran og Tyrkiet og så en usikker rejse over Middelhavet i en gummibåd sammen med 40 andre afghanere – omkring halvdelen af dem børn.

Det vigtigste er børnene

Båden var ved at synke flere gange og børnene var derfor helt gennemblødte, da de blev reddet af den græske kystvagt og blev transporteret til Moria. Her fik de skiftet tøj og et tørt og trygt sted at sove.

De udtrykker stor taknemmelighed for at være nået dertil og den hjælp, de har fået.

”Takket være Gud er vi nu helt rolige. Vi troede ikke, vi ville nå hertil. Vi har indtil nu været i smuglernes lod, men da vi kom til Moria, kunne vi endeligt trække vejret. Det, at vi er nået hertil, har givet os håb for livet igen,” siger Kamél.

Deres håb for fremtiden er, at deres børn får det godt. De vil gerne lære sproget det sted, de kommer frem og vil gerne komme i arbejde. Men det vigtigste er, at børnene har det godt.

”Børnene spurgte ofte på turen, om ’hvornår kommer vi til et sted, som vi kan kalde hjem.’ Vi har levet i et land i krig i 30 år, men nu var det nok. Vi vil bare gerne være et sted, vi kan ånde lettet op og kalde et hjem. Vi har selv oplevet så mange dårlige ting, men vores fokus er på, at vore børn ikke skal opleve det samme.”

Stor forvandling i Moria

Muligheden for at trække vejret i både varme og tryghed er vigtigt i Moria, hvor flere tusinder i gennemsnit ankommer dagligt. Det skaber store udfordringer, som de græske myndigheder gør et stort stykke arbejde for at møde. Dansk Flygtningehjælp har siden december hjulpet grækerne med den store forvandling, som Moria har gennemgået.

Et af de områder, som Dansk Flygtningehjælp har haft stort fokus på, er sovefaciliteterne. Morias mange barakker har fået installeret køjesenge og der er rejst en lang række mindre hytter, som er specielt skabt til at huse flygtninge midlertidigt. Samtidig er der lavet et anvisningssystem, så de mest sårbare flygtninge er sikret sovepladser. Der er også iværksat et genbrugssystem for tæpper, som hver dag bliver samlet ind og renset, så de er klar til de næste, der ankommer.

”Sidst jeg var her, flød affald, madrester og brugt tøj rundt omkring, men nu er her ret pænt og ryddeligt og der er mulighed for assistance døgnet rundt. Disse sårbare flygtninge og migranter har fået meget bedre modtageforhold, hvilket er meget positivt, når man tænker på, hvad de har været igennem,” siger international direktør i Dansk Flygtningehjælp, Ann Mary Olsen, der netop har været på Lesbos for at følge arbejdet på nærmeste hold.

Kæmpe indsats fra de frivillige

Ann Mary Olsen fremhæver den kæmpe indsats, som de frivillige har gjort – og fortsætter med at gøre – på Lesbos. De græske myndigheder har bedt Dansk Flygtningehjælp om at koordinere arbejdet for de frivilliggrupper, som er tilstede i Moria, for at sikre, at deres evner og villighed til at hjælpe bliver udnyttet bedst muligt.

”Det handler om at sætte tingene i system og sikre, at de frivilliges tilstedeværelse giver bedst mulig mening – også nu, hvor der er kommet bedre styr på forholdene. Det er dejligt at se, at mange frivillige har haft lyst til at indgå i denne del af arbejdet,” siger Ann Mary Olsen.

Varmt mad og sikre forhold

Et andet fokusområde for Dansk Flygtningehjælp har været sikkerheden i Moria, når mange tusinder pludselig kan ankomme på samme tid. Det har tidligere skabt store køer, men i samarbejde med sikkerhedseksperter fra Roskilde Festival og de græske myndigheder, er der nu blevet introduceret et køsystem foran indgangen.

Her er der sat bomme op for at sikre, at ingen kan skubbe eller mase sig vej frem. Samtidig er der blevet introduceret et nummersystem, så de trætte flygtninge ikke skal vente i kø i timevis, når der er mest pres på, men kan sætte sig under halvtag i skyggen og vente. Hun fremhæver også, at der nu også er mulighed for altid at kunne få et varmt måltid mad, da flygtninge kommer på alle tider af døgnet.

”Det er tydeligt, at de græske myndigheder i samarbejde med organisationer som Dansk Flygtningehjælp har forbedret forholdende her i Moria,” siger Ann Mary Olsen. 

Dansk Flygtningehjælp har arbejdet i Grækenland siden december 2015 og arbejdet består i at støtte de græske myndigheder i at sikre ordentlige modtageforhold i Moria, sikre korrekt information til flygtningene samt uddele varme måltider og tæpper til folk, der ankommer til Lesbos. Dansk Flygtningehjælps arbejde sker i tæt samarbejde med det græske Migrationsministerium.