Ny bølge af vold i CAR tvinger folk på flugt

En genopblussen af voldelige handlinger i et omfang, der ikke er set siden etableringen af en overgangsregering i januar 2014, har ramt Bangui, hovedstaden i Den Centralafrikanske Republik (CAR). Eskaleringen af volden går hårdt ud over civilbefolkningen, der endnu en gang bliver tvunget på flugt og Dansk Flygtningehjælp opfordrer alle parter til at sikre adgang til at hjælpe og beskytte befolkningen.
 
 

Foto af Thorsten Ahren - Billedet er fra Bouca, da den seneste krise i Den Centralafrikanske Republik brød ud i december 2013

En ny spiral af vold har ramt befolkningen i Bangui, hovedstaden i Den Centralafrikanske Republik, der ikke er set siden den seneste krise brød ud tilbage i december 2013. På bare to dage omkring d. 26. september, er snesevis af civile blevet dræbt og flere hundrede såret oveni utallige tilfælde af vold og overgreb, ejendomme, der er blevet plyndret og religiøse bygninger, som er blevet ødelagte. Kampene i Bangui har desuden tvunget mange mennesker på flugt. Før volden brød ud igen opholdt omkring 27.000 mennesker sig i lejrene for internt fordrevne i Bangui – men nu er antallet steget til omkring 70.000 ifølge FN.

"Det gik rigtig godt med at få folk til at vende tilbage, efter krisen der startede i 2013 og sendte hundredetusindvis af mennesker på flugt, men nu er volden eskaleret igen. Den positive proces er ikke blevet standset, men vi har nu langt det højeste antal fordrevne siden starten af 2015. Bangui er blevet lammet, og selv om der på overfladen har været ro de sidste par dage, er der en generel følelse af frygt i byen. Der er en dyb følelse af nød og fortvivlelse i befolkningen, der generelt har svært ved at tro på noget godt i fremtiden," siger lederen af Dansk Flygtningehjælps programmer i CAR, Davide Stefanini.

Der har desuden været en række plyndringer rettet mod internationale og nationale NGO'er i weekenden mellem d. 26. og 28. september, hvilket har påvirket organisationernes mulighed for at hjælpe de berørte befolkningsgrupper. Ingen af Dansk Flygtningehjælps lokaler er dog blevet ramt.

"Befolkningen i CAR frygter de væbnede grupper, der bevæger sig rundt for tiden, og samtidig er en del af NGO’ernes aktiviteter stoppet. Det største problem i øjeblikket er dog den begrænsede adgang til at hjælpe den del af befolkningen og i de områder, der er hårdest ramt af volden. Det var blandt andet meningen, at skolerne skulle starte i september, men det er nu blevet udsat, da forældrene på grund af sikkerheden ikke tør sende deres børn i skole. Dansk Flygtningehjælp fortsætter med at overvåge situationen og har under den nye krise hjulpet civile ofre med blandt andet beskyttelse og adgang til lægehjælp, selvom vores mulighed for at hjælpe visse steder i Bangui også er begrænset på grund af sikkerhedssituationen" siger Davide Stefani.

På trods af begivenhederne er Dansk Flygtningehjælp klar til at genoptage arbejdet for at hjælpe de mange mennesker, som har behov for humanitær hjælp.

"Dansk Flygtningehjælp er stærkt involveret i den humanitære koordination blandt NGO'erne, der forbereder sig på at kunne hjælpe disse mennesker i nød, så hurtigt som muligt. Vi udtrykker solidaritet med alle samfund, der har oplevet disse forfærdelige hændelser og opfordrer alle aktører til at sætte beskyttelsen af civile i centrum for alle aktiviteter samt respektere neutraliteten af de humanitære organisationer, og dermed sikre at vi har mulighed for at hjælpe den hårdt ramte civilbefolkning," siger Davide Stefani.

Den aktuelle voldsspiral har øget de humanitære behov blandt den i forvejen sårbare centralafrikanske befolkning og samtidig forværret de eksisterende problemer, som stor ungdomsarbejdsløshed, mangel på infrastruktur og begrænset adgang til basale ydelser i et land, der forbliver blandt de fattigste og mest oversete i verden.

Dansk Flygtningehjælp opfordrer overgangsregeringen samt alle nationale og internationale parter til at:

  • Sørge for bedre sikkerhed i Bangui og resten af landet
  • Tillade humanitær adgang til at yde nødhjælp til de berørte samfund og sikre at den hårdt ramte befolkning har adgang til basale services
  • At mobilisere flere ressourcer til genopbygge beredskab blandt nationale og internationale ngo'er til at kunne være i stand til at svare på de behov, lokalbefolkningen måtte have
  • Vedligehold, øge og tilpasse interventioner der kan bidrage til bæredygtige løsninger og opbygge modstandskraft i samfundet.