Nødhjælpsarbejdet i fuld gang i Myanmar

Over én million mennesker er ramt af de værste oversvømmelser i mere end 100 år i Myanmar. Dansk Flygtningehjælp koncentrerer indsatsen i en af de værst ramte regioner.
 
 

Kategori: Nødhjælp, Nyheder, internationalt, Sydasien

Store dele af Myanmar står fortsat under vand, efter cyklonen Komen i forrige uge skabte massive oversvømmelser i det sydøstasiatiske land. Over en million mennesker er blevet ramt af vandmasserne og mere end 200.000 er drevet på flugt.

Vandet er heldigvis ved at trække sig tilbage i dele af landet, men det betyder på ingen måde, at katastrofen dermed er forbi, fortæller Dansk Flygtningehjælps landechef i Myanmar, Anders Bech Tharsgaard.

- Vi er nu ude i de fjernest liggende landsbyer, hvor oversvømmelserne har ramt hårdest. Huse, husdyr og ejendele er her skyllet væk, og de lokale rismarker står under en halv meter mudder. Høsten er ødelagt i store dele af landet og i alt er markarealer svarende til mere end halvanden gange Fyns størrelse oversvømmet, siger han.

Dansk Flygtningehjælp har koncentreret sin indsats i den vestlige delstat Rakhine, som er et af de steder, der er værst ramt af oversvømmelserne på grund af sin sårbare kystplacering. Her medførte en anden cyklon så sent som i 2012 omfattende ødelæggelser og tab af menneskeliv.

I første omgang har Dansk Flygtningehjælps medarbejdere delt nødhjælpspakker ud til mange tusinde berørte. Pakkerne indeholder blandt andet drikkevand, sæbe, hygiejneprodukter og tæpper.

Derudover har organisationen hjulpet de myndighederne i Myanmar med at få adgang til nogle af de værst ramte landsbyer i delstaten. Når oversvømmelserne engang er overstået, begynder arbejdet med genopbygningen. Der er massive skader på infrastrukturen og mange huse og afgrøder er skyllet væk med vandmasserne.

- Vi vil på lidt længere sigt blandt andet fokusere på at dele såsæd ud til de landmænd, som har mistet deres afgrøder og dermed ikke vil have råd til at så til en ny høst.

- Myanmar har gennemgået en stor udvikling de senere år og oversvømmelserne risikerer at sætte landet markant tilbage. Udenlandsk støtte bliver lige nu efterspurgt og er absolut nødvendigt for at hjælpe landet på fode hurtigst muligt, siger Anders Bech Tharsgaard.