Migranter og flygtninge ekstra udsatte i et Libyen i kaos

Dansk Flygtningehjælp er blandt de få humanitære organisationer, der stadig arbejder inde i Libyen, hvor en spiral af vold og kampe udgør en voksende trussel mod sårbare grupper uden adgang til beskyttelse. Landet er vært for omkring 150.000 migrantarbejdere og 37.000 flygtninge, der søger adgang til Europa.
 
 

Kampene i Libyen er blevet intensiveret siden juli 2014 i og omkring de større byer, herunder Benghazi og hovedstaden, Tripoli. De sårbare grupper af migranter og flygtninge i landet er ekstra udsatte og lever uden beskyttelse i det kaos der eksisterer som følge af den voksende vold.

"I Libyen står vi med den meget uheldige kombination af intensiverede kampe, angreb og general destabilisering af landet. Yderligere landet er vært for en stor gruppe af migranter og asylansøgere uden adgang til basal hjælp eller beskyttelse, og det er i en situation, hvor der kun er få humanitære organisationer tilbage på jorden," siger Martin Vane, landedirektør for Dansk Flygtningehjælp, der er en af de få organisationer, som stadig opererer i Libyen.

Den store gruppe af forskellige former for migranter – migrantarbejdere fra Afrika syd for Sahara og flygtninge fra Syrien og Eritrea var allerede udsatte og uden beskyttelse, før de nuværende kampe begyndte.

"Gruppen af migranter og flygtninge har begrænset eller ingen juridiske rettigheder og er uden adgang til sociale ydelser. De står over for systematisk misbrug, tilfældige tilbageholdelser og endda bortførelser udført af bevæbnede grupper eller lokale myndigheder. Den nuværende optrapning af kampene og yderligere destabilisering bidrager til denne alvorlige situation," siger Martin Vane og fortsætter: "De bliver et direkte mål eller risikerer at blive fanget mellem fronterne, og på samme tid har de behov for meget basal hjælp såsom vand, mad, tæpper og medicin."

Dansk Flygtningehjælp har besøgt mere end 10.000 migranter gennem 51 besøg i detentioner og 49 besøg i udsatte lokalsamfund i løbet af det seneste år og har distribueret nødhjælp til tusindvis af familier.

"Vi har arbejdet i Libyen i lang tid og vores etablerede lokale netværk og erfarne medarbejdere gør os i stand til fortsat at yde direkte nødhjælp og beskyttelse til flygtninge og migranter. Men behovet stiger hurtigere end vi kan følge med for tiden – ikke mindst fordi det er vanskeligt at få donormidler på grund af de historisk mange kriser," siger Martin Vane.

Dansk Flygtningehjælp og organisationens minerydningsenhed Danish Demining Group (DDG) har arbejdet i Libyen siden 2011 og er i øjeblikket i Tripoli samt Sebha i det sydlige Libyen. DDG har gennemført massiv oprydning efter kampene under revolutionen og siden bl.a. arbejdet med programmer til reduktion af væbnet vold i Sebha, og en række oplysningskampagner i skoler og lokalsamfund om faren ved miner og ueksploderet ammunition.