Dansk Flygtningehjælp yder nødhjælp efter voldelige optøjer i Sydsudan

Voldelige kampe har fordrevet omkring 30.000 internt fordrevne sydsudanesere fra deres midlertidige boliger i flygtningelejren Malakal i Sydsudan. Der boede næsten 50.000 sydsudanesere i lejren. De havde alle søgt beskyttelse fra den voldsomme borgerkrig, der har hersket i landet siden 2013, da optøjerne brød ud – og har derfor oplevet endnu engang at være tvunget på flugt.
 
 

Kampene begyndte onsdag d. 17. februar og forsatte i næsten to blodige dage. Kampene har i alt kostet 22 mennesker livet, mens 90 personer er blevet såret.

Mens telte og anden infrastruktur i lejren er blevet plyndret og brændt ned, har næsten 30.000 civile taget flugten til andre områder af den kæmpemæssige lejr. Dansk Flygtningehjælps landechef Rickard Hartmann var til stede, da optøjerne begyndte, og han fortæller:

”Forholdene var helt forfærdelige, da kampene brød ud. Jeg kan ikke glemme synet af alle de mennesker, der farede afsted mod hovedporten. De flygtede for deres liv på et sted, hvor de oprindeligt er flygtet til for at søge beskyttelse, og derfor skulle være et ukrænkeligt sted.”

Dansk Flygtningehjælps medarbejdere i Sydsudan yder nu akut nødhjælp sammen med en række andre humanitære organisationer, der venter nu en stor opgave i at sikre, at disse mennesker igen kan få et sikkert sted at bo.

"Der er tale om en massiv logistisk opgave, når man skal etablere nye boliger til næsten 30.000 mennesker samtidig med at resterne af de ødelagte bygninger og de andre ting, der er blevet ødelagt skal fjernes og alle folk skal holdes orienteret og have information om, hvad der sker,” siger Mette Marie Nøhr, der er programkoordinator for Sydsudan hos Dansk Flygtningehjælp og forsætter:

”Man skal huske, at alle disse civile mennesker har været fordrevet mindst én gang tidligere. De boede allerede i midlertidige telte i en flygtningelejr med ganske sparsomme ejendele. Nu har de igen måtte flygte. Det er dybt tragisk.”

Dansk Flygtningehjælp er camp manager for den massive flygtningelejr og begyndte allerede at hjælpe de internt fordrevne med det samme konflikten i lejren var stilnet af. Allerede nu har indsatsen stabiliseret forholdene, og der er taget hånd om de basale behov for disse sårbare mennesker:

”Vi er nu på et stadie, hvor vi kan begynde at rydde resterne af ødelæggelserne og etablere fælles telte til de godt 30.000 trængte personer.” afslutter Rickard Hartmann.