Dansk Flygtningehjælp uddeler nødhjælp til tusindvis af syrere, der flygter ind i Tyrkiet

 
 

16.06.15

Kategori: Mellemøsten, Pressemeddelelser

Søndag eftermiddag brød desperate syriske flygtninge igennem hegnet på grænsen til Tyrkiet. En fotograf fangede øjeblikket, som de seneste dage er blevet delt massivt på danske, sociale medier:

Se billedserien på DR's hjemmeside

Og situationen er desperat, melder Dansk Flygtningehjælps medarbejdere på jorden. Her har de siden mandag hjulpet mere end 2.000 syriske flygtninge med basal nødhjælp som madrasser, tæpper, hygiejne-, køkken- og babypakker.

”Mange af syrerne sover under åben himmel og har brug for al mulig støtte, herunder mad, vand, hygiejne-artikler samt anden basal nødhjælp. Dansk Flygtningehjælp er en af de få organisationer, der har været i stand til at reagere på den nye krise, men vi er bekymrede over det stigende behov for hjælp,” siger Sarah Saleh, Dansk Flygtningehjælps landechef i Tyrkiet.

Siden 1. juni er 20.000 syrere og over 2.000 irakere flygtet over grænsen fra Syrien til Tyrkiet ved Akcakale i Sanliurfa-provinsen. Det er her flygtningestrømmen er koncentreret efter hårde sammenstød i Tal Abyad regionen i Syrien mellem Islamisk Stat samt de kurdiske YPG-styrker.

Kvinder og børn udgør 70 procent af den samlede flygtningestrøm. Tal Abyad har været kontrolleret af Islamisk Stat siden august 2014.

"Vi arbejder dag og nat for at sikre, at flygtningene modtager basal nødhjælp samt ikke mindst beskyttelse i en tid, hvor situationen for de syriske flygtninge bliver sværere og sværere,” siger Sarah Saleh.

Siden mandag har Dansk Flygtningehjælp uddelt madrasser, tæpper, hygiejne-, køkken- og babypakker til over 2000 syriske flygtninge.

Efter at have besøgt Akcakale grænseovergangen i det sydlige Tyrkiet, fortalte Numan Kurtulmus, den tyrkiske vicepremierminister, lokale tyrkiske medier i sidste uge, at adgangen er begrænset til kun at omfatte humanitære tilfælde. Søndag og mandag er grænsen blevet åbnet i omkring tre en halv time, og alene mandag formåede 4.000 at komme over grænsen, lyder det fra Dansk Flygtningehjælp.

Mere end 1,7 millioner syriske flygtninge er officielt registreret i Tyrkiet. Siden 2013 har Dansk Flygtningehjælp været aktiv i Tyrkiet med operationer i øjeblikket i det sydøstlige Tyrkiet i Sanliurfa, Hatay og Kilis.