Dansk Flygtningehjælp tilbage i Ukraine

 
 

 07.01.15

Kategori: Europa, Nødhjælp

Efter seks års humanitært arbejde i Ukraine trak Dansk Flygtningehjælp sig ud af landet i januar 2013. Organisationen er nu vendt tilbage for at yde nødhjælp til fordrevne i det krigshærgede land. Tusindvis af mennesker har mistet livet, familier er blevet spredt og har mistet deres hjem og mere end 1 million mennesker er drevet på flugt, siden konflikten begyndte i marts 2014.

Mens det ortodokse nytår fejres 7. januar 2015 fortsætter konflikten i Europas største land Ukraine, og indtil videre er mere end 600.000 drevet på flugt internt i landet, mens en halv million er flygtet ud af landet. Dansk Flygtningehjælp er derfor tilbage i det krigshærgede land.

”Vores historie i Ukraine har givet os et veletableret netværk af kontakter, baggrundsviden og adgang til kvalificeret mandskab. Det har vi kunnet udnytte til at få en humanitær operation i gang under den nuværende konflikt. Med hundredtusinder internt fordrevne og en hård vinter er behovet for assistance stort – de fordrevne mangler tag over hovedet og adgang til jobs og sociale ydelser. Samtidig oplever vi stigende spændinger i lokalsamfundene og især kvinder er udsatte i forhold til misbrug og vold,” siger chef for Dansk Flygtningehjælps Internationale Afdeling, Ann Mary Olsen.

Dansk Flygtningehjælp har indtil videre uddelt beløb af 1900 kr. til 2000 fordrevne familier, der på den måde bliver i stand til at opfylde basale behov som husleje, varmeovne eller vintertøj til at klare den hårde vinter.
”Hver familie har forskellige behov, og derfor er det vigtigt at give dem mulighed for at prioritere. Samtidig følger vores medarbejdere løbende op med familierne for at afdække yderligere udfordringer som problemer med at få børnene indskrevet i skole eller få adgang til hospitaler. Vi ser også på om der er enkelte familiemedlemmer, der er specielt sårbare – sygdom, handicaps eller andre problemer,” siger Ann Mary Olsen.

Dansk Flygtningehjælp opererer i og omkring byerne Berdyansk, Mariupol og Dnipropetrovsk og planlægger at udvide indsatsen i de oprørskontrollerede områder i det østlige Ukraine i de næste måneder, der er ramt hårdest af konflikten.

Dansk Flygtningehjælp har lang erfaring i at yde humanitær hjælp i krigszoner og ustabile områder som Syrien, Somalia, Afghanistan og Irak, og vi håber at kunne udnytte den erfaring i de oprørskontrollerede dele af det østlige Ukraine i den nærmeste fremtid. Tusinder har mistet livet under kampene, huse og infrastruktur er ødelagt og der er alvorlig mangel på mad, så vi forventer en langsigtet indsats i Ukraine,” siger Ann Mary Olsen.

Dansk Flygtningehjælp gennemførte en række missioner i Ukraine fra april 2014 og etablerede humanitære programmer i landet i november 2014, for at yde nødhjælp til de mange fordrevne fra konflikten i landet. Tidligere har Dansk Flygtningehjælp haft humanitære programmer i landet fra 2007 til 2013.