Dansk Flygtningehjælp fortsætter arbejdet i Ukraine trods kampe

 
 

27.01.15

Kategori: Europa, Pressemeddelelser, Nødhjælp, Nyheder, internationalt

30 mennesker mistede livet og omkring 100 blev såret under bombardementer af byen Mariupol i det østlige Ukraine. Samtidig er store dele af byen ødelagt og mange indbyggere drevet på flugt. Dansk Flygtningehjælp fortsætter arbejdet i det krigshærgede område.

Med de massive bombardementer i storbyen Mariupol fortsætter destabiliseringen af det østlige Ukraine. Tusinder af liv er tabt, huse og infrastruktur er jævnet med jorden og mere end 1 million mennesker er drevet på flugt siden konflikten begyndte i marts 2014.

”Vi arbejder ud af vores kontor i Berdyansk og opretholder vores vinterhjælp til 6000 internt fordrevne i Mariupol i det østlige Ukraine. Vi er samtidigt i gang med at åbne et kontor i selve Mariupol, og ser på muligheden for at yde assistance til de nye fordrevne fra bombardementerne i byen – de vil have behov for tag over hovedet, tæpper, tøj og mad,” siger International Chef for Dansk Flygtningehjælp, Ann Mary Olsen.

Dansk Flygtningehjælp vendte tilbage til Ukraine i november sidste år for at yde nødhjælp til ofrene for den nuværende konflikt. Nødhjælpen går til de mest sårbare grupper af fordrevne omkring byerne Berdyansk, Dnipropetrovsk and Mariupol.

”Situationen i det østlige Ukraine er ekstremt ustabil, og vi er nødt til at være fleksible i vores operationer. Vinterhjælpen bliver leveret i form af kontantbeløb, der tillader familier at prioritere de mest presserende behov såsom mad, husleje, tæpper, brændsel eller medicin. Samtidig ser vi nye fordrivelser fra områder som Mariupol, og vi er allerede i gang med at vurdere behovet,” siger Ann Mary Olsen.

Dansk Flygtningehjælp gennemførte en række missioner i Ukraine fra april 2014 og etablerede humanitære programmer i landet i november 2014, for at yde nødhjælp til de mange fordrevne fra konflikten i landet. Tidligere har Dansk Flygtningehjælp haft humanitære programmer i landet fra 2007 til 2013.