Antallet af internt fordrevne steg med 5 millioner i 2014

 
 

06.05.15

Kategori: Nyheder, internationalt, Holdninger og debat

Der er i forvejen et rekordhøjt antal af fordrevne på verdensplan, men en ny rapport viser, at antallet af internt fordrevne steg med 5 millioner i 2014, primært i lande som Syrien, Irak og Sydsudan – og det samlede antal er nu på 38 millioner. Det er for det første ikke overraskende, mener Dansk Flygtningehjælp, og siger samtidig, at det kræver at verdenssamfundet tager ansvar for ubalancen mellem kriser og ressourcer.

Der er nu 38 millioner internt fordrevne på verdensplan. Tallet er steget med 5 millioner alene i 2014 viser en ny rapport fra Internal Displacement Monitoring Centre (IDMC). Det er en tendens, som ikke er overraskende, i og med tallene af fordrevne som følge af krige og konflikter er steget de seneste år

”Den dramatiske stigning tyder på, at det samlede antal fordrevne er på vej mod 60 millioner, hvilket er ny rekord, men desværre ikke overraskende for os, der arbejder med disse kriser hver eneste dag. Det sker i lande som Syrien, Irak, Sydsudan, Ukraine og DR Congo – alle lande, hvor Dansk Flygtningehjælp er massivt til stede og hver eneste dag arbejde hårdt på at hjælpe disse folk. Og i mange af disse lande ser vi jo desuden også langvarige fordrivelser,” siger Andreas Kamm, generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp.

Mange af de nye fordrivelser sker i nogle af verdens svageste stater, og det er ofte komplekse kriser med en ond cirkel af krig, forfølgelse, fødevaremangel og fattigdom. Globale klimaforandringer er yderligere en stigende faktor i denne udvikling.

”Det er dette scenario, der udspilles i en række af verdens sårbare starter som Sydsudan, Irak, Nigeria og Den Centralafrikanske Republik. Områder præget af ustabilitet, manglende civilsamfund, begrænset eller ikke eksisterende myndighedskontrol og få eller dårligt fordelte ressourcer,” siger Andreas Kamm.

Der er desuden en stor forskel på de ressourcer, som det internationale samfund sætter af til disse kriser og de behov som eksisterer i konfliktzonerne

”Verden bevæger sig i den forkert retning, og der er en stor ubalance mellem behov og ressourcer. Det internationale samfund har aldrig stået overfor en mere alvorlig udfordring. Behovet for humanitær hjælp er langt større end de ressourcer, der er til rådighed. FN har opgjort det samlede globale humanitære behov i 2014 til 115 milliarder kroner, hvoraf 52 procent er finansieret. Det er den laveste andel nogensinde. Verden har en kæmpe udfordring og de eksisterende indsatser og værktøjer synes ikke at være tilstrækkelige,” siger Andreas Kamm.

De nye tal viser desuden, ifølge Andreas Kamm, at det er nødvendigt med en stor indsats så hurtigt som muligt for at afhjælpe disse problemer. Men samtidig at tænke stort og nyt og genprioritere den indsats der sker for verdens forfulgte og fattige.

”Der er et stort behov for at gentænke, hvordan det internationale samfund bruger de midler, der er sat af til udvikling og humanitær bistand. Vi er simpelthen nødt til at genprioritere de her penge. Meget af den nødhjælp, vi laver, er jo også begyndelsen på den udvikling, som er så afgørende i mange af de her lande. Derfor har jeg i et stykke tid sagt, at vi er nødt til at kigge på, at flytte nogle af udviklingsmidlerne over til humanitær bistand og i højere grad stabilisering,” siger Andreas Kamm.