Andreas Kamm får Ridderkorset

Dansk Flygtningehjælps generalsekretær, Andreas Kamm har modtaget Kongehusets Ridderkors, efter han har arbejdet for Dansk Flygtningehjælp siden 1978 – og som generalsekretær siden 1998.
 
 

01.06.16

Andreas Kamm, Dansk Flygtningehjælps generalsekretær, har netop modtaget Kongehusets Dannebrogorden, der også er kendt som Ridderkorset.

”Andreas Kamm har meget fortjent fået den største kongelige anerkendelse for sin mangeårige indsats for verdens flygtninge. Andreas Kamm har gennem næsten hele sit arbejdsliv i Dansk Flygtningehjælp kæmpet for bedre vilkår for de mange millioner mennesker, der er drevet på flugt,” siger Stig Glent-Madsen, der er formand i Dansk Flygtningehjælp.

Andreas Kamm har ikke kun leveret en konkret indsats for at forbedre vilkårene for verdens flygtninge og fordrevne, han har også i høj grad været med til at sætte deres forhold på dagsordenen.

 ”Han har i min opfattelse igen og igen været den kritiske og tydelige stemme for de mange, der ikke selv kan komme til orde. Altid bliver der lyttet, for Andreas Kamms analyser baseres på faktuel viden, og de fremkommer altid velovervejede og saglige. Andreas Kamm har i høj grad fortjent anerkendelsen for sin utrættelige indsats,” siger Stig Glent-Madsen.

Dansk Flygtningehjælp er i dag Danmarks klart største humanitære organisation. En position, der er udviklet med Andreas Kamm i spidsen for organisationen.

 ”Andreas Kamm har i sine 18 år som generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp stået i spidsen for en udvikling, der har betydet, at organisationen flere gange er blevet kåret til at være blandt verdens bedste humanitære organisationer. I dag arbejder organisationen i 40 lande og yder en samlet hjælp til gavn for millioner af flygtninge hvert år. Dette er således også en anerkendelse til Dansk Flygtningehjælps medarbejdere og hele organisationen, der også arbejder utrætteligt for at forbedre forholdene for verdens flygtninge og fordrevne,” siger Stig Glent-Madsen.

Andreas Kamm er født 1949 i Nr. Søby på Fyn. Han er uddannet i historie og litteratur fra Odense Universitet. Andreas Kamm har arbejdet hos Dansk Flygtningehjælp siden 1978 – og som generalsekretær siden 1998.