MMR 2019 cover
MMR 2019 cover

Ny rapport: Ekstreme forhold normaliseres på migrationsruter

Titusindvis af interviews tegner et unikt, komplekst og dystert billede af de forhold, som migranter og flygtninge oplever på deres rejse. De fortæller om drab, vold, seksuelle overgreb og slaveri. Men selv om ekstreme tiltag – så som bevæbnet militær, vold og mangel på beskyttelse ved for eksempel landegrænser – gradvist normaliseres, tyder alt på, at fremtiden blot vil skubbe endnu flere mennesker på flugt.
 
 

05.11.2019

Sådan lyder én af konklusionerne i den årlige rapport, Mixed Migration Review 2019, som Dansk Flygtningehjælps analyse- og tænketank Mixed Migration Centre (MMC) i Genève står bag – og som udkommer tirsdag d. 5. november.

Rapporten, der er én af de største og mest omfattende på verdensplan, bygger på et unikt datasæt sammensat af flere end 10.000 interviews, der i løbet af det sidste år er blevet foretaget blandt migranter og flygtninge på de mest centrale migrationsruter i Afrika, Asien, Sydamerika og Europa. Interviewene fortæller historien om de utallige traumatiserende og voldsomme overgreb, som migranter og flygtninge oplever på deres færd.

Dette års rapport gennemgår samtidig de vigtigste begivenheder og politiske udviklinger i perioden 2018 og 2019, og den dokumenterer en lang række ekstreme politiske tiltag, der bliver til i forsøget på at hindre migranter og flygtninge i for eksempel at nå til Europa.

”Vi beskriver, hvordan politiske og sikkerhedsmæssige initiativer er med til at normalisere ekstreme forhold i en grad, som vi aldrig ville have set for bare ti år siden. Det er meget bekymrende,” siger Bram Frouws, der leder Mixed Migration Centre.

Sikkerhedsliggørelse af grænser

Han peger på, hvordan flygtninge og migranter møder tiltag på alle stadier af deres rejse – før, under og efter – der har som formål at stoppe deres bevægelse. Det kan være alt lige fra at sætte militæret ind ved grænseovergange til voldelige forsøg på at skubbe dem tilbage, hvor de kom fra. Det er politiske tiltag som disse, der i sidste ende tvinger flygtninge og migranter ud på de ruter, hvor de udsættes for overgrebene.

”Det stigende fokus på sikkerhed bringer mennesker i fare, fordi det tvinger dem i favnen på smuglere, der sender dem ud på endnu farligere ruter. Det kan også føre til seriøse humanitære kriser, fordi mennesker i årevis ”sidder fast” uden at kunne komme hverken frem eller tilbage,” siger Bram Frouws og tilføjer:

”Konsekvensen er øget usikkerhed og politisk ustabilitet, hvilket blot fører til yderligere sikkerhedsliggørelse af grænser og dermed endnu større irregulær migration. Det ender i en ond cirkel, hvor flygtninge og migranter bliver tabere i et spil, de ikke har noget indflydelse på,” siger Bram Frouws.

Komplekse vinkler

Mixed Migration Review 2019 rejser vanskelige og væsentlige spørgsmål og undersøger migration ud fra en række komplekse vinkler herunder klima, kunstig intelligens, tiltag ved grænser, økonomi, demografi og politik.

Rapporten indeholder en række personlige historier og essays, der ser på de mest fremtrædende udfordringer, samt en række interviews med eksperter, som arbejder med fænomenet.

Du kan læse hele rapporten her