Nadia Nadim bliver ny ambassadør

Fodboldstjerne Nadia Nadim bliver ny ambassadør for Dansk Flygtningehjælp. Nadia Nadim flygtede selv fra Afghanistan, da hun var barn. Og nu drømmer hun om at give tro og håb til andre børn på flugt.
 
 

27.05.19

Hun har taget rejsen fra lille pige i Kabuls gader til verdensberømt fodboldstjerne. Fra spæde spark i for små fodboldstøvler på asylcenteret til mål på verdens største stadions. Hun er både vedholdende, sej og taknemmelig over det liv, hun har skabt sig i Danmark.

Og nu er hun udnævnt som ambassadør for Dansk Flygtningehjælp, hvor hun som rollemodel håber at kunne inspirere andre flygtningebørn til også at forfølge deres drømme.

Fra krigen til Kabul til asylcenteret i Nordjylland
Nadia Nadim husker stadig lyden af bomber, der gang på gang sendte familien ned i beskyttelsesrummet under deres lejlighed i Kabul. En dag kom hendes far ikke hjem fra sit arbejde som højtstående general i hæren. Taliban havde bortført ham og henrettet ham på brutal vis ude i ørkenen. Nadia Nadim var dengang 10 år gammel:

"Det var virkelig hårdt. Man vidste ikke, hvad i morgen ville bringe. Man vidste ikke engang, om man ville være i live," fortæller Nadia Nadim.

Efter farens henrettelse flygtede Nadia Nadim sammen med sin mor og fire søstre. Tilfældet førte dem til Danmark, hvor Nadia Nadim tilbragte en del af sin barndom på et asylcenter i udkanten af Aalborg.

Det var her, at Nadia Nadim og hendes søstre for alvor begyndte at bruge timer og atter timer på at jonglere, drible og sparke til alle de fodbolde, de kunne komme i nærheden af.

Fodbold er god integration
Nadia Nadim mener, at sport er en oplagt måde at hjælpe børn med flygtningebaggrund til hurtigt at blive en del af det danske samfund på:

"På et hold skal man jo have det optimale ud af alle. Man skal have alle med for at vinde. Uanset hudfarve, baggrund og tro," siger Nadia Nadim.

For Nadia Nadim betød fodbolden, at hun lynhurtigt lærte sproget og blev en del af fællesskabet. Og så blev det ikke mindst en interesse, som senere førte hende til storklubber som Manchester City og Paris Saint Germain, ligesom hun i 2009 blev nemlig den første danske landsholdsspiller med flygtningebaggrund:

"Det er fedt at kunne vise andre unge piger med flygtningebaggrund, at det kan lade sig gøre. Jeg håber, at de bliver inspireret af min historie og selv tør gå efter at nå toppen," siger Nadia Nadim.


Et hjerte, der banker for flygtningebørn
Verdensstjernen Nadia Nadim har ikke glemt den lille afghanske pige, der engang rendte rundt på asylcenteret i for små fodboldsko. Tværtimod bliver hun gang på gang mindet om hende, når hun ser nye flygtningebørn komme til Danmark:

"Mit hjerte banker virkelig for de her børn. For jeg ved præcis, hvordan de har det, og hvad de har brug for," siger hun.

Derfor var det også nemt for Nadia Nadim at takke ja til at blive ambassadør for Dansk Flygtningehjælp. Hun håber, at hun i sin nye rolle kan give flygtningebørn håb og være med til at vise vejen frem:
 
"Jeg vil gerne være et menneske, der gør en forskel for andre. Og derfor er det en stor ære at blive ambassadør for DRC Dansk Flygtningehjælp,” siger Nadia Nadim.


Fakta om Nadia Nadim:

  • Født i 1988 i Afghanistan sammen med sin mor og fire søstre Giti, Diana, Muskan og Muidja
  • Kom til Danmark som 12-årig og fik dansk statsborgerskab i 2008
  • Blev den første flygtning på det danske fodboldlandshold i 2009
  • Har spillet for B52 Aalborg, IK Skovbakken, Fortuna Hjørring, Sky Blue FC, Portland Thorns FC, Manchester City og Paris Saint Germain.
  • Er ved at færdiguddanne sig som læge
  • Er kåret som årets dansker i Berlingske i 2017
  • Udgav i 2018 en bogen ”Min historie”