Mød os på Folkemødet 15.-18. juni 2017

I Flygtningefløjen udfoldes og udfordres myter og fakta, holdninger og erfaringer om flygtningeforhold i verden og i Danmark. Bygger debatten om flygtninge på de rigtige præmisser? Hvordan anskuer vi de udfordringer, som vi står overfor? Og hvem og hvad kan ændre slagets gang?
 
 

05.05.2017

Vi glæder os til at se dig i vores telt 'Flygtningefløjen' på Kæmpestranden J51, hvor du bl.a. kan opleve:

  • Abdel Aziz Mahmoud tale flot dansk med Andreas Kamm
  • Chefredaktører under kritisk spot på mediernes dækning af flygtningeområdet
  • Kendte politikere dyste på viden om flygtningeforhold og -politik
  • Historier fra flygtningenes eget perspektiv
  • ...og Folkemødets fineste flygtningequiz

Se hele programmet her:

TORSDAG 15. JUNI

Kl. 13.30 - 14.15: Flygtninge Fortæller: Patrick og Mobin 

Vi sætter fokus på det vigtige perspektiv som ofte glemmes i flygtningedebatten: flygtningens.
Arrangør: DFUNK


Kl. 15.00 - 16.00: Abdel møder Andreas Kamm

Abdel Aziz Mahmoud taler flot dansk med Andreas Kamm efter 38 år i flygtningesagens tjeneste.

Andreas Kamm har efter 19 år som generalsekretær – og i alt 38 år i Dansk Flygtningehjælp – meldt sin tilbagetræden fra posten til efteråret 2017. Hvordan har flygtningesituationen og debatten om den ændret sig i hans tid? Har han selv ændret mening undervejs? Hvordan ser han egentlig på Danmark og danskernes rolle? Og ville en som Abdel mon være kommet ind i landet i dag..?

Abdel Aziz Mahmouds forældre voksede op i Libanon som børn af statsløse palæstinensere og flygtede, da Abdel var ganske lille til Danmark. Abdel er i dag kendt som journalist og TV-vært senest fra DRs udsendelser ’Adgang med Abdel’. Han udgav sidste år bogen ’Hvor taler du flot dansk’, hvor han beskriver sin families erfaringer med at finde sig tilrette i Danmark.

Abdel møder Andreas for at stille ham en række nysgerrige spørgsmål og for en samtale om hver deres erfaringer med et Danmark og en verden i forandring.

Deltagere:
- Abdel Aziz Mahmoud, Journalist og TV-vært
- Andreas Kamm, Generalsekretær, Dansk Flygtningehjælp

 

Kl. 16.30 - 17.15: Mediernes dækning af flygtninge – er det godt nok?

Paula Larrain griller fremtrædende chefredaktører om mediernes dækning af flygtningeområdet.

Flygtningedebatten er stadig et af de mest dominerende emner i den politiske debat herhjemme og i de danske medier. Men hvordan går det egentlig med den dækning? Er danske journalister kritiske nok overfor politikerne? Får læserne og lytterne et retvisende billede af flygtningespørgsmålet gennem de danske medier?
En ny undersøgelse foretaget på vegne af Dansk Flygtningehjælp viser, at danskerne fortsat har et forvrænget billede af virkeligheden, når det kommer til flygtninge. Men hvorfor egentlig det?
Kom med og hør tre fremtrædende redaktørers svar, når journalist Paula Larrain griller dem om den danske dækning af flygtningespørgsmålet. Der vil også være mulighed for selv at stille spørgsmål til panelet.

Deltagere:
- Simon Andersen, Nyhedschef, Radio 24syv
- Karen Bro, Chefredaktør, Ekstra Bladet
- Tom Jensen, Chefredaktør, Berlingske
- Moderator: Paula Larrain, Journalist

FREDAG 16. JUNI

Kl. 9.00 - 10.00: Kan værdiskabende partnerskaber styrke mennesker på flugt?

Sådan bliver innovative partnerskaber til forretningsmuligheder og løsninger for verdens flygtninge.

Dansk Flygtningehjælp inviterer virksomheder, fonde, organisationer og andre interesserede til lancering af Breakfast Club. Et uforpligtende inspirerende netværksforum, hvor der debatteres emner i krydsfeltet mellem den humanitære sektor og det danske fonds- og erhvervsliv. Nye former for partnerskaber mellem den humanitære sektor og fonds- og erhvervslivet er nødvendige for at håndtere og forbedre den nuværende verdenssituation med et rekordhøjt antal af flygtninge. Partnerskaberne skal udvikle langsigtede, bæredygtige løsninger for fordrevne og værtssamfund og samtidig skabe nye forretningsmuligheder for erhvervslivet. Er det etisk muligt? Andreas Kamm, Generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, giver indblik i den globale flygtningekrise, og sætter fokus på vigtigheden af nye løsninger gennem henholdsvis et fondspartnerskab, et forretningsudviklingspartnerskab og et CSR-samarbejde. Tre af Dansk Flygtningehjælps nuværende partnere indgår i dialog og diskussion.

Deltagere:
- Kim Hundevadt, Forlagschef Nonfiktion, Politikens Forlag
- Kim Nøhr, Group Vice President, Grundfos
- Caroline Heering, Direktør, Ole Kirk´s Fond
- Andreas Kamm, Generalsekretær, Dansk Flygtningehjælp


Kl. 15.00 - 16.00: Kan det lykkes at få flygtninge hurtigt i job?

Kom og drøft vores bud på en løsning set fra både virksomheders, kommunernes og flygtningenes vinkel.

Alle snakker om det, men hvordan gør man noget ved det? Kan flygtninges kompetencer bruges på det danske arbejdsmarked? Kan virksomhederne rekruttere flygtninge direkte fra asylcentrene, så de er i job fra den første dag? Hvad kræver det af virksomhederne, kommunerne og flygtningene selv? Kom og vær med til at drøfte et bud på en løsning – nemlig Talent Management, der nu i godt 1 år har arbejdet med at finde egnede kandidater på asylcentrene og matche dem med ledige jobs. Hør om indsatsen og de foreløbige erfaringer fra både virksomheders, kommunernes og flygtningenes vinkel fra panelet.

Deltagere:
- Buchard Winski, HR Manager, Danfoss
- Marianne Krarup, Chef for kompetence og integrationsafdelingen, Sønderborg Kommune
- Else-Marie Ringgaard, Projektchef Integrationsnet, Dansk Flygtningehjælp

 

Kl. 18.00 - 18.45: Kan partnerskaber med erhvervslivet redde verden?

Udviklingsministeren, Grundfos og Dansk Flygtningehjælp diskuterer samarbejde, muligheder og ansvar.

Kan partnerskaber mellem dansk erhvervsliv, NGO og stat redde verden - eller er det et trendy fatamorgana? Udviklingsministeren, Grundfos og Dansk Flygtningehjælp diskuterer muligheder, dilemmaer og ansvar. Vi giver indblik i et nyskabende samarbejde og ’learning lab’ mellem Grundfos og Dansk Flygtningehjælp og spørger til alt fra de konkrete motiver og udfordringer i samarbejdet til større principielle spørgsmål som ’skal vi tjene penge på andres elendighed’?

Deltagere:
- Ulla Tørnæs, Udviklingsminister, Venstre
- Kim Nøhr Skibsted, Group Vice President Communication Public Affairs & Engagement, Grundfos
- Andreas Kamm, Generalsekretær, Dansk Flygtningehjælp
- Moderator: Carsten Terp Beck-Nilsson, Redaktør, Altinget: civilsamfund

LØRDAG 17. JUNI

Kl. 10.30 - 11.30: Går danskere nøgne rundt?

Dét og meget andet får nye flygtninge svar på, når de hjælpes af gamle flygtninge.

Paula Larrain interviewer Ishtar og Hanifa, to kvinder, der er kommet til Danmark som flygtninge. Vi skal høre om deres vej til Danmark, hvor den ene var højgravid og den anden blev gift for at komme i sikkerhed. De trækker nu på deres erfaringer og hjælper nyankomne flygtninge godt i gang i det danske samfund gennem Dansk Flygtningehjælps program MindSpring. Det er ikke let at komme til et nyt land som flygtning. Traumer fra fortiden og bekymringer for fremtiden kan gøre familielivet svært. De to kvinder hører jævnligt forestillinger om danskere og det danske system, som nogle gang kan hæmme den gode integration. Disse udfordringer bliver ikke altid håndteret, når en kommune modtager nye flygtninge. Flere kommuner er dog begyndt at arbejde forebyggende, og her er MindSpring-trænere som Ishtar og Hanifa med til at inspirere flygtningeforældre til at være bevidste og stolte rollemodeller for deres børn og til at opdrage i et mix mellem to kulturer.

Deltagere:
- Ishtar Sabih Hasan, MindSpringtræner
- Hanifa Mohamad, MindSpringtræner
- Anna Jensen, Konsulent MindSpring, Dansk Flygtningehjælp
- Moderator: Paula Larrain, Journalist

 

Kl. 12.00 - 13.00: Tag med Nagieb Khaja og Rasmus Tantholdt til Syrien

Sanne Gram i samtale med Khaja og Tantholdt om Syrien og deres arbejde i det krigshærgede land.

Kom og hør personlige beretninger om Syrien før og under krigen, når tre af Danmarks dygtigste korrespondenter deler ud af deres oplevelser fra det krigshærgede land.
Sanne Gram er tidligere korrespondent for Jyllands-Posten i Mellemøsten og nu studievært på DR. I 2016 udgav hun bogen den anmelderroste ’Farvel, mit Syrien’. Hun taler med den prisvindende journalist Nagieb Khaja og TV 2’s mangeårige korrespondent Rasmus Tantholdt. Khaja har netop udgivet bogen ’Du må ikke græde – for så mister du blod’ med reportager fra Syrien, og Tantholdt arbejder jævnligt i Syrien ud fra et fast korrespondentkontor i Damaskus.
Alle tre vil levere levende beskrivelser af landet før og under krigen og give deres bud på, hvordan fremtiden ser ud for Syrien.

Deltagere:
- Nagieb Khaja, Journalist og forfatter
- Rasmus Tantholdt, Korrespondent og forfatter, TV2
- Sanne Gram, Journalist og forfatter, DR

 

Kl. 14.00 - 15.00: Fup og fakta om flygtninge

Med et glimt i øjet quizzer og debatterer Søren Espersen og Mette Gjerskov på viden om flygtningeforhold og -politik.

Med et glimt i øjet dyster Søren Espersen (DF) og Mette Gjerskov (S) på viden om flygtningeforhold og -politik. Flygtningesagen er stadig et brandvarmt politisk emne, men hvad er myter, og hvad er virkelighed?
Journalist Jesper Zølck styrer løjerne.

Deltagere:
- Søren Espersen, Udenrigsordfører, Dansk Folkeparti
- Mette Gjerskov, Udviklingsordfører, Socialdemokratiet
- Moderator: Jesper Zølck, TV-journalist TV2

 

Kl. 17.00 - 18.00: Er du rigtig klog? Folkemødets fineste flygtningequiz!

Giv de andre hold baghjul, når Sisse Sejr-Nørgaard laver flygtningequiz med et glimt i øjet.

Ved du, vor mange mennesker, der bor i verdens største flygtningelejr? Og kan du skille fakta fra fordomme i flygtningedebatten? Få svar på dette og meget mere, når Dansk Flygtningehjælp under kyndig ledelse af journalist Sisse Sejr-Nørgaard inviterer dig og dine venner eller kollegaer til en hyggelig, uformel og udfordrende flygtningequiz. Vi garanterer en hyggelig time, der både kildrer konkurrencegenet og gør dig og dine lidt klogere på facts om flygtninge og den store verden. Tilmeld dit hold på 2-5 personer i vores telt inden fredag eftermiddag, så reserverer vi en plads. Du er også velkommen til at møde uanmeldt op med dit hold - eller alene og prøve lykken med potentielt nye gode venner:) Vi glæder os til at se dig i Flygtningefløjen!

Quizmaster:
- Sisse Sejr-Nørgaard, Journalist

SØNDAG 18. JUNI

Kl. 10.00 - 10.45: Flygtninge Fortæller: Patrick og Mobin

Sådan ser Danmark ud fra flygtningenes perspektiv.
Arrangør: DFUNK


Kl. 12.00 - 13.00: Går ansvaret for en god integration begge veje?

En dansk mentor og to syriske mentees fortæller deres personlige historie om deres stærke forhold.

Feras og Youssef er begge flygtet fra Syrien og har været i Danmark under to år. De har begge fået topkarakterer i dansk – og fået et arbejde. Men det er ikke kommet helt af sig selv. Ud over deres egen utrættelige indsats, har de gennem Dansk Flygtningehjælps Mentornet mødt deres mentor Susanne Grantzau og hun har gjort sit for at sparke døre ind og være det netværk, som flygtninge mangler, når de skal finde et arbejde. Dansk Flygtningehjælp inviterer indenfor til et nærværende interview, hvor Feras og Youssef fortæller om deres flugt og om at skulle starte helt forfra i Danmark og om hvordan erfarings-, videns- og netværksdeling gennem mentorforløbet med Susanne har hjulpet både Feras og Youssef til en god start. Hør om hvordan mentorpar med forskellige baggrunde kan lære af og hjælpe hinanden – og måske ligefrem udvikle venskaber.

Deltagere:
- Feras Altabbaa, syrisk mentee
- Youssef Kollia, syrisk mentee
- Susanne Grantzau, Frivillig mentor, Dansk Flygtningehjælp