Mennesker på flugt skal ikke drukne

Vores fælles passivitet over for drukneulykker i Middelhavet er ikke tegn på sammenhold, men på afmagt. Årsdagen for en treårig drengs død er en tragisk, men passende anledning til at beslutte, at vi vil det anderledes.
 
 

02.09.2016

Det er præcis et år siden, at den treårige Aylan Kurdi skyllede op på en strand i Tyrkiet. Billedet gik verden over, blev ikonisk og et symbol på en verden, der havde fejlet. En verden, der havde svigtet syriske Aylan, hans familie, de 3.700 andre mennesker, der sidste år druknede i forsøget på at komme i sikkerhed i Europa, og de alt for mange flygtninge og fordrevne, der findes i verden.

Da billederne af lille Aylan Kurdi gik verden rundt, var der sympati, harme og en følelse af, at vi måtte stoppe dette vanvid. Men børn dør stadig på Middelhavet – og i konflikter, som der slet ikke er mulighed for at flygte fra.

Det var en tragedie, at Aylan skulle skylle op på en tyrkisk strand. Og tragedien gøres endnu større ved, at der ikke er blevet gjort nok for at stoppe drukneulykkerne siden. I løbet af det sidste år er 4.182 børn og voksne døde i forsøget på at nå i sikkerhed over Middelhavet. Det er ikke færre, men langt flere end året før.

Flere mennesker på flugt

Mange folk har det indtryk, at flygtningestrømmen er aftaget, fordi vi ikke længere ser mennesker gå på vore motorveje. Men sandheden er, at der er flere mennesker på flugt verden over end sidste år, og det betyder, at verdens flygtninge og fordrevne i højere grad befinder sig midt i konfliktzonerne i Syrien, Irak, Sydsudan, Nigeria og Afghanistan – eller i nabolandene.

Der kommer færre til Europa, fordi EU har indgået en aftale med Tyrkiet, og den såkaldte Balkan-rute er blevet lukket ned. Men samtidig er der altså flere, der drukner på turen over Middelhavet.

Det sker på trods af verdens kollektive bestyrtelse sidste år og en harme, der bedst kunne oversættes til det korte udsagn: »Aldrig igen.«

Regeringschefer reagerede

Den franske premierminister Michael Valls tweetede billedet af den lille dreng og skrev: »Han havde et navn: Aylan Kurdi. Der er brug for en indsats nu. Der er brug for europæisk sammenhold nu.«

Den daværende britiske premierminister David Cameron lovede, at Storbritannien ville opfylde sit moralske ansvar. Spaniens premierminister, Mariano Rajoy, opfordrede verden til at gøre en ende på krigen i Syrien, og Matteo Renzi fra Italien sagde, at billeder som disse bragte tårer og sorg i hjertet – og at Europa behøvede en global strategi for at stoppe dette.

Men som tallene viser, er det nødvendige ikke sket. Billedet af Aylan Kurdi og det svigt, det symboliserer, er falmet for befolkningen og beslutningstagerne. Det er skammeligt, for det er faktisk muligt at gøre mere:

Større hjælp i nærområderne

Europa må styrke patruljeringen i Middelhavet og redde mennesker i havsnød. Europa og verden må sætte ind med større hjælp i nærområderne, så det er muligt at opretholde et værdigt og sikkert liv som flygtning tæt på eget hjem. Europas regeringer må enes om fælles kvoter for modtagelse af flygtninge.

Lige nu er det alles kamp mod alle – og dermed reelt en kamp mod flygtningene.

Passivitet er tegn på afmagt

Vi hører i debatten udsagn om, at vores europæiske sammenhold og værdier er under pres. Det bliver brugt som argument mod at åbne døren for mennesker på flugt fra krig og forfølgelse.

Men man kan med samme ret sige det modsatte: Det er ikke at åbne døren, der truer sammenholdet og værdierne. Vores fælles passivitet over for drukneulykker er ikke tegn på sammenhold, men på afmagt.

Årsdagen for en treårig drengs død er en tragisk, men passende anledning til at beslutte, at vi vil det anderledes. Mennesker på flugt skal ikke drukne.

Indlægget er bragt i dagens Jyllands-Posten