Foto: Sigfried Modola / Scanpix

Massiv indsats mod sultkatastrofe i Afrika

Dansk Flygtningehjælp er til stede i de værst ramte lande og hjælper mennesker, der er ramt af den eskalerende sultkatastrofe i Afrika.

15.03.2017

Flere end 20 millioner mennesker risikerer at blive ramt af den sultkatastrofe, der lige nu eskalerer flere steder på det afrikanske kontinent og i Yemen. Det har medført den største appel om hjælp nogensinde fra FN. Dansk Flygtningehjælp er lige nu i fuld gang med et omfattende arbejde for at hjælpe.

- Det er næsten umuligt at forstå, hvor omfattende denne krise egentlig er. Det er mange millioner mennesker, der lige nu er truet af sult. Der er brug for en massiv indsats både i dag og i de næste mange måneder, siger generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, Andreas Kamm.

De værst ramte steder er lige nu det nordøstlige Nigeria, Sydsudan, Somalia og Yemen. Alle fire steder har en kombination af tørke og konflikter skabt en katastrofal situation. Men også områder i Etiopien, Kenya og Uganda risikerer at blive ramt af effekterne af sultkatastrofen. Både i form af fødevareusikkerhed på grund af tørke, og fordi sulten kan tvinge mennesker på flugt i jagten på mad.

Dansk Flygtningehjælp har iværksat omfattende operationer i alle de berørte lande for at hjælpe i kampen mod sulten. Det drejer sig blandt andet om uddeling af mad, om transport af vand og konstruktion af brønde og vandpumper.

- Vi sætter nu alle kræfter ind på at hjælpe mennesker, der lige nu risikerer at sulte ihjel. Det handler ikke kun om at redde liv i dag, det handler også om at forhindre nogle af de langsigtede konsekvenser, der desværre følger med, når et land er ramt af sult, siger Andreas Kamm.  

- Vi har et godt samarbejde med vores internationale donorer, som kan se at krisen lige nu udvikler sig hastigt. Der er brug for en hurtig reaktion og ekstra tilførsel af midler, og vi er derfor i dialog med Ole Kirk’s Fond om at aktivere midler fra den nystiftede akutpulje, som fonden generøst har givet os mulighed for at oprette, siger Andreas Kamm.  

Man kan støtte Dansk Flygtningehjælps arbejde mod sult ved at støtte her.