Kritik af flygtninges rettigheder: FN giver Danmark dumpekarakter

FN's Komité for Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder retter skarp kritik mod Danmark efter de seneste års stramninger på udlændinge- og integrationsområdet, som risikerer at undergrave flygtninges rettigheder. Det er en kritik, som Folketinget bør tage meget alvorligt.
 
 

05.12.2019

Sine Hav, integrationsfaglig seniorrådgiver, Dansk Flygtningehjælp

Elna Søndergaard, seniorjuridisk rådgiver, DIGNITY - Dansk Institut Mod Tortur

Danmark er for nylig blevet eksamineret af FN’s komité for økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Hvis vi skal forblive i eksamensanalogien, har Danmark fået dumpekarakter, når det kommer til flygtninges rettigheder.

Hvor FN’s konvention om civile og politiske rettigheder blandt andet sikrer os retten til ytrings- og forsamlingsfrihed, retfærdig rettergang og retten til liv, sikrer konventionen om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder os for eksempel retten til bolig og sociale ydelser, til sundhed, til familieliv og til ikke at blive diskrimineret på baggrund af herkomst, religion, hudfarve eller andet.

De to sæt af rettigheder danner sammen med grundloven, EU-lovgivningen, Europarådets menneskerettighedskonventioner m.v. grundlaget for et værdigt liv for alle borgere i Danmark.

Hvert femte år bedømmer komitéen, hvordan de lande, der har ratificeret konventionen, efterlever den og dermed de internationale menneskerettighedsforpligtelser. Komitéen foretog Danmarks eksamination 8. og 9. oktober 2019 i Geneve og har nu udgivet en rapport med kritik og en række anbefalinger til det videre arbejde med at sikre de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder for borgere i Danmark.

I rapporten konkluderer komitéen, at de seneste års stramninger i udlændinge- og integrationspolitikken og det såkaldte paradigmeskifte fra foråret 2019 »undergraver flygtninges økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder«, og at en række af dem bør rulles tilbage. Det er sjældent, at en FN-komité benytter sig af et så stærkt ordvalg over for lande som Danmark, og derfor er det også en kritik, der skal tages alvorligt.

Komitéen kritiserer blandt andet, at flygtninge med midlertidig beskyttelsesstatus har dårligere vilkår for familiesammenføring end andre flygtninge. Loven fra 2015 betyder blandt andet, at mennesker på flugt fra den generelle situation i et land som det krigshærgede Syrien, først kan søge om familiesammenføring efter tre års ophold i Danmark, mens andre flygtninge kan søge så snart, de har fået beskyttelse i Danmark.

Det strider ifølge komitéen mod forbuddet mod diskrimination og mod retten til familieliv.

Danmark får også kritik for ikke at leve op til forpligtelsen om at sikre alle retten til en passende levestandard, herunder retten til bolig og sociale ydelser på et økonomisk niveau, der rækker til mad, tøj og bolig i Danmark.

På tre punkter kritiserer komitéen Danmark for ikke at leve op til denne forpligtelse.

For det første betyder vedtagelsen af det såkaldte paradigmeskifte, at flygtninge mister retskravet på en permanent bolig, så kommuner i stedet kun er forpligtede til at anvise midlertidige boliger. Indtil den seneste lovændring er flygtninge blevet anvist en midlertidig bolig ved ankomst til kommunen og har så fået en permanent bolig, når det var muligt for kommunen at finde en, som flygtninge med lav indtægt kan betale.

Nu er det ændret, så flygtninge reelt kan bo i midlertidige boliger på ubestemt tid. Denne midlertidighed skaber en enorm usikkerhed. Det er vores erfaring, at de midlertidige boliger ofte er i dårligere stand end de permanente boliger. Og flygtninge har af gode grunde ikke samme muligheder for at finde en bolig i Danmark som andre, der er opvokset her og har været skrevet op i boligselskaber eller måske haft økonomi til at købe en bolig.

For det andet kritiseres optjeningsprincippet på børne- og ungeydelsen – også kaldet børnechecken – for at hindre retten til en passende levestandard for bestemte grupper i Danmark. Princippet betyder, at flygtninge først efter seks års ophold eller beskæftigelse i Danmark har ret til at modtage fuld børne- og ungeydelse. Sammenholdt med den i øvrigt lave integrationsydelse, kontanthjælpsloft m.v. betyder det i praksis, at langt flere flygtningebørn lever i fattigdom end deres jævnaldrende i Danmark. Det er dybt alvorligt.

For det tredje kritiseres Danmark for de generelt lave ydelser til flygtninge. I 2015 genindførte den daværende regering integrationsydelsen, som tidligere hed starthjælp, til flygtninge uden for arbejdsmarkedet. Denne ydelse var markant lavere end kontanthjælpen.

Siden er ydelsen blev nedsat yderligere og fra 1. januar 2020 omdøbt til selvforsørgelses- og hjemrejseydelsen. Det betyder ifølge komitéen i realiteten, at flygtninge diskrimineres i forhold til adgangen til sociale ydelser, og at Danmark ikke i tilstrækkelig grad sikrer retten til en passende levestandard for flygtninge.

Et konkret eksempel, vi kender fra Dansk Flygtningehjælp, handler om en familie på integrationsydelse med fem børn. Familien var så økonomisk trængt, at de ældste børn på 14 og 15 år i en længere periode blev sendt ud om aftenen efter mørkets frembrud for at ”skralde” hos lokale butikker i stedet for at få deres nattesøvn og samle energi til deres skolegang.

Vi ved fra en analyse fra Rockwool Fonden, at de lave ydelser for flygtninge kun på kort sigt har en positiv beskæftigelsesmæssig effekt, men de har ingen beskæftigelsesmæssig effekt på længere sigt. Til gengæld har de en række negative psykosociale og socioøkonomiske effekter på kort såvel som lang sigt.

For størstedelen af flygtninge, der står uden beskæftigelse, mange af dem dybt traumatiserede af krig, flugt og tortur, er konsekvensen af de lave ydelser fattigdom, forhøjet stress og dårligere trivsel. Vi kan derfor håbe, at komitéens kritik tages alvorlig og inddrages i den kommende ydelseskommissions arbejde, så vi en gang for alle kan få droppet den lave velfærdsydelse for nogle grupper i samfundet.

Komitéen kritiserer også flygtninges adgang til sundhed. Den halter, efter den daværende regering genindførte egenbetaling på tolk i sundhedsvæsnet. Hvis man har boet tre år i Danmark og har behov for en tolk ved læge- og hospitalsbesøg, så skal man selv til lommerne. Det er næppe svært at forestille sig, at nogle forsøger at klare samtaler uden tolk og misforstår vigtige beskeder, mens andre måske bider smerten i sig og bliver hjemme.

Risikoen for mangelfuld kommunikation, utryghed for patienter og pårørende og i værste fald forkerte diagnoser og fejlbehandlinger stiger med tolkegebyret, som også er blevet stærkt kritiseret af blandt andre Lægeforeningen, Danske Patienter og rehabiliteringscentrene.

Samtidig har regionernes administrationsudgifter til indkrævning af gebyret været så store, at det er blevet kaldt en underskudsforretning. Så komitéens kritik kan passende være det sidste skub til at ophæve egenbetaling på tolk. Det er sund fornuft for både den enkelte, for sundhedsvæsnet og for samfundsøkonomien.

FN-komitéens kritiske konklusioner om Danmark er vigtige, da de kaster lys over den negative udvikling i flygtninges rettigheder på en række områder. Tilsammen skaber de en situation, hvor flygtninge har dårligere adgang til sundhed, boliger og sociale ydelser end andre samfundsgrupper.

Med de mange stramninger og begrænsede rettigheder for nogle i Danmark risikerer vi at dele vores borgere op i et A- og et B-hold. Sådan et land skal vi ikke være. Vi skal være stolte af og bryste os af at være et land, hvor alle er lige for loven og har samme rettigheder. Det giver mening for den enkelte og for samfundet som helhed.

Derfor bør regeringen gå de seneste års stramninger på udlændinge- og integrationsområdet efter i sømmene og sikre, at alle borgere i Danmark har lige adgang til de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, som de har folkeretligt krav på.

Indlægget er bragt som kronik i Jyllands-Posten den 5. december 2019.