H.K.H. Kronprinsesse Mary deler Børnenes U-landskalender ud til børn på Utterslev Skole. Foto: Bjarne Bergius Hermansen, DR

Køb Børnenes U-landskalender og støt syriske flygtningebørn

Dansk Flygtningehjælps protektor H.K.H Kronprinsesse Mary offentliggjorde i dag Børnenes U-landskalender 2018. I år går overskuddet til syriske børn.
 
 

24. okt. 2018

Årets udgave af Børnenes U-landskalender blev i dag offentliggjort på Utterslev Skole af blandt andre Dansk Flygtningehjælps protektor H.K.H. Kronprinsesse Mary og Dansk Flygtningehjælps generalsekretær Christian Friis Bach.

For 45 kroner får man to lågekalendere med temaer fra henholdsvis DR1’s julekalender ’Theo & den magiske talisman’ og DR Ramasjangs julekalender ’Selmas Saga’.

Børnenes U-landskalender kan købes i bl.a. supermarkeder og på Dansk Flygtningehjælps webshop, og overskuddet fra salget går i år til syriske flygtningebørn i nærområderne i Jordan, Libanon og Tyrkiet.

Syriens børn skal have smilet tilbage

Mere end fem millioner mennesker – halvdelen af dem børn – er flygtet fra krigen i Syrien og har søgt tilflugt i nabolandene Jordan, Libanon og Tyrkiet.

De syriske børn lider ofte af traumer på krigens rædsler og mistede familiemedlemmer. Og mange går ikke i skole, fordi de enten ikke har psykisk overskud, eller deres forældre ikke har råd.

- De fleste børn i Syrien havde et liv med fritid, skole og venner, der mindede om danske børns hverdag, indtil borgerkrigen brød ud i landet i 2011 og tvang dem til at flygte. Jeg er glad for, at Børnenes U-landskalender er med til at hjælpe nogle af de børn, der forhåbentlig en dag skal forme og genopbygge et fredeligt Syrien, siger Dansk Flygtningehjælps generalsekretær Christian Friis Bach.

Det går pengene til

Dansk Flygtningehjælp vil bruge pengene fra Børnenes U-landskalender på tre formål i Jordan, Libanon og Tyrkiet:

1) At etablere børnevenlige zoner i lokale medborgerhuse. Her får flygtningebørn et trygt rum, hvor de gennem leg og læring får hjælp til at opbygge personlige og sociale kompetencer til at håndtere deres traumer og svære situation.

2) At styrke flygtningebørns faglige udvikling gennem lektiehjælp og skolevejledning.

3) At styrke flygtningebørnenes robusthed og modstandskraft gennem støtte til og rådgivning af deres forældre.

Læs mere om årets projekt her

Danske skolebørn kan se verden med en flygtnings øjne

Udover at samle penge ind til et godt formål giver Børnenes U-landskalender også Dansk Flygtningehjælp mulighed for at lære danske skolebørn om syriske flygtninge.

Med støtte fra Udenrigsministerier og Ole Kirk’s Fond har Dansk Flygtningehjælp kunne lave virtual reality-oplevelsen ’Se verden med en flygtnings øjne’, som er målrettet danske skolebørn fra seks år og opefter.

I den interaktive VR-oplevelse kan man prøve selv at være et syrisk flygtningebarn i Jordan, og man kan blandt andet besøge et af Dansk Flygtningehjælps børnevenlige medborgerhuse.

VR-oplevelsen er gratis og ligger frit tilgængelig for alle danskere. Det kræver blot, at man har en smartphone og går ind på U-landskalenderens egen hjemmeside