Andreas Kamm har for nylig besøgt Uganda, hvor flere end en million sydsudanesiske flygtninge nu har søgt i sikkerhed. Fotos: Sebastian Juel Frandsen og Tobin Jones.

”Jeg frygter, hvad der vil ske, hvis lande som Uganda ikke længere kan klare presset”

I Uganda, et af verdens fattigste lande, har man budt mere end én million flygtninge fra nabolandet Sydsudan velkommen. Flygtningene får en jordlod, bevægelsesfrihed og hjælp til at genstarte tilværelsen. Men modellen er under pres på grund af stigende flygtningetal og manglende solidaritet.

17.10.2017

Af Andreas Kamm, generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp

For nylig var jeg i det nordlige Uganda. Her besøgte jeg en gruppe på 20 sydsudanesiske flygtninge, som havde fået hjælp af Dansk Flygtningehjælp til at starte et lille landbrug op. Blandt dem stod en mand i en rød trøje. Han var dog ikke flygtning, men ugander der ejede jorden. Det var ikke til at se, for han arbejdede lige så hårdt, som de andre. Jeg er altid interesseret i, hvordan sådan noget foregår, så jeg spurgte ham, 'What's in it for you?' – altså, hvad får han ud af at udlåne et stykke jord til flygtningene? Han kiggede undrende på mig.

 Sydsudanesisk Flygtninge Fortæller Om Sit Farmer Projekt

Det gik op for mig, at manden simpelthen ikke forstod spørgsmålet. At der skulle være noget 'in it for him', for han skulle hjælpe flygtningene. For som han sagde; det er folk, der har været tvunget til at flygte, og derfor gav det da kun mening at give dem en hjælpende hånd.

Livliner til flygtninge er velkomne 

Ligeledes slog det mig, hvor anderledes flygtningesituationen blev håndteret, da jeg stod på en bro ved en flod på grænsen til Sydsudan, som Dansk Flygtningehjælp har bygget, så folk kan søge sikkerhed i Uganda. Tidligere har folk klatret over væltede træer, men nu er broen en livline til sikkerhed. Havde vi bygget sådan en konstruktion i vores del af verden, ville vi måske blive beskyldt for at tiltrække flygtninge. I Uganda er tilgangen markant anderledes.

Andreas At The Bridge To South Sudan

Uganda er et foregangsland på flygtningeområdet. Flygtningene får et stykke land, som de kan bo på og dyrke. De får materialer til at bygge deres hus. De har bevægelsesfrihed og mulighed for at arbejde. Uganda tager imod flygtningene med værdighed og ser dem som mennesker i stedet for flygtninge.

LÆS OGSÅ: HÅB FOR VARIGE VANDLØSNINGER I UGANDA

Organisationer som Dansk Flygtningehjælp hjælper så med eksempelvis startpakker med materialer til huset, madrasser, køkkengrej, hygiejneartikler – og vi er i gang med at installere permanente vandforsyninger. For det første, fordi flygtningene skal være her i lang tid. For det andet, fordi der så også bliver sikret rent drikkevand til de ugandere, der bor i området i forvejen. Den ugandiske model er på mange måder unik – og en model, der er værd at støtte.

500 om dagen betyder, at der er faldet ro på

Jeg var derfor ved at falde ned af stolen, da jeg fik at vide, at indsatsen i Uganda kun er 27 procent finansieret. Vi har en model, som bliver lovprist verden over.

LÆS OGSÅ: FOR ENDEN AF FLUGTEN VENTER ET JORDLOD I UGANDA

En model, som fungerer på trods af, at Uganda er ét af verdens fattigste lande. Men alligevel kan vi ikke sikre dem de nødvendige ressourcer til at opretholde modellen.

Webp .net -resizeimage

Under mit besøg mødte jeg også en ugandisk embedsmand, som fortalte, hvordan der tidligere kom mange tusinde mennesker over grænsen hver dag. ”Men nu,” sagde han, ”er der faldet ro på situationen”. Jeg spurgte, hvad han mente med det. ”Nu kommer der kun omkring 500 om dagen,” sagde han.

LÆS OGSÅ: NÅR MADKLOKKEN RINGER IND SÆTTER BØRNENE I LØB

Lad mig stilfærdigt minde om, at 500 netop er det antal, vi i Danmark - ét af verdens rigeste lande - ikke vil tage imod som kvoteflygtninge om året.

Jeg frygter for fremtiden

Jeg har tit talt om vigtigheden i en international ansvarsfordeling, når det kommer til flygtningespørgsmålet. Vi har kæmpe ubalance, fordi relativt fattige lande som Jordan, Libanon, Kenya og Uganda huser langt størstedelen af verdens flygtninge.

2017_04_02_DRC_Uganda -41

For at skabe bedre balance må ansvaret fordeles mere fair. Det kan ske på to måder. Den ene er at sikre nok ressourcer til disse lande. Den anden måde er ved at genbosætte nogle af de mest sårbare flygtninge – dem vi kalder kvoteflygtninge. Lige nu fejler vi desværre på begge områder.

Det frustrerer mig, for vi kender løsningerne. Løsninger som dem, politikerne snakker om, nemlig mere hjælp til nærområderne. Der svigter vi, når det gælder. Og jeg frygter, hvad der vil ske, hvis lande som Uganda ikke længere kan klare presset.