En gruppe indbyggere i en flygtningelejr i det sydlige Djibouti venter på deres tur ved vandposten. Foto: Klaus Bo / Dansk Flygtnineghjælp

IBM og Dansk Flygtningehjælp går sammen om stort projekt

Udviklingen af en datamodel skal gøre det nemmere og hurtigere at sætte ind i det humanitære arbejde med flygtninge og migranter.

29.11.2017

Hvor er der brug for hjælp næste gang? Hvorfor vælger folk at rejse fra deres hjem? De spørgsmål bliver ofte stillet i den humanitære sektor.

Nu går IBM og Dansk Flygtningehjælp sammen for at blive bedre til at besvare spørgsmålene gennem udviklingen af en datamodel, der skal bidrage til at forklare og fremskrive bevægelser i flygtninge- og migrantstrømme. 

Arbejdet med udviklingen af datamodellen går nu i gang i tæt samarbejde mellem IBM og Dansk Flygtningehjælp, og der er store forventer til partnerskabet.

”Vi ønsker at være i førersædet, når det handler om at udvikle og anvende teknologi, der kan gøre levere en bedre og mere effektiv udviklingsbistand. Vi ser et kæmpe potentiale i at kombinere Dansk Flygtningehjælps tilstedeværelse af 7,000 kollegaer fordelt over 35 af verdens brændpunkter med ny teknologi der allerede anvendes til at ’knække koden’ på vidensmæssige udfordringer i f.eks. sundheds- og uddannelsessektoren,” siger partnerskabsrådgiver i Dansk Flygtningehjælp, Anders Bech Tharsgaard.

Hvis datamodellen bliver en succes, skal den hjælpe humanitære aktører til at kunne planlægge en bedre og hurtigere reaktion på fremtidens flygtninge- og migrationsstrømme. For IBM er det naturligt at være en del af den udvikling.

”Vi vil gerne være med til at vise, at vi igennem tværsektorielle CSR partnerskaber kan drive innovation og opnå større resultater sammen, når teknologien kombineres med dyb specialiseret viden om missionen. Netop med IBM’s nyeste teknologi og kernekompetencer er vi i samarbejdet med Dansk Flygtningehjælp med til at understøtte en kritisk dagsorden i verden.  Vi ser det som vores ansvar også, at bidrage til verdensmålene og til konkret handling,” siger Sanne Urbak Rasmussen, CSR & University Relationship Manager hos IBM Danmark.    

Læs også om mulighederne i samarbejde mellem tech-virksomheder og humanitære aktører hos Udenrigsministeriet her

Og artikel om samarbejdet hos Altinget.dk her (obs, kræver abonnement).