Global flygtningeaftale er et skridt på vejen mod bedre hjælp til verdens flygtninge

Dansk Flygtningehjælp, International Rescue Committee, Oxfam International, Norwegian Refugee Council og Save the Children International bifalder vedtagelsen af den globale aftale for flygtninge i FN’s generalforsamling i dag. Aftalen har potentialet til at sikre bedre beskyttelse og værdighed for flygtninge og de værtssamfund, der huser dem, lyder det i en fælles udtalelse.
 
 

17.12.2018

Ved afstemningen i FN's generalforsamling i dag har et overvældende flertal af FN’s medlemsstater tilsluttet sig aftalen for bedre international solidaritet og samarbejde for flygtningebeskyttelse og udvikling af de lokalsamfund, der huser størstedelen af verden flygtninge – Global Compact for Refugees.

Allerede i 2019 kan der opnås betydelige fremskridt, hvis staterne straks går i gang med at sikre de lovede ændringer for folk, der flygter fra krig og forfølgelse og samtidig hjælper de lokalsamfund, der huser flygtninge. Som organisationer, der arbejder hver dag med at nå de mål, ser vi fem afgørende områder: Retfærdig ansvarsfordeling, en mulighed for at holde os selv og stater ansvarlige for fremskridtene, en større inddragelse af lokalsamfundene til at sikre gode løsninger for verdens flygtninge, styrke beskyttelsen og modstandsdygtigheden for de mennesker det drejer sig om – og levere ordentlige og varige løsninger for mennesker på flugt.

Ved at fokusere på de fem områder kan vi sammen nå målene i Global Compact for Refugees:

Det er i sidste ende helt afgørende, at aftalen resulterer i bedre løsninger til gavn for verdens flygtninge: "Den globale flygtningeaftale er den helt rigtige vej frem. I 2019 skal vi bruge aftalen til at sikre varige og bæredygtige løsninger for mennesker på flugt – ikke mindst for dem, der har været på flugt i mange år. Aftalen skal være med til at sikre, at verdens lande leverer mere, når det kommer til at tage imod kvoteflygtninge, sikre at tilbagevenden sker sikkert og værdigt – og ikke mindst at vi styrker og hjælper flygtninge, hvor end de er. Derfor er det helt afgørende, at aftalen bliver et forum for handling – og ikke kun er ord på et stykke papir,” siger Christian Friis Bach, generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp.
 
En retfærdig ansvarsfordeling er en del af nøglen. Jan Egeland, generalsekretær for Norwegian Refugee Council, opfordrer staterne til at forberede konkrete løfter til flygtningearbejdet i 2019: "Ansvaret for at huse størstedelen af verdens flygtninge ligger lige nu på nogle få lav- og mellemindkomstlande tæt på de krigszoner, flygtningene flygter fra. Mange rige lande modtager ikke særlig mange flygtninge eller støtter værtslandene i tilstrækkelig grad. Vi har brug for en reel ansvarsfordeling fra alle rige nationer, så flygtningekriserne reelt kan afhjælpes. Alle lande skal gøre deres del," siger Jan Egeland.

Muligheden for at holde staterne ansvarlige er afgørende for et ikke-juridisk bindende dokument som aftalen, og 2019 skal være året, hvor ambitiøse mål bliver defineret: "Det er utroligt, at vi stadig ikke har nogen systematisk og samlet måde at måle fremskridtene for hjælpen til flygtningene eller de milliarder, der ydes for at hjælpe dem. Tre år efter vedtagelsen af ​​Verdensmålene, ved vi, at flygtninge er nogle af de, der bliver efterladt,” siger David Miliband, generalsekretær i International Rescue Committe. "Ansvarlighed overfor og forpligtigelse til, hvad der fungerer, skal være i centrum for aftalens implementering. Etableringen af ​​Verdensbankens og UNHCR’s fælles datacenter er et godt første skridt, men det er afgørende, at vi er enige om, hvordan vi vurderer resultaterne og indsamler bedre data for at skabe reelle forbedringer for flygtningene og deres værtssamfund."

En stærkere stemme og ansvar til mennesker på flugt, skal også være et konkret resultat af aftalen allerede i 2019: "Når verdens ledere mødes for at bekræfte aftalen for flygtninge, må vi ikke misse muligheden for at skabe et bedre og mere retfærdigt system, der tager højde for og inddrager deres behov. Vi skal sikre en mere direkte og meningsfuld inddragelse af flygtninge og deres værtssamfund, da de er de sande eksperter på deres eget liv – og deres familier og samfund og ikke mindst uundværlige til at sikre den forandring," siger Winnie Byanyima, generalsekretær i Oxfam International.

Når det kommer til konkrete resultater, forventer vi også at se en reel forskel for flygtninge og deres værtssamfund. Helle Thorning-Schmidt, direktør for Save the Children International siger: "Den historiske flygtningeaftale repræsenterer en enestående mulighed for at gøre en forskel for flygtninge. Flygtningebørn udgør halvdelen af verdens flygtninge – og de er altid de mest sårbare. Vi håber, aftalen vil hjælpe disse børn – og sikre dem den fremtid, de fortjener. Hvad flygtningebørn fortæller os, de har mest behov for er uddannelse. Så vi er meget glade for, at aftalen giver løfter om, at alle flygtningebørn skal i skole få måneder efter at have taget flugten – og at der skal være finansiering til at sikre dette i de lokale værtssamfund. Der er ingen tid at spilde i at sikre dette løfte bliver ført ud i virkeligheden for børn på flugt."

Selvom vi er skuffede over, at USA og Ungarn har valgt ikke at tilslutte sig aftalen, er vi optimistiske og åbne overfor fortsat dialog med landene.

Efter dagens positive skridt opfordrer Dansk Flygtningehjælp, International Rescue Committee, Oxfam, Norwegian Refugee Council og Save the Children staterne til at sikre en reel implementering af aftalen. Millioner af flygtninge forventer og fortjener en bedre fremtid; og aftalen skal og kan levere det.