Dansk Flygtningehjælps generalsekretær, Christian Friis Bach taler til konferencen

Fra ord til handling: Støtte til syriske flygtninge

Dansk Flygtningehjælp er glade for at se det store bidrag på omkring 27 mia kroner doneret af det internationale samfund til de syriske flygtninge og fordrevne og deres værtsamfund ved dagens donorkonference i Bruxelles. Nu er det dog afgørende, at ord bliver til handling og at det internationale samfund giver syrerne den støtte, de behøver og fortjener, lyder det fra Dansk Flygtningehjælps generalsekretær, Christian Friis Bach.
 
 

26.04.2018

Omkring 55 milliarder kroner – over 30 milliarder kroner til selve Syrien og mere end 20 milliarder kroner til nabolandene – er det beløb, FN har vurderet, det kræver for til at kunne hjælpe de internt fordrevne syrere og de syriske flygtninge i nærområderne. Til dagens konference i Bruxelles, blev der afgivet løfter om humanitær hjælp på cirka 27 milliarder kroner (4,4, millioner USD) fra donorlandene. Den syriske krise er nu inde i sit ottende år og mere end 13 millioner syrere har brug for hjælp. 

“Vi har stået på konferencen med et fælles budskab til verden om behovet for mere hjælp. Mere end 200 NGO’er, der arbejder med den syriske krise, mødtes tirsdag for sammen at sørge for, at de syriske flygtninges behov for støtte, samarbejde, lederskab og løsninger blev hørt. Den fælles stemme er der blevet lyttet til på konferencen, og det sender et stærkt signal til de alt for mange millioner af syrere, der er blevet tvunget på flugt, om at de ikke er blevet glemt,” siger Christian Friis Bach — som på konferencen havde rollen som NGO rapportør og derfor var med til at overbringe budskaberne til onsdagens konference, hvor donorlandenes ministre, herunder den danske udviklingsminister, Ulla Tørnæs, deltog. 

“I de seneste måneder, har jeg mødt syriske flygtninge og fordrevne i Tyrkiet, i Libanon og også inde i selve Syrien. Når man snakker med dem, har mange svært ved at holde tårerne tilbage, mens andre udtrykker vrede. For mange har syv års konflikt kostet dem hele deres opsparing, såvel som følelsen af værdighed og de har mistet håbet. Det er afgørende, at vi giver disse mennesker håbet og værdigheden tilbage. VI skal hjælpe dem med at komme på fode igen og styrke deres muligheder for en fremtid – hvadten den er i Syrien eller i nabolandene – og udfaldet på konfernencen er et vigtigt første skridt,” siger Christian Friis Bach.  

Mens løfterne var substantielle og store, er det stadig kun omkring halvdelen af behovene, som i dag er blevet finansierede. Og når nabolandene, der er værter for mere end fem millioner syriske flygtinge, talte på konferencen, var det tydeligt, at de er under stort pres og har brug for mere støtte for fortsat at kunne udvise gæstfrihed overfor de syriske flygtninge og tackle de udfordringer, de store antal af flygtninge fører med sig. Det er derfor helt afgørende, at løfterne og forpligtigelserne fra det internationale samfund bliver øget og ikke mindst ført ud i livet i den kommende tid – altså at ord fra konferencen også bliver til handling i virkeligheden. 

 “Vi er nødt til at sikre, at der bliver fulgt op på de løfter, der nu er givet i Bruxelles. Vi er nødt til at sikre, at de internationale donorer og regeringer bliver holdt op på deres ord. Og vi er nødt til at sikre, at vi arbejder på varige løsninger for de syrere, som er drevet på flugt. Det betyder, at vi skal skabe jobs til flygtningene og sikre, at børnene kan komme i skole. Og vi skal sørge for, at der er mulighed for at genbosætte de svageste flygtninge i den rige del af verden. Men allermest er der brug for en politisk løsning og fred og forsoning, så konflikten og bomberne stopper, og flygtninge og de internt fordrevne forhåbentlig igen kan vende hjem,” siger Christian Friis Bach.