Foto: Delawit Mesfin

Fordrevne irakere glade for at komme i sikkerhed syd for Mosul

I takt med at de militære operationer rykker frem i storbyen Mosul og andre steder i det nordlige Irak, må flere og flere irakere flygte fra de voldsomme kampe. Dansk Flygtningehjælps medarbejdere har taget imod omkring 9.000 af de nyligt fordrevne den seneste uge.
 
 

12.12.2016

Dansk Flygtningehjælp begyndte, sammen med en række andre organisationer, at modtage fordrevne irakere ved en nyligt oprettet lejr i Qayyarah, syd for Mosul i begyndelsen af sidste uge. Lige knap 9.000 fordrevne er blevet registreret og indkvarteret i den nye lejr, og flere desperate irakere ankommer hver dag.

Alle de nyankomne modtager pakker med nødhjælp i form af mad og drikke, som familierne kan overleve på i de første 72 timer. Herudover støtter Dansk Flygtningehjælp den irakiske regering i koordinering og ledelse af lejren og har blandt andet medarbejdere til stede, som kan hjælpe og beskytte særligt udsatte mennesker. Desuden har Dansk Flygtningehjælp været med til at køre vand ind i lejren med tankvogne og skal være med til at indsamle skrald samt sikre bedre hygiejne i lejren.

”Der er en følelse af lettelse i lejren, og familierne falder hurtigt til,” fortælleren Rachel Rigby, som leder Dansk Flygtningehjælps kontor i Erbil, i det nordlige Irak, tæt på Mosul. ”Vores medarbejdere er godt i gang med at koordinere indsatserne, så familierne får den livsvigtige hjælp på en hurtig og effektiv men samtidig rolig måde. Jeg er personligt blevet opmuntret af de historier, vi hører fra familier, som er blevet genforenet efter måneders adskillelse på grund af konflikten,” tilføjede hun.

Ved ankomsten til lejren, har flere af de fordrevne delt rystende historier fra deres svære flugt til sikkerhed fra de militære operationer, som lige nu foregår i kampen mod den såkaldte Islamiske Stat.

På flugt i bidende kulde

For eksempel flygtede 17-årige Ahmed til fods fra al-Shirqat-distriktet i Salah-al-Din sammen med næsten 60 andre familier. De måtte krydse den iskolde Tigris-flod, inden de kunne fortsætte rejsen nordpå mod Qayyarah, hvor lejren ligger. Lettet over at være kommet i sikkerhed, inviterede han Dansk Flygtningehjælp indenfor i familiens telt, for at fortælle deres historie.

”Vi gik i mange timer i bidende kulde, og vi måtte krydse [Tigris, red.] floden,” fortalte han. ”Vi er glade for at være her i sikkerhed, hvor der er den beskyttelse, som vi har brug for. Og nu venter jeg bare på at komme tilbage i skole. Jeg vil meget gerne fortsætte min uddannelse,” forklarede Ahmed.

Stor taknemmelighed

Ved registreringen af nyankommne, stod Mohammed på 46 år, stille og tænksomt, sammen med en gruppe af andre mænd og kvinder, som alle ventede på at få tildelt et telt. Også han var glad for at være kommet i sikkerhed efter flugten fra sin landsby sammen med 30 familiemedlemmer.

”Daesh [Islamisk Stat, red.] angreb vores by for to uger siden, og vi måtte flygte, da det irakiske militær kom,” fortalte han, mens han beskriver den langsommelige flugt, som han og hans store familie måtte tage til fods og i bil. ”Vi gik i 12 timer, både dag og nat. Det var meget hårdt, og vi var konstant bange for vejsidebomber,” forklarer Mohammed.

Han kom derefter endeligt frem til lejren i Qayyarah sammen med sin gamle mor, sine søskende samt deres familier. Mohammed udtrykte stor taknemmelighed overfor at være kommet i sikkerhed og den hjælp, han og familien havde modtaget.  

”Tak for jeres hjælp! Mange, mange tak.”

Dansk Flygtningehjælp står i forreste linje for at hjælpe nyligt fordrevne fra Mosul og omkringliggende byer og arbejder udfra Erbil, Qayyarah og Tikrit i det nordlige Irak. Indtil nu har omkring 90.000 irakere formået at flygte fra kamphandlingerne. Der er stadig næsten en million mennesker inde i Mosul, som har brug for humanitær assistance.