Fokus på flygtningebørn

Halvdelen af verdens flygtninge er børn. Men hvad vil det sige at være flygtningebarn? Det forsøger Dansk Flygtningehjælp sammen med DR og en række organisationer at svare på op mod Børnerettighedsdagen.
 
 

13.11.2017

Antallet af børn på flugt er det største siden Anden Verdenskrig. Verden over har omtrent 28.000.000 børn været tvunget til at forlade deres hjem på grund af krig og konflikt. Over 10 millioner har været nødt til at forlade deres land. Nogle har været nødt til at begive sig ud på farefulde rejser for at komme i sikkerhed, nogle bor i flygtningelejre – og er måske født der – og nogle har ikke mulighed for at gå i skole.

I forbindelse med Børnerettighedsdagen den 20. november 2017 sætter DR, Red Barnet, Unicef, Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp fokus på ”Børn på Flugt” – ikke mindst dem som befinder sig i Danmark og de udfordringer, de støder på her.

Danmark har de seneste par år også mærket stigningen i antallet af flygtninge. Og selvom antallet af asylansøgere i år er faldet markant, er der stadig mange udfordringer for de børn og familier, der skal til at etablere et liv i Danmark. De skal integreres i kommunernes skoler og institutioner, lære sproget og forældrene skal begå sig på arbejdspladserne. En stor andel af de flygtninge, der er kommet til Danmark, er børn, som måske ikke engang kender deres hjemland, fordi de har levet hele deres liv på flugt. Nogle kommer til Danmark sammen med deres familie, andre er helt alene.

De kommende uger sender DR en række programmer for både voksne og børn. Samtidig lanceres et nyt undervisningssite, flygtningebørn.dk, hvor folkeskolelærere kan hente inspiration. Dansk Flygtningehjælp støtter kampagnen med information og historier om, hvad det vil sige at være flygtningebarn – i Danmark såvel som i nærområder til krig og konflikt, hvor langt størstedelen befinder sig.

Læs mere om DR’s programmer i forbindelse med kampagnen ”Børn på Flugt”.

Dansk Flygtningehjælp hjælper flygtningebørn

Både i Danmark og rundt om i verden har Dansk Flygtningehjælp søsat en række projekter, der specifikt hjælper flygtningebørn. Flere steder i Mellemøsten er etableret børnevenlige zoner, der giver børn på flugt et sikkert sted til at være børn, og i Kakuma-lejren i Kenya tilbyder et ungdomscenter et frirum for lejrens unge flygtninge, der ofte er født og opvokset i lejren.

I Danmark har Fritidspuljen givet mere end 7000 flygtningebørn og –unge mulighed for at dyrke fritidsinteresser på lige fod med deres danske klassekammerater, og i ti kommuner er oprettet Leg og Læringsklubber for nyankomne flygtningebørn. Siden 2011 har Dansk Flygtningehjælps projekt, Mindspring, tilbudt særlig psykosocial støtte til traumatiserede flygtningeforældre, et projekt der nu udvides til børn.

Her på hjemmesiden kan du også finde film om asylbørn, som du kan se med dine mindste og finde svar på 25 spørgsmål om flygtninge.