Foto: Christian Als / Dansk Flygtningehjælp

FN erklærer hungersnød i urolig del af Sydsudan

Den nordlige del af det uroprægede Sydsudan er nu, ifølge FN, ramt af reel hungersnød. Dermed optrappes den humanitære krise i landet, som har været ramt af en voldsom borgerkrig siden 2013. Dansk Flygtningehjælp har fokus på langsigtet hjælp og forbedring af fødevaresikkerheden i de berørte områder.
 
 

21.02.17

En voldsom borgerkrig i Sydsudan har haft alvorlige konsekvenser for millioner af civile, som har måttet flygte fra hus og hjem. Krisen har ramt særligt hårdt i den nordlige Unity-stat, hvor befolkningen nu lider i så stor stil, at FN klassificerer det som hungersnød. Hungersnød erklæres først når dødeligheden, som følge af sult, samt mængden af folk, der lider af fejlernæring, når faretruende højt niveau. Det er første gang i seks år, at der erklæres hungersnød noget sted i verden.

Den aktuelle udvikling i Unity skyldes i høj grad borgerkrigen, som har betydet at mange har mistet indkomst og landbrugsarealer. Dertil kommer, at humanitære organisationer ikke har kunnet levere nødhjælp til de berørte mennesker, på grund af sikkerhedssituationen. Ifølge FN er over 100.000 mennesker berørte i Unity, mens næsten fem millioner mennesker landet over har akut behov for mad.

Fokus på langsigtet hjælp

Dansk Flygtningehjælp er til stede i Sydsudan, herunder også i de berørte områder, hvor vi blandt andet hjælper og beskytter folk på flugt i de lejre, hvor folk søger sikkerhed. Desuden har vi igangsat en række programmer, som skal forbedre fødevaresikkerheden i Unity, så udsatte mennesker vil få bedre adgang til mad.

”Når folk dør af sult, er den humanitære situation selvfølgelig kritisk,” siger landechef for Dansk Flygtningehjælp i Sydsudan, Rickard Hartmann. ”Tre års konflikt har sat sit aftryk på landet. Mange folk er flygtet fra kampene – de har mistet deres levebrød og de har nu brugt deres sidste ressourcer.”

For Dansk Flygtningehjælp er det afgørende, at der stadig holdes fokus på langsigtet hjælp og sikkerhed, hvis en langvarig katastrofe skal afværges.

”Med støtte fra Danida, hjælper vi tusinder af familier med såsæd, værktøj og fiskenet i Unity. Herunder nogle af de områder, som nu er på grænsen til hungersnød,” siger Hartmann.

Behov for yderligere midler

Humanitære organisationer arbejder hårdt på at forhindre en eskalering af fødevarekrisen. Det er en enorm opgave, særligt den ustabile sikkerhedssituation taget i betragtning. Dansk Flygtningehjælp er i gang med at udvide sine fødevareprogrammer, som svar på situationen, og arbejdet i Sydsudan vil modtage yderligere støtte.

”Millioner af mennesker har behov for hjælp,” siger Hartmann, og slutter: ”De humanitære organisationer har brug for yderligere midler, samt sikker adgang til de berørte områder, hvis vi skal kunne gøre noget ved krisen og afværge en katastrofe.”