Drc 2020 Da Red

Flygtningesituationen kræver bæredygtige løsninger

Alt for ofte bliver flygtningesituationen både herhjemme og på globalt plan beskrevet som et kæmpe, uløseligt problem. Kriseretorikken fører til tiltag, der fokuserer på at beskytte grænser – i stedet for at beskytte mennesker. Jeg synes, at det er på høje tid at droppe denne tilgang, for det er faktisk muligt at sikre løsninger, der gavner flygtninge såvel som værtssamfund. Hvis viljen er der.
 
 

17.12.2019

I december sidste år vedtog FNs Generalforsamling verdens første globale flygtningeaftale med opbakning fra langt de fleste af verdens lande.

Aftalen sikrer enighed om at lette presset på de lande, der huser størstedelen af verdens flygtninge i et forsøg på at opnå en mere ligelig global ansvarsfordeling.

Men aftalen handler i virkeligheden også om en højere grad af inklusion af flygtninge i deres værtssamfund, for eksempel gennem en øget adgang til job, uddannelse og services. Om at flytte fokus fra at se flygtninge som passive ofre for omstændighederne til at se dem som aktive, ressourcefulde individer med drømme og håb for fremtiden.

I disse dage er det meningen, at aftalens ord skal omsættes til handling, der sikrer mennesker på flugt et værdigt liv og en værdig fremtid. Derfor har FN inviteret det internationale samfund til Genève for at deltage i verdens første såkaldte globale flygtningeforum, hvor flere end 500 delegationer fra stater, NGOer, civilsamfunds- og flygtningeorganisationer 16.-18. december mødes for at udvikle konkrete tiltag, der skal gøre aftalepapiret levende.

Som generalsekretær for en af verdens største flygtningeorganisationer rejser jeg også til Schweiz, og med mig i kufferten har jeg et ønske om at skabe langsigtede, bæredygtige løsninger for mennesker på flugt.

Rettigheder for alle

Dansk Flygtningehjælp har i mere end 60 år arbejdet for et værdigt liv for alle på flugt – og gør det i dag i op mod 40 lande. Derfor har vi konkrete eksempler på, hvordan man kan skabe reelle, bæredygtige resultater for mennesker på flugt. 

Flygtninge og fordrevne er en af de mest udsatte grupper, og derfor arbejder vi verden over for deres retssikkerhed. Tag for eksempel Ukraine. Siden 2014, hvor en væbnet konflikt brød ud, er cirka én million mennesker flygtet ud af landet.

1,6 millioner mennesker lever som internt fordrevne inden for landets grænser. I Ukraine har vi analyseret flere end 200 love, lovændringer og domstolsbeslutninger, som har påvirket internt fordrevnes rettigheder, og udviklet et indeks, som sammenligner dem med internationale standarder. Med dette indeks i hånden har ukrainske beslutningstagere og civilsamfundsorganisationer i landet kunnet etablere målrettet fortalervirksomhed for at forbedre internt fordrevnes retssikkerhed, ligesom NGOer i landet har brugt det til at sikre mere effektiv hjælp.

Herhjemme i Danmark hviler en betragtelig del af vores arbejde på asylområdet på et konstruktivt samarbejde med udlændingemyndighederne.

Samarbejdet bidrager til at opretholde flygtninges retssikkerhed og understøtter en god og forsvarlig asylprocedure, som både er i flygtningenes og Danmarks interesse. Det er en del af vores globale tilgang til at styrke asylansøgeres retssikkerhed, at vi samarbejder med de relevante myndigheder.

For når det er muligt, opnås beskyttelse af asylansøgere og flygtninge bedst i tæt samarbejde med de myndigheder, som har ansvaret for at yde dem denne beskyttelse. Samtidig yder vi juridisk hjælp til asylansøgere på en måde, der gør dem til aktive spillere og klæder dem på til at træffe oplyste beslutninger.

Private partnerskaber hjælper mennesker på flugt

Partnerskaber med private aktører er en anden afgørende måde at sikre langsigtede og bæredygtige løsninger for flygtninge og værtssamfund. Et eksempel er i Uganda, hvor vi samarbejder med Grundfos om at levere solcelledrevne vandløsninger til flygtninge og værtssamfund, der på sigt kan overdrages til lokale aktører. Det er op til ti gange billigere end at levere vand i tankbiler, som vi før har gjort, og klimaaftrykket er markant lavere.

Et andet eksempel er fra Bangladesh, hvor 600.000 rohingyaer over et par måneder i efteråret 2017 flygtede over grænsen fra Myanmar. Fordi vi har etableret en såkaldt akutpulje i samarbejde med Ole Kirk's Fond, kunne vi allokere startkapital til at begynde arbejdet med at sikre beskyttelse af flygtningene i Bangladesh.

Det unikke ved Akutpuljen er kort sagt, at den indeholder midler, der er doneret på forhånd og derfor med kort varsel kan godkendes til brug ved en akut krise. Startkapitalen muliggjorde en tilstedeværelse, der tiltrak flere midler fra internationale donorer. Derfor har vi siden 2017 etableret en effektiv humanitær indsats, som har hjulpet hundredtusindvis af rohingya-flygtninge.

Mine 9.000 kollegaer leverer hver dag en humanitær, upartisk indsats i konfliktområder, langs flugtruter og i de lande, hvor flygtninge bosætter sig, og dette er blot enkelte eksempler på konkrete, langsigtede og innovative løsninger for mennesker på flugt og de samfund, de flygter fra og til. Men det er mit håb, at eksemplerne hver især vil tjene som inspiration til bæredygtige indsatser for flygtninge, fordrevne og værtssamfund, når ordene i den globale flygtningeaftale skal omsættes til handling. Det er der i den grad brug for.

Situationen kræver sammenhold frem for enegang

Siden 2015, hvor antallet af asylansøgere i Europa steg, og vi så billeder af mennesker på flugt – mange fra Syrien – vandre på motorveje op gennem kontinentet, har flygtninge- og migrationspolitik ligget højt på dagsordenen hos regeringschefer i det meste af den vestlige verden.

I mange lande har reaktionen blandt andet været øget grænsekontrol, ringere vilkår og rettigheder for flygtninge og asylansøgere og udsagn om opgør med internationale konventioner. Jeg ville gerne have set reaktioner, der i stedet gik på bæredygtige indsatser med fokus på beskyttelse af verdens alt for mange fordrevne. For den nuværende vej er ikke holdbar.

Ved udgangen af 2018 var der ifølge FNs Flygtningehøjkommissariat 70,8 millioner flygtninge, asylansøgere og internt fordrevne i verden. Det er ikke bare et tal. Det er 70,8 millioner skæbner. Over halvdelen af disse krydser aldrig en grænse og forbliver internt fordrevne, men af dem, der flygter på tværs af landegrænser, befinder omkring 80 pct. sig i et naboland til det land, de er flygtet fra – de såkaldte nærområder, der ofte er udviklingslande.

Der er behov for et svar på den internationale flygtningesituation, som ikke resulterer i kortsigtede reaktioner eller uoverskuelige flygtningelejre, isolation og endeløs humanitær støtte. Der er behov for en mere ligelig global ansvarsfordeling. Det betyder blandt andet, at lande som Danmark i højere grad skal tage vores del af ansvaret, ikke kun i form af økonomisk støtte til at hjælpe flygtninge i nærområderne, men også i forhold til at opretholde adgang til asyl, modtage kvoteflygtninge og sikre ordentlig social og økonomisk integration og mulighed for uddannelse og selvforsørgelse – uanset om og hvornår det bliver muligt for flygtningene at vende tilbage. Gør vi ikke det, kan vi ikke forvente, at andre, langt mere udsatte lande, gør det samme.

Det kræver, at det internationale samfund står sammen og fokuserer på langsigtede bæredygtige indsatser tidligt i akutte kriser, frem for at enkelte lande går solo og fører en politik rettet mod at holde flest mulige mennesker ude. Det er et kapløb mod bunden, som ikke løser noget. Det er mit håb, at det første globale flygtningeforum i Genève vil omsætte den globale flygtningeaftales ord til et bedre internationalt samarbejde om at finde langsigtede løsninger for verdens mange flygtninge og fordrevne.

Artiklen er bragt som kronik i Berlingske den 17. december 2019.

Se vores katalog "Responding to Displacement: 10 Good Practices", som blev præsenteret på det globale flygtningeforum 2019.

 Støt nu