Den rekordstore donation skal bl.a. gå til at støtte madklubber rundt om i landet. FOTO: Dansk Flygtningehjælp

Flygtninge og frivillige får 2 millioner til Frivillighuse og madklubber

Takket være en familiefars private indsamling til fordel for Dansk Flygtningehjælp får flygtninge og frivillige i Danmark to millioner kroner til Frivillighuse og ekstra midler til aktiviteter i landets madklubber. Indsamlingen, der slog alle rekorder, har til formål at fremme integrationen af flygtninge i Danmark.
 
 

13.06.2019

De mange penge strømmede ind hen over og i tiden efter påske gennem en privat indsamling, som Nicolai Würtz oprettede på Dansk Flygtningehjælps hjemmeside. 17.000 danskere donerede penge, og i løbet af få dage nåede beløbet op på over to millioner kroner – et beløb, der skal bruges til at fremme integrationen af flygtninge i Danmark.

”Hver en krone tæller, og vi er enormt benovede over de store bidrag. Derfor er det vigtigt for os at fortælle, hvordan pengene kommer til at gavne flygtninge i Danmark,” siger Dansk Flygtningehjælps integrationsdirektør Josephine Fock.

”Jeg er meget glad for, at pengene går til Frivillighusene og madklubberne. Det er to fantastiske initiativer, der gavner tusindvis af flygtninge og frivillige, som mødes under samme tag og lægger kræfter og hjerte i et stort integrationsarbejde,” siger Nicolai Würtz.

Madlavning knytter bånd
Nogle af pengene vil gå til Dansk Flygtningehjælps landsdækkende madklubber, der bliver drevet af frivillige og flygtninge. De mødes op til fire gange om måneden for at lave mad sammen, og ifølge Josephine Fock handler madklubberne om meget mere end blot det, der er på menuen:

”Når frivillige og flygtninge samles i køkkenet og om bordet, skaber de et uformelt rum med plads til samtaler og relationer. Her kan man virkelig tale om ægte integration,” siger Josephine Fock.

Frivillighuse skaber tryghed

Størstedelen af de indsamlede penge skal bruges på Frivillighuse, og i første omgang vil Dansk Flygtningehjælp etablere et nyt hus i Aarhus. Der er allerede Frivillighuse i seks danske byer, og her er der gode erfaringer med at skabe og understøtte et fællesskab mellem flygtninge og frivillige.

”Vores frivillige oplever en øget kompleksitet i flygtninges situation, og derfor er der et stigende behov for flere frivillighuse, hvor flygtninge trygt kan henvende sig, og hvor vores frivillige kan støtte op om deres deltagelse i det danske samfund og deres værdighed generelt,” fortsætter Josephine Fock.

Frivillighusene danner blandt andet ramme for rådgivning og sociale aktiviteter som fx mandeklubber, kvindegrupper og fællesspisninger for familier. Derudover er frivillighusene også med til at danne værn mod negative fællesskaber og isolation blandt enlige mænd og kvinder i udsatte boligområder.

Oplevelser beriger

En del af indsamlingen vil også gå til en såkaldt ”oplevelsespulje”, der f.eks. vil kunne give udsatte flygtningebørn mulighed for at komme i biografen, på museum eller i naturparker. Det er aktiviteter, som størstedelen af flygtninge på den lave integrationsydelse ikke har råd til at glæde deres børn med.