Dansk Flygtningehjælps medarbejdere hjælper Buzige og Uwimana, nyankomne flygtninge fra den Demokratiske Republik Congo

Flere congolesere flygter til Uganda

Omkring 37.000 mænd, kvinder og børn har søgt tilflugt i Uganda fra den Demokratiske Republik Congo siden begyndelsen af 2018, ifølge FN’s flygtningeagentur UNHCR. Dansk Flygtningehjælp har hjulpet mere end 11.000 af de nyankommne.
 
 

19.02.2018

De congolesiske flygtninge fortæller, at de er flygtet fra voldelige forhold i DR Congos Ituri og Nord Kivu-regioner.

”Folk bliver dræbt derovre [i DR Congo, red.],” siger Yohana Buzige. Han kender ikke sin egen alder, men ifølge hans papirer fra den ugandiske regering blev han født i 1928, hvilket betyder, at han muligvis er omkring 90.

”Det er første gang, jeg er flygtning. Jeg er en gammel mand uden kræfter til at gøre noget. Men jeg blev nødt til at flygte fra mit hjem,” siger Buzige, som flygtede med sin 80-årige kone Uwimana Tereza, gennem det sydøstlige distrikt Kisoro.

Buzige og Uwimana er blandt de flygtninge, der er blevet modtaget og hjulpet i Kyaka II flygtningelejren i Kyegegwa-distriktet i Uganda. Dansk Flygtningehjælp er UNHCR’s primære partner i Kyaka.

”Vi sørger for at organisere modtagelsen og genbosættelsen af flygtningene,” siger Daniel Mwangi Ndege, der er Dansk Flygtningehjælps områdechef i Kyaka II.

”Hver gruppe af nytilkomne udgør 900 til 1200 mennesker. Vi sørger for, de får et sted at bo i løbet af 24 timer efter deres ankomst,” siger Ndege.

I begyndelsen modtog Kyaka en til to grupper af flygtninge om ugen. Det antal er nu steget til tre.

UNHCR har registreret, at de congolesiske flygtninge ”taler om et stigende antal overgreb mod civilbefolkningn og ødelæggelser af privat ejendom” i DR Congo.

”Kriminelle grupper kidnapper folk i Kinyandoni. Jeg ville ikke kidnappes, så jeg flygtede til Uganda,” siger den 19-årige Tuwombe Adrian, der for nylig er ankommet til Kyaka II.

Organisationen Inter Agency, der står for samarbejdet mellem forskellige ugandiske aktører på flygtningeområdet, forventer, at omkring 60.000 congolesere vil flygte til Uganda i løbet af 2018.

I flygtningelejren Kyaka II uddeler Dansk Flygtningehjælp blandt andet presenninger, gryder, kopper, knive, pæle til at bygge telte og solcellelamper, så flygtningene kan genstarte deres tilværelse.

Flygtninge som det ældre ægtepar Yohana Buzinge og Uwimana Tereza, der har særlige behov, får midlertidig husly på et jordområde, som den ugandiske regering afsætter til dem.

”I det mindste har vi et sted, hvor vi kan hvile os,” siger Buzige, da han ser det jordlod, som Dansk Flygtningehjælp har fundet til hans familie.

Efterhånden vil Dansk Flygtningehjælp hjælpe flygtninge med særlige behov ved at bygge semi-permanente bygninger. Siden begyndelse af året er 1350 flygtninge med særlige behov blevet registreret i Kyaka II.

Inden den seneste tilstrømning af congolesiske flygtninge til Uganda, som begyndte 19. december 2017, var der omkring 27.000 mennesker i Kyaka II. Det tal er nu steget med mere end 11.000. Ved begyndelsen af den nye tilstrømning blev det vurderet, at lejren havde ressourcer til at huse 40.000 nye beboere, så kapaciteten er ved at nå sit maksimum.

”Selvom man altid kan gøre det bedre, så viser modtagelsen og håndteringen af flygtninge i Kyaka II, hvor godt den humanitære indsats kan fungere, når forberedelserne sker tidligt og i tæt samarbejde mellem de forskellige parter,” siger Anders Bastholm Hansen, der er Dansk Flygtningehjælps programchef i Uganda og Tanzania.

Forberedelserne til at modtage flygtninge i Kyaka begyndte i midten af sidste år. Blandt andet byggede man et semi-permanent modtagelsescenter med galvaniseret jerntag, cementgulv, vandtanke, vandhaner og solpaneler til lyskilder. Centret kan modtage 2.000 mennesker.