Dansk familie fra Silkeborg besøger syriske flygtninge

Familien Munk besøger syrisk flygtningefamilie i Jordan

En helt almindelig dansk familie fra Silkeborg er på vej til Jordan for at besøge syriske flygtninge på flugt fra borgerkrigen i Syrien. Familien Munk skal med egne øjne se, hvordan Dansk Flygtningehjælp hjælper syriske flygtninge i nærområderne.
 
 

26.09.2019

Fra villavej i Silkeborg til slumkvarter og flygtningelejr i Jordan

Passene er fundet frem, kufferterne er pakket og familien Munk fra Silkeborg tripper for at komme afsted til Jordan. Familien Munk er en helt almindelig dansk kernefamilie med mor Karina, der arbejder i et forsikringsselskab, far Asger, der arbejder i en bank, og børnene Liv på 11 år og Sejer på 7 år, der elsker at lege med slim og med deres hund Marley. Familien og deres hund bor i en villa på en stille villavej i Silkeborg, der er omringet af prægtig grøn natur og blåglinsende søer.

Nu skal familien Munk en tur til Jordan for med egne øjne at se, hvordan Dansk Flygtningehjælp hjælper syriske flygtninge i nærområderne. Jordan er naboland til Syrien og et af de lande, der tager imod flest syriske flygtninge. Lige nu er der omkring 1,3 millioner syrere i Jordan, der er tvunget på flugt fra den drabelige borgerkrig i Syrien.

Familien Munk skal besøge en syrisk familie og et medborgerhus i et slumkvarter i hovedstaden Amman, da langt størstedelen af de syriske flygtninge bor i de større byer. Faktisk bor 4 ud af 5 syriske flygtninge i en by. De sidste 20% bor i flygtningelejre, så familien Munk skal også en tur ud i ørkenen for at besøge en flygtningelejr, hvor de syriske flygtningefamilier bor i hvide containerhuse.

Kontrastfuld hverdag

Familien Munks hverdag ligner langt de fleste andre danske børnefamiliers hverdag med skole, madpakker og fritidsaktiviteter. Sådan er det bestemt ikke for syriske flygtninge i Jordan, der har fået vendt op og ned på deres hverdag, siden krigen brød ud. Alligevel forsøger de syriske flygtninge at få så normal en hverdag som muligt i Jordan og at klare sig selv.

Det skal familien Munk nu have et indblik i, og de er spændte på hvad, der venter dem. For det er svært at forestille sig, hvordan man overlever krig og fattigdom og samtidig bevarer håbet for fremtiden.

”Jeg er spændt på, hvordan det bliver at møde en familie, der ligner os selv, men er blevet tvunget til at forlade deres hjem. Det er en situation, der er svær at forestille sig,” siger Karina, der gerne vil vise sine børn Liv og Sejer, at verden er større end vores lille andedam herhjemme.

”Vi har jo en meget tryg hverdag, så jeg tror, at det er sundt at få et større perspektiv på verden og huske hinanden på, at vi skal hjælpe dem, der har brug for det,” siger Karina, mens Asger nikker.

Mange spørgsmål står på spring

Familien Munk har i det hele taget gjort sig mange tanker om den kommende rejse, og hvad de gerne vil spørge de syriske flygtninge om, når de mødes. Karina er ikke i tvivl om, hvad det første spørgsmål er, som hun vil stille til en mor på flugt:

”Jeg vil spørge hende, hvordan hun har det. For hvordan er det at være mor og ikke vide, hvilken fremtid dine børn har?”

Liv og Sejer er også fulde af spørgsmål om, hvordan det er at være på flugt, når man er barn, og lige pludselig bor i et fremmed land som Jordan.

”Kan de egentlig tale sproget?” spørger Liv, og Sejer er hurtig til at stille det næste spørgsmål, mens han løber rundt efter sin fodbold på græsplænen i familiens have: ”Og hvordan får de egentlig mursten til at bygge huse med?”

Der er mange spørgsmål, der står på spring, og lige om lidt får familien rig mulighed til at stille dem, når de lander i kongeriget Jordan og møder syriske flygtninge tvunget på flugt fra hus og hjem.

Du kan følge familiens oplevelser på vores Facebook og Instagram, eller læse deres fulde rejseberetning her på siden, når de er kommet hjem.