Fatima sidder med sit barnebarn i et hjemmelavet telt. Efter at have set alle familiens husdyr dø af sult og tørst, gik hun og familien 80 kilometer for at undgå samme skæbne. Foto : Tobin Jones / Dansk Flygtningehjælp

Familie gik 80 kilometer for at finde mad

Hver dag går tusinder mod Somalias byområder i jagten på mad og vand. En af dem er 50-årige Fatima Aden, der er draget mod Dollow i det sydlige Somalia i håbet om at kunne stille sine børns sult.

30.03.2017

Der er ikke andet i lejren end en vandpost. Faktisk er det ikke engang en rigtig lejr. Men det er her, 50-årige Fatima har fundet midlertidigt ly med sin familie. De har hængt lidt klude og plastikposer op i nogle lave, nøgne træer for at finde skygge for solen. Det er ikke et rart sted at være, men det er bedre end det, Fatima og hendes familie kommer fra. Her er der nemlig en vandpost.

”Vi gik i tre dage,” siger hun og forklarer, at der ikke har regnet længe, og at regntiden de seneste tre år har været meget kort.

”Vores husdyr døde, og jeg ville ikke have, at vi skulle dø ligesom dem. Derfor gik vi.”

Jagten på vand og mad var netop, hvad der fik Fatima og hendes mand, børn og børnebørn til at forlade deres landsby og begynde at gå. Fatimas yngste datter er otte år og hendes barnebarn blot tre.

”Den smerte, man føler, når man ser på et barn, der ikke får nok at spise, må du kunne forstå,” siger hun og nikker let og leder med sit blik efter forståelse.

De gik omkring 80 kilometer før de nåede vandposten i Dollow.

”Før tørken havde vi mange husdyr. Vi solgte dem, vi slagtede dem og spiste dem, vi fik mælk fra dem. Vi levede af dem. Nu er de alle sammen døde og vi har intet at leve af. Situationen med tørke er meget slem. Jeg takker Gud for, at der er vand her, men der er ikke noget sted at finde ordentligt ly, og der er ikke noget mad.”20170327 - Water Post Dollow Somalia

Vandposten ved Dollow i Somalia, hvor Fatima og hendes familie har slået sig ned midlertidigt. Foto : Sara Schlüter / Dansk Flygtningehjælp.

”Uden hjælp tror jeg ikke, vi overlever”

FN advarer mod, at den tiltagende sultkrise i blandt andet det sydlige Somalia kan ende som vor tids største humanitære katastrofe. I Sydsudan er der allerede erklæret hungersnød, mens det ser ud til kun at være et spørgsmål om tid før situationen er lige så slem i Somalia, Nigeria og Yemen. Nabolande som Etiopien, Kenya og dele af Uganda er også hårdt ramt.

Hvis ikke der kommer meget mere akut hjælp til Somalia, risikerer op mod 945.000 børn at blive alvorligt fejlernærede inden for de næste måneder. I den statistik er også Fatimas børn og børnebørn.

Hun ser træt ud, når hun fortæller om familiens situation. Trætheden skyldes ikke kun varmen og støvet, men også manglen på mad.

”Siden morgenmaden i går, har jeg ikke fået andet end the,” siger Fatima: ”Jeg er meget taknemmelig for, at her er vand, men vi har ikke noget andet. Jeg ved ikke, hvornår jeg kan få noget at spise. Jeg ved ikke, om det er i dag, der kommer mad. Lige nu venter vi bare.”

Dansk Flygtningehjælps projektleder i området, Abdulrahman Abdirahman Mohamed Abdi,  forklarer, at der lige nu kommer langt flere mennesker ind til Dollow, end der er mulighed for at hjælpe. Han kæmper for at begynde at give hjælp til de flere tusinder, der har samlet sig ved vandposten.

”Så snart vi kan få midler til det, vil vi begynde at hjælpe her i lejren med at bygge toiletter og bedre forsyning af vand. Det vil redde mange liv, fordi vi mindsker risikoen for, at der udbryder smitsomme sygdomme,” siger han.

Abdulrahman fortæller, at FN’s fødevareprogram er i gang med at sikre, at de nytilkomne kan få noget at spise.

Den hjælp har Fatima hver dag bedt til Gud om, siger hun, men har endnu ikke modtaget noget. Hun siger, at det værste er at se sine børn lide.

”Hvis der ikke kommer hjælp, tror jeg ikke, nogen af os overlever det her.”

Sådan redder vi liv i Dollow

Dansk Flygtningehjælp er en af de største humanitære organisationer i Somalia. I området omkring Dollow i den sydlige del af landet hjælper vi allerede over 25.000 mennesker, og de næste måneder øger vi markant indsatserne for at kunne redde flere liv. Vi kører blandt andet ud med vand til tørkeramte lokalsamfund, hjælper med uddeling af mad og etablerer toiletter i de mange pludseligt opstående lejre for internt fordrevne. På den måde minimerer vi risikoen for smitsomme sygdomme.

Samtidig arbejder Dansk Flygtningehjælp altid med et langsigtet fokus i arbejdet med nødhjælp for at sikre, at de ramte lokalsamfund bliver styrket mod fremtidige katastrofer.