En fødselsdag vi er triste over at fejre

Dansk Flygtningehjælp fylder 60 år i fortsat vækst og udvikling. Men det er på en yderst tragisk baggrund. Aldrig før i organisationens historie har der været så mange flygtninge i verden og så meget brug for hjælpen til dem. Her er vores bud på, hvordan verden bør reagere på flygtningekrisen.
 
 

30. nov. 2016

Af generalsekretær Andreas Kamm og formand Stig Glent-Madsen

Padborg 1956
Tiden nærmede sig midnat natten mellem 30. november og 1. december 1956, da toget langt om længe kørte ind på Padborg station. Ombord var omkring 1000 flygtninge, der var flygtet fra deres hjem i Ungarn, efter den sovjetiske invasion i landet. Det var bidende koldt, men på stationen ventede danskere med kaffe og wienerbrød – og en varm velkomst til Danmarks nye borgere.

To uger forinden var en række organisationer blevet indkaldt til et møde i det danske udenrigsministerium og havde fået til opgave at tage imod de ungarske flygtninge og hjælpe dem på plads i det danske samfund. Organisationerne havde i nogle år samlet penge ind sammen under navnet Dansk Flygtningehjælp, men konstruktionen blev nu ændret til en egentlig organisation. Dansk Flygtningehjælp var født. Det var dog ikke meningen, at organisationen skulle leve længe. Forestillingen var, at Dansk Flygtningehjælp skulle tage imod de ungarske flygtninge og så lukke og slukke, når de var vel på plads i det danske samfund. Men verden ville det anerledes. Konflikter og forfølgelse varede ved – østeuropæiske afhoppere, polske jøder, chilenere, vietnamesiske bådflygtninge, tamiler, palæstinensere, bosniere, somaliere, kosovarer, afghanere og syrere. Rækken synes endeløs, og tallene er gennem årene vokset støt.

Dansk Flygtningehjælps indsats fortsatte derfor, og organisationen udvidede gennem årene sit arbejde.

De første årtier var vores primære fokus på indsatsen med at byde flygtninge velkommen og via et integrationsprogram sikre dem en god start i det danske samfund. Men fra omkring årtusindskiftet ændrede vores arbejde sig markant. En lovændring overdrog fra 1999 ansvaret for integrationen til de danske kommuner, hvilket selvfølgelig nødvendiggjorde en smertefuld omstilling af organisationen. I dag ser vi tilbage på de år som skelsættende i positiv forstand, fordi det skabte grundlaget for den organisation, Dansk Flygtningehjælp er i dag, hvor vi fortsat bidrager til integrationen af flygtninge i Danmark, men hertil har opbygget en meget stor international indsats – derude hvor over 90 procent af verdens flygtninge befinder sig.

I dag fylder vi 60 år, og vi er større end nogensinde. Men det er der naturligvis ikke grund til at fejre. Vores store indsats er skabt på en tragisk baggrund – udfordringer ingen havde forestillet sig for 60 år siden.

Den nuværende flygtninge-og migrationskrise – og konsekvenserne
Verden står i dag overfor en historisk flygtninge- og migrationskrise, som omfatter 65 millioner flygtninge og fordrevne og mere end 240 millioner migranter. Der er ikke belæg for at tro, at denne situation vil udvikle sig til det bedre i de kommende år – tværtimod må vi forvente en stigning i antallet af fordrevne.

Det skyldes mange faktorer, men centrale årsager er de langvarige komplekse konflikter, klimaforandringerne, verdens fattigdom samt den forventede befolkningsvækst.

Verden står overfor et paradigmeskifte, og ubalancen mellem antallet af fordrevne og det internationale samfunds vilje og ressourcer til at sikre deres beskyttelse og værdige liv er en stor global udfordring.

Krisen har sat konventionerne under pres, ligesom den internationale byrdefordeling og solidaritet smuldrer. Det gælder i nærområderne, og det gælder i Europa.

Mange lande griber til øget grænsekontrol samt forringelser af flygtninge og asylansøgeres vilkår og rettigheder i et forsøg på at styre flygtninge- og migrationsstrømmene, og der refereres ofte til sikkerhedsproblemer og frygt for terror, når de forskellige foranstaltninger introduceres.

Det er skæbnens ironi, at Ungarn er det land i Europa, som er blandt frontløberne i dette kapløb mod bunden. Den 2. oktober 2016 - næsten 60 år efter, at 200.000 flygtede fra Ungarn – holdt landet en folkeafstemning, hvor 98 procent af vælgerne stemte nej til at tage imod flygtninge fra andre EU-lande. Målet med afstemningen var at omgøre en EU-beslutning om at fordele nogle asylansøgere. Planen var, at Ungarn skulle tage 1.294 af de i alt 160.000 flygtninge, der var kommet til Italien og Grækenland sidste år. Det er som om, ungarerne og mange andre i EU har tabt den historiske bevidsthed. Under de store verdenskrige var der mange flygtninge i Europa – og mens jerntæppet eksisterede, flygtede mange fra øst til vest.

Bestræbelserne på at styre flygtningestrømmene ved at gøre sit land mindre attraktiv end nabolandene er kortsigtet. Initiativerne vil ikke reducere antallet af flygtninge og vil ikke kunne sætte en stopper for de flygtninge- og migrationsstrømme, vi ser i dag. Flygtningestrømme har det med ikke at stoppe – men de finder andre veje. Disse andre veje kan meget vel være både farligere og dyrere og leder ofte til, at flere lider og flere drukner, således som vi ser det ske på Middelhavet.

Samtidig har den restriktive politik uheldige virkninger på integrationsprocesserne, idet forringet økonomi, lange ventetider på familiesammenføring m.v. gør det vanskeligere for flygtninge at finde sig til rette i værtssamfundene – også i Danmark.

Det er bekymrende, at flygtninge-og migrationskrisen synes at føre til, at vores værdier og vores respekt for de internationale konventioner – den internationale retsorden – eroderer. Uanset at verdens nationer netop i september genbekræftede den internationale retsorden dvs. konventionerne i New York, så oplever vi et stærkt politisk fokus på at ”læse sig ud af” de internationale forpligtelser, som er platformen for det internationale fællesskabs mulighed for at møde udfordringerne. Det gælder FN, og det gælder EU.

Det sker også i Danmark, hvor vi – med rette – længe har været stolte af vores indsats for verdens mest udsatte. Men på trods af behovene for en styrket indsats i verdens brændpunkter har Danmark reduceret udviklingsbistanden og - i tillæg hertil - ladet bistandsmidlerne finansiere betydelige nationale asyludgifter.

I Europa må vi bevare sansen for proportioner og tage vores del af ansvaret. I Libanon er hver femte indbygger nu flygtning fra Syrien. Libanon huser over en million flygtninge - lige så mange som hele EU modtog i 2015. Det er således ikke helt forkert, når landet siger, at det ikke kan huse flere, og at det internationale samfund må yde mere. Derimod kan man undre sig over, at EU med sine 500 millioner indbyggere bruger samme retorik og mener sig løbet over ende. I Dansk Flygtningehjælp holder vi fast på, at det er langt at foretrække at hjælpe flygtninge tæt på, hvor de er flygtet fra. De store flygtningekriser løses ikke i Europa, men vi må bidrage.

Danmark er stadig et af de lande i verden, der behandler flygtninge bedst og giver mest til verdens fattigste lande. Men sammen med EU bevæger vi os i den forkerte retning og inspirerer andre til at gøre det samme. Hvis nogen er i tvivl om, hvorvidt EU’s adfærd nu betyder noget ude i verden, så er svaret enkelt. Lande som Kenya, Pakistan, Libanon, Jordan og Tyrkiet skeler til EU’s grænselukninger og restriktive politikker og går samme vej med henvisning til EU. Der hvor EU skulle være det gode eksempel på en art global byrdefordeling, sker desværre det modsatte.

Og en global byrdefordeling er nødvendig al den stund migrations- og flygtningestrømmene ikke er lokale, ikke er regionale, men er globale og derfor kræver globale svar, som bygger på villigheden til at dele ansvar.
Dette er en global udfordring, som stiller krav til alle aktører – verdens nationer, de store fællesskaber FN, EU og andre, institutioner og organisationer – og derfor også Dansk Flygtningehjælp. Behovet for vores fælles erfaringer, kompetencer og indsats har aldrig været større. Det gælder ude i verdens brændpunkter, ligesom det gælder i Europa og Danmark.

Hvad skal vi så gøre?

Fire anbefalinger er åbenlyse.

For det første må verden styrke solidariteten og ansvarsfordelingen i tråd med de initiativer, som er taget i år – dels på den store konference ”World Humanitarian Summit ” i Istanbul i maj måned og dels det for nylig afholdte ”UN Summit for Refugees and Migrants” i New York. Ikke mindst er New York-mødet en vigtig milepæl, idet verdens lande her genbekræftede respekten for de internationale konventioner og enedes om at betragte beskyttelsen af flygtninge og hjælpen til nærområdelandene som et fælles internationalt ansvar, som skal bygge på konkrete samarbejdsinitiativer. Dette skridt var vigtigt, men de efterfølgende handlinger er endnu vigtigere.

Dansk Flygtningehjælps anden anbefaling er, at vores fælles handlinger skal bygge på to grundsten, langsigtede løsninger og sammenhængende indsatser. Al den stund verdens konflikter er langvarige, er det vigtigt, at løsningerne er langsigtede. Det er ikke tilstrækkeligt at behandle symptomerne med kortvarige humanitære indsatser. Vi må også tænke i udvikling og kapacitetsopbygning af værtssamfundene i nærområderne. Det er vigtigt, at børn kan komme i skole, at syge kan komme til læge og på hospital og at far og mor kan få arbejde og klare sig selv. Støtten til de trængte nærområder skal derfor være massivt større end i dag og hjælpe med at udvikle samfundenes forskellige sektorer, så de kan møde udfordringerne, og så de fordrevne kan få et værdigt liv der. På akkurat samme måde skal europæiske lande – herunder Danmark – også tænke langsigtet, når vi modtager vores del af de fordrevne. Langsigtet tænkning er her lig med god integration – dvs. arbejde og deltagelse i fællesskaberne. Skal indsatserne være langsigtede, kræver det også langsigtede planer og langsigtede investeringer.

Den anden grundsten handler om at gøre indsatserne sammenhængende. De fragmenterede bud på løsninger gør det ikke. Det er ikke nok, at arbejde hårdere for fred og stabilitet, det er ikke nok at bekæmpe menneskesmuglerne, der er ikke nok at skaffe flere genbosætningspladser, det er ikke nok at give mere hjælp til nærområderne osv. Vi skal gøre alle disse ting på samme tid og igennem en lang periode – og idet vi anvender mange flere ressourcer end hidtil. Gør vi det, så vil effekten utvivlsomt vise sig.

Den tredje anbefaling er at styrke den globale og regionale genbosætning af flygtninge. Genbosætningsværktøjet er det, mange politikere advokerer for, fordi det er kontrollerbart og i modsætning til de nuværende flygtningestrømme ikke giver grobund for menneskesmuglernes milliardindustri, der kræver tusinder og atter tusinder af menneskeofre årligt. Samtidig kan genbosætningen bruges strategisk til at lukke luft ud af anspændte konfliktområder f.eks. ved at lette presset på overfyldte lejre. I Danmark har vi i mange år taget 500 kvoteflygtninge årligt. Det drejer sig om nogle af de mest udsatte flygtninge, der er udvalgt af FN, fordi de ikke kan klare sig i lejrene i nærområderne og bestemt ikke har mulighed for selv at tage rejsen mod Padborg. Men i 2016 har den danske regering udsat modtagelsen af kvoteflygtninge på ubestemt tid. Det er den forkerte vej at gå. Den globale og regionale genbosætning bør i langt højere grad styrkes, så der findes alternativer til selv at foretage den farefulde færd mod sikkerhed og asyl.

Dansk Flygtningehjælps fjerde anbefaling er, at vi ændrer på fortællingen om flygtninge. Det er ikke hjælpsomt for de langsigtede løsninger altid at tale om flygtningespørgsmålet som uoverkommeligt og om flygtningene som en belastning, ja, en trussel mod vores samfund. Det ville være mere løsningsorienteret også at se flygtningene som en ressource for samfundet og at erstatte bekymring og frygt med accept og respekt samt en tillid til, at vi sammen kan håndtere udfordringerne.

Vi er der – og vi bliver der
På 60-året for vores grundlæggelse har Dansk Flygtningehjælp en stærk position til at gøre vores del af arbejdet – både i forhold til at hjælpe de fordrevne, tale deres sag og bidrage til gode løsninger i samarbejde med andre aktører.

Vi har en stor geografisk tilstedeværelse i de konfliktramte lande, i deres nærområder, regionalt, langs transitruter i Europa og i Danmark. Vi hjælper internt fordrevne, flygtninge, værtssamfund og værner også om migranters fundamentale rettigheder – omkring 80 procent af vores arbejde er i dag i nærområderne. Vores faglige bredde strækker sig fra asylspørgsmål i Danmark og EU, integrationsindsatser i Danmark samt bistand til fordrevne og værtssamfund i mere end 40 lande, hvor vi arbejder fra den akutte nødhjælp frem mod egentlig udvikling og langsigtede løsninger.

Denne position forpligter os til at bidrage bedst muligt til bæredygtige løsninger for de fordrevne, til at sikre deres fundamentale rettigheder og til at bidrage med alle vores erfaringer, når der skal skabes løsninger.

Vi har deltaget i 60 års humanitær indsats – og vi vil også i de kommende årtier gøre vores yderste for at hjælpe verdens fordrevne til et værdigt liv.