Foto: Klaus Bo/DRC

DRC Dansk Flygtningehjælp igen kåret som verdens tredjebedste NGO

Igen i år er DRC Dansk Flygtningehjælp blevet kåret som verdens tredjebedste NGO. Det skriver organisationen NGO Advisor, der står bag opgørelsen. Dermed ligger DRC for syvende gang helt i toppen over verdens 500 bedste NGO’er.
 
 

28.01.2020

Hver dag arbejder DRC Dansk Flygtningehjælp for, at mennesker på flugt kan få et så normalt og værdigt liv som muligt, selv om de har mistet deres hjem. Og nu får organisationens medarbejdere og frivillige igen et kæmpe klap på skulderen af organisationen NGO Advisor, der har base i Genève i Schweiz. På NGO Advisors årlige liste over verdens bedste NGO’er er DRC Dansk Flygtningehjælp igen nummer tre.

”Vi er meget glade for, at vi endnu en gang bliver kåret til at være blandt de allerbedste humanitære organisationer i verden. Vi er stolte over, at vores humanitære arbejde i verdens brændpunkter bliver anerkendt for at være noget af det mest effektive og innovative i verden,” siger generalsekretær Charlotte Slente.

Hjælper 5,7 millioner mennesker om året

DRC Dansk Flygtningehjælp er Danmarks største humanitære organisation med en årlig omsætning på 3,1 milliarder kroner og 9.000 medarbejdere fordelt over 40 forskellige lande i Europa, Asien, Mellemøsten, Afrika og Sydamerika. Derudover har organisationen også 7.500 frivillige, der hjælper flygtninge i Danmark.

Indsatserne er mange og varierer lige fra akut livreddende nødhjælp og beskyttelse i brændpunkter til juridisk rådgivning og støtte til at blive selvforsørgende i de områder, hvor de fordrevne søger tilflugt. Organisationen er vokset relativt meget de seneste år, og i 2018 blev mere end 5,7 millioner mennesker i verden hjulpet gennem DRC’s indsatser.

”En del af vores hurtige udvikling hænger desværre sammen med, at der aldrig har været så meget brug for støtte til mennesker på flugt. Lige nu befinder flere end 70 millioner mennesker sig på flugt, og det er det højeste antal siden Anden Verdenskrig. Men vi er glade for, at vi kan gøre en forskel for flygtninge og fordrevne gennem effektive og innovative løsninger på deres udfordringer. Derfor sætter vi stor pris på, at vi med kåringen som verdens tredjebedste nu igen får international anerkendelse for vores måde at arbejde på,” siger generalsekretær Charlotte Slente.

DRC har været i top fem i verden siden 2013

Siden 2012 har NGO Advisor hvert år kåret verdens bedste humanitære NGO’er. De 500 bedste organisationer i hele verden rangeres efter en række kriterier som effekt, innovation, åbenhed, og hvorvidt organisationerne selv lever op til deres værdier. Siden 2013 har DRC Dansk Flygtningehjælp været placeret blandt verdens fem bedste.

Du kan læse mere om kriterierne og se hele ranglisten på hjemmesiden www.ngoadvisor.net.