Der er intet hjem at vende hjem til

I dag er det syv år siden, at borgerkrigen i Syrien begyndte med demonstrationer i gaderne. Krigen raser stadig – og det vil ikke være ansvarligt at sende flygtninge tilbage til Syrien.
 
 

15.03.2018

Af Christian Friis Bach, generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp.

Kronikken er blevet bragt i Politiken d. 15. marts 2018

Det er altid positivt, når flygtninge kan vende hjem i sikkerhed. Det er også det, langt de fleste flygtninge gerne vil. Derfor skal vi hjælpe med at skabe forudsætningerne for det og hjælpe dem på plads, når det er sikkert for dem at vende hjem. Men det, som jeg har oplevet i Syrien, er ikke sikkerhed. Tværtimod.

De seneste halve år har der været et markant politisk pres for, at de syriske flygtninge i Danmark, men også mange andre steder i verden, snart skal vende hjem igen.

For få måneder siden var jeg selv i Syrien, og jeg må konkludere: Landet er endnu ikke sikkert nok eller klar til, at flygtninge og fordrevne kan vende hjem i stor stil, og derfor vil det være både forkert og farligt at tvinge de syriske flygtninge hjem.

Under besøget var jeg i Aleppo og Homs, der for syv år siden var blandt Syriens største byer, og hvor mange flygtninge og fordrevne kommer fra.

Det var positivt at se de dele af byerne, hvor ødelæggelserne var begrænsede, og hvor livet nu var ved at vende tilbage til det normale. Der var elektricitet, vand i hanerne, gadelys og trafikpropper. Alt det, som hører til i en by.

Men det var omvendt uendelig barskt at se de øde og helt ødelagte bydele i det østlige Aleppo og i Homs. Og de totalt udbombede mindre byer rundt om Aleppo og Homs. Det var spøgelsesbyer. Der var ikke én bolig, man kunne vende hjem til. Ikke én skole, man kunne gå i. Ufattelige ødelæggelser efter syv års kampe. Her var intet hjem at vende hjem til.

Vigtigt er det også, at sikkerhedssituationen stadig ikke er stabil. Mens jeg var i Syrien, blev der kæmpet i Idlib meget tæt på Aleppo, og mange snakker om, at situationen kan udvikle sig på samme måde som i Aleppo for et år siden.

Der er kampe tæt på Homs. Der er kampe i det sydlige Syrien. Og mens jeg var i Damaskus, kunne jeg høre bomberne og om aftenen se lysglimtene fra de voldsomme kampe i det østlige Ghouta, kun 5 kilometer fra mit hotel.

Siden mit besøg er kampene i Ghouta kun blevet værre, som vi desværre alle har kunnet se i nyhederne. Der er stadig tre millioner mennesker, som lever i områder, hvor det er vanskeligt at komme frem med nødhjælp, og mere end 400.000 lever i belejrede områder og kan slet ikke få nogen hjælp.

I de seneste måneder er nye kampe begyndt i det kurdiske Afrin-distrikt i det nordvestlige Syrien, hvor tyrkiske tropper har angrebet ind over grænsen. Det er endnu et barskt vidnesbyrd om, hvor kompleks og uforudsigelig konflikten er, og om, at kampene langtfra er ovre.

Selv mange af de internt fordrevne kan derfor ikke vende hjem.

Før vi i Danmark begynder at tale om at sende få syriske flygtninge tilbage herfra til Syrien, må vi ikke glemme det større perspektiv: at der allerede er mere end 6 millioner internt fordrevne i Syrien, der lever under højst usikre forhold.

Derudover har mere end 13 millioner mennesker brug for hjælp, og omkring halvdelen er i akut nød.

Selv om mange flygtninge og fordrevne rigtig gerne vil hjem, er Syrien ikke et land, der kan tage imod millioner af flygtninge og skabe en fremtid for dem og de næste generationer, som situationen er nu.

Alt det til trods er der flygtninge og fordrevne, der forsøger at kommer hjem. FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) skønner, at omkring 68.000 flygtninge og 770.000 internt fordrevne forsøgte at vende hjem i 2017.

Men tallene viser også, at for hver gang én vendte hjem, var der tre andre, som måtte flygte. Omkring 1,8 millioner måtte forlade deres hjem i de første 9 måneder af 2017, og en halv million måtte flygte til nabolandene.

Af de flygtninge og fordrevne, som vendte hjem i 2017, skønnes det, at 37.000 igen måtte flygte. Mange syrere er blevet drevet på flugt flere gange, og hvis folk vender hjem for at blive fordrevet igen, er vi jo lige vidt.

Fn skønner,at omkring 200.000 flygtninge og op mod 1 million internt fordrevne vil forsøge at komme hjem i 2018, og det er vi i gang med at forberede os på. Men det er også vurderingen, at endnu 1,5 millioner mennesker i 2018 kan blive tvunget til at forlade deres hjem i de områder, hvor kampene fortsat raser.

En nylig undersøgelse blandt syriske flygtninge i nabolandene viser desuden, at hvor 63 procent af de syriske flygtninge, som blev spurgt, sagde, at de meget gerne ville hjem, mente kun 6 procent, at det ville være realistisk, det skete inden for de næste 12 måneder. Som UNHCR skriver i sin seneste rapport om situationen i Syrien, er alle dele af landet påvirket af konflikten, og FN beder derfor indtrængende om, at lande ikke tvinger syriske flygtninge tilbage.

Mange, der forsøger at vende hjem, oplever, at der slet ikke er noget at vende hjem til. Intet arbejde, ingen skole, ingen infrastruktur og intet hjem.

De internt fordrevne, der er vendt hjem, er ofte vendt tilbage til sønderbombede områder, der reelt ikke er klar til at huse dem igen.

Over halvdelen meddeler, at de ikke har adgang til rent vand og basale fødevarer, mens to ud af tre ikke har adgang til lægehjælp og sundhedsydelser. Det er derfor uholdbart at tvinge flygtninge, der ellers er i sikkerhed og har en nogenlunde stabil tilværelse, tilbage til områder, hvor der er massive problemer med at skabe en sikker hverdag for dem, som allerede er der. Det risikerer at skabe en ond spiral, der fører til nye konflikter og dermed nye flygtningestrømme. Vi er nødt til at skabe varige løsninger for flygtninge og fordrevne.

Men manglen på løsninger er udtalt. Antallet af genbosatte syriske flygtninge på globalt plan faldt med 50 procent i 2017 sammenlignet med 2016.

Danmark har selv suspenderet kvoteordningen, selv om antallet af flygtninge både på verdensplan og fra Syrien steg, og der kom det laveste antal asylansøgere til Danmark i næsten 10 år.

Det er i Danmark og den vestlige verdens interesse at tage imod kvoteflygtninge og yde beskyttelse til flygtninge fra Syrien. Det er i overensstemmelse med vores værdier, og samtidig viser det landene i nærområderne, at vi i Danmark tager vores ansvar alvorligt.

Selv om FN og humanitære organisationer som Dansk Flygtningehjælp gør alt, hvad vi kan, for at hjælpe de fordrevne, der selv vælger at vende tilbage, kan vi på ingen måde sikre en værdig og ordentlig tilbagevenden på nuværende tidspunkt.

Det er derfor helt afgørende at fortsætte med at yde international beskyttelse til de syrere, der befinder sig uden for landets grænser.

Det gælder for Irak, Libanon, Tyrkiet og Jordan. Og det gælder for Danmark. Nabolandene har taget imod langt det største antal syriske flygtninge. Hvis landene i Vesten, der har taget imod en brøkdel af de syriske fordrevne, begynder at tvinge folk tilbage, vil det skabe et endnu større pres for, at flygtninge i nærområderne også tvinges hjem.

Et andet stort problem er, at kommer der ikke en politisk løsning på konflikten, vil der være flygtninge, der måske aldrig kan vende tilbage.

Det gælder eksempelvis dem, som er flygtet af politiske grunde, dem, der har lavet indlæg eller opdateringer på sociale medier mod styret, eller dem, der er flygtet fra militærtjeneste i en hær, de nægtede at være en del af.

For at de kan vende hjem, er der brug for aftaler, amnesti og garantier for deres sikkerhed. Det presser FN på for at sikre, men det er endnu ikke på plads. Derfor tør mange flygtninge heller ikke tage tilbage. Det oplevede jeg selv, da jeg for få måneder siden besøgte flygtninge i Bekaa-dalen i Libanon.

Alle, jeg talte med, ville rigtig gerne hjem frem for at bo i de elendige midlertidige teltlejre.

Mange af dem kom fra Homs og ville kunne køre hjem i bil eller bus på få timer. Men de vidste, at der ikke var noget at komme hjem til, og de var bange for at tage hjem.

Et godt eksempel på, hvor vanskeligt det er at finde en politisk løsning, er, at der foregår en række forskellige forhandlingsspor.

FN-forhandlingerne i Genève, Astana-processen, der er sponsoreret af Rusland, Tyrkiet og Iran, samt Sotji-kongressen, hvor Rusland er i spidsen.

Vi mener, at alle tiltag for at finde politiske løsninger er velkomne, men det er vigtigt, at Astana og Sotji-initiativerne supplerer FN-sporet i stedet for at duplikere det. Problemet er mangel på fremgang ved forhandlingsbordene, blandt andet fordi situationen i Syrien hele tiden ændrer sig.

Den fortsatte politiske ustabilitet i landet er også en del af årsagen til, at Danmark endnu ikke bruger danske udviklingsmidler på genopbygning.

Det er jo modstridende at overveje at sende flygtninge tilbage til Syrien for at hjælpe med at genopbygge deres land, når EU fortsat ikke mener, at der er de nødvendige aftaler og garantier, der gør, at EU vil hjælpe med at genopbygge landet.

For det første, fordi EU ikke vil risikere at genopbygge noget, der derefter bliver ødelagt igen.

For det andet, fordi EU i så fald ville risikere at støtte Assad og den syriske regering. Uden de nødvendige aftaler og garantier vil det gå imod både Danmarks såvel som EU’s officielle politik. Risikoen er derfor, at den nødvendige humanitære støtte og støtten til genopbygningen inde i Syrien udebliver, og det vil gå ud over den syriske befolkning og gøre det sværere for flygtninge at vende hjem.

Vi er dog allerede i fuld gang med at forberede, at flygtninge og fordrevne kan vende hjem.

Der bliver givet nogen støtte til skoler og boliger, og Dansk Flygtningehjælp har eksempelvis været med til at renovere omkring 40 skoler i 2017, så tusindvis af elever nu igen kan modtage undervisning. Vi har indrettet og renoveret tusindvis af midlertidige lejligheder i tidligere industribygninger og kollegier, hvor de internt fordrevne kan bo, indtil de kan vende helt hjem.

Men vi er nødt til at hjælpe folk med at leve og ikke kun at overleve. Vi hjælper derfor også folk med at blive selvforsørgende igen, hvad enten det handler om uddannelse inden for håndværksfag som mekaniker, tømrer eller syerske eller hjælp til at blive selvstændige.

Betyder det så, at Syrien er ved at være klar til, at flygtninge og fordrevne kan vende hjem i stor stil? Nej. Selv om Dansk Flygtningehjælp ligesom andre organisationer arbejder med at skabe bedre forhold i landet, er der uendelig langt igen. De, der har det bedste indblik i, om landet er sikkert at vende hjem til, er flygtningene selv.

Når vi taler med syriske flygtninge, der har søgt tilflugt i Libanon eller i Danmark, er kriterierne for at vende hjem præget af overvejelser om, hvorvidt der er skolegang til børnene, om det er muligt at få tag over hovedet, om der er adgang til vand og strøm i stikkontakten og, allervigtigst, om det er sikkert.

Det mener langt de fleste af dem ikke, at det er endnu.

Vi må aldrig komme i en situation, hvor desperate mennesker, der er flygtet fra krig og forfølgelse, overvejer at vende hjem, ikke fordi situationen i hjemlandet har forbedret sig, men fordi deres situation i det land, hvor de har søgt beskyttelse, er for vanskelig.

Syrien oplever stadig en massiv humanitær katastrofe, og så længe det gælder, vil det være uforsvarligt at begynde at tvinge syriske flygtninge i nærområderne, i Europa og i Danmark tilbage dertil.

Uden en robust og stabil politisk løsning på krigen i Syrien giver det endnu ikke mening at tvinge folk hjem.

Hvis syriske flygtninge i Danmark på den baggrund bliver tvunget tilbage, risikerer vi at forværre situationen – det kan skabe øget ustabilitet og dermed på sigt skabe nye flygtningestrømme.

Det vil være en forkert og kortsigtet strategi.

Når Danmark sammen med EU og FN insisterer på, at lande som Libanon, Jordan og Tyrkiet fortsat skal yde beskyttelse for millioner af syriske flygtninge, er det et uheldigt signal, hvis vi i Danmark ikke vil tage vores del af det globale ansvar for det relativt lille antal syrere, der er kommet hertil.

Lad mig til slut minde om, at der bag de mange tal, argumenter og den politiske debat er mennesker.

Uden for Aleppo mødte jeg Fatim og hendes børn. De flygtede for fem år siden fra en mindre by uden for Aleppo. Deres hus blev bombet sønder og sammen, og de blev beskudt i bilen under flugten. Først flygtede de til Raqqa, men så udbrød der kampe der.

Senere forfulgte kampene dem op i de kurdiske områder, før de endte i et midlertidigt industriområde uden for Aleppo, hvor vi har indrettet over 1.000 lejligheder. Mens jeg talte med moderen, stod en ung 15-årig pige bag et vindue og græd.

Hun har, fra hun var 10 til 15 år, ikke oplevet andet end krig og konflikt og fordrivelse.

Hun har mistet alt, sit hjem, sin skole og sit håb og sine drømme. Der er millioner af tilsvarende historier.

Når jeg hører de barske historier, håber jeg virkelig, at de, som gerne vil hjem, snart kan vende hjem og få et godt og normalt liv igen.

Men jeg håber også, at de fordrevne og flygtning, som ikke kan eller tør vende hjem, får lov til at blive, hvor de er.

Det gælder også de syriske flygtninge i Danmark.