Børn på flugt i et telt i en flygtningelejr i det nordlige Yemen. Foto: Naif Rahmah

Den humanitære situation i Yemen bliver værre time for time

Der foregår intense kampe i gaderne og frontlinjen skifter konstant – og mange mennesker i Yemen bliver drevet på flugt hver dag. Mere end 20 millioner har brug for nødhjælp – og mere end 3 millioner er internt fordrevne. Dansk Flygtningehjælp hjælper folk, der har søgt sikkerhed fra kampene med blandt andet mad og rent drikkevand.
 
 

15.09.2018

Havnebyen Hodeidah i det nordøstlige Yemen har i de seneste måneder været genstand for voldsomme kampe med alvorlige konsekvenser for civilbefolkningen og omkring 470.000 er i følge FN drevet på flugt fra byen siden begyndelsen af juni måned. Det sker i en situation, hvor milioner i forvejen er flygtet og 75 procent af befolkningen i Yemen er afhængige af nødhjælp for at overleve.
“Frontlinjen omkring Hodeidah skifter hele tiden. Vi har mødt folk drevet på flugt, fordi deres hjem lige pludselig befandt sig midt i kampene eller var blevet bombet. Nu bor de så i interimistiske teltlejre, ufærdige bygninger og nedlagte fabrikker og skoler. Ofte deler flere familier et enkelt værelse eller en enkelt bygning. Behovene er simpelthen enorme – og det er også derfor, Dansk Flygtningehjælp udvider vores arbejde i Yemen," siger Dansk Flygtningehjælps nødhjælpschef, Christian Gad, som har brugt den seneste halvanden uge i Yemen.
Tallene taler nærmest for dem selv. Mere end 22 millioner mennesker har brug for nødhjælp. 17,8 millioner mennesker har brug for hjælp til at få mad og 8,4 millioner ved ikke, hvor deres næste måltid skal komme fra. I løbet af 2018 har Dansk Flygtningehjælp derfor udvidet arbejdet i Yemen – i det FN har kaldt verdens værste humanitære krise.
“Situationen i Yemen indeholder alt det, man kan forestille sig i en decideret humanitær katastrofe. Vi har et mix af flygtninge, internt fordrevne, mangel på mad, udbrud af kolera og målrettede bombardementer, der ofte rammer civile mål. Det er en ekstrem vanskelig situation at arbejde i, og vi arbejder dag og nat for at redde liv og udvide vores nødhjælpsarbejde. Men befolkningen i Yemen kæmper hver dag mod sult, kolera og angreb fra luften. Jeg har aldrig set så massive lidelser,” siger Audrey Crawford, Dansk Flygtningehjælps landechef i Yemen.
Mange bygninger og mange civile i Yemen er blevet ramt af bombeflyene, herunder skoler og hospitaler. Civilbefolkningen lever under voldsom frygt for at blive ramt – og det har haft alvorlige konsekvenser for kvinder, børn og mænd i Yemen. Tusindvis af civile, herunder flere tusinde børn, er blevet dræbt eller såret under bombardementerne.
“Vi hjælper børn, som er blevet lemlæstet efter at være blevet ramt fra luften, børn som har mistet ben eller arme ved at træde på en mine eller er blevet ramt af missiler. Vi hjælper med den umiddelbare behandling, men også med det nødvendige udstyr, hvis de har brug for en stok, krykker eller en køreskol – der kan hjælpe dem tilbage til et normalt liv. Senest hjalp vi nogle af de overlevende børn fra den forfærdelige bombning af en skolebus i Sa'ada for en måned tid siden,” siger Audrey Crawford.
Dansk Flygtningehjælp arbejder i 19 ud af 22 distrikter i Yemen – og på begge sider af frontlinjen. Dansk Flygtningehjælp har arbejdet i Yemen i mange år med et fokus på at sikre folk mad, indtægt for at sørge for, de ikke skulle være afhængige af nødhjælp. Men med den nuværende krise i landet, er det nødvendigt med store mænger af nødhjælp for at sikre, at folk overlever forholdene lige nu.
“Dansk Flygtningehjælp hjælper de civile yemenitter, hvor de søger ly og sikkerheder fra bomberne – ofte under meget vanskelige forhold. Men det er stadig en bedre løsning, end at blive hvor de kom fra, hvor deres liv var i direkte fare. Behovet for mere nødhjælp er tydeligt, enormt og akut – mad, vand, sanitet, tag over hovedet og andet helt basal nødhjælp. Situationen bliver værre og værre for civilbefolkningen for hver time, der går. Samtidig er det et af de steder i verden, hvor det er sværest at få nødhjælpen frem. Der er store begrænsninger på, hvad man kan få ind i landet. Samtidig arbejder vores medarbejdere mange steder, hvor der bliver bombet fra luften og de arbejder derfor under ekstremt pres, hvor deres eget liv også kan være i fare,” siger Christian Gad.
Dansk Flygtningehjælp efterlyser derfor, at konfliktens parter gør, hvad de kan for at engagere sig i en politisk løsning og begynder at respektere den internatioanle humanitære lov.
“Den humanitære hjælp, vi uddeler, er helt afgørende for at sikre, at folk overlever, men situationen for befolkningen kan kun blive god, hvis krigen, kampene og bombardementer stopper og man finder en politisk løsning. Fred i Yemen er den eneste vej fremad. Vi er hver dag vidne til den forfærdelige konsekvens, konflikten har for almindelige mennesker og den forværrede humanitære situation. Nok er nok – dette må og skal stoppe nu,” siger Audrey Crawford.