Foto: Dansk Flygtningehjælp

Dansk Flygtningehjælp øger indsatsen i områder truet af sultkatastrofen

En sultkatastrofe, der lige nu hærger i dele af Afrika samt Yemen, risikerer at ramme 20 millioner mennesker. Ét af de steder er Somaliland, hvor en meget tør regntid har fået katastrofale følger for befolkningen og tvinger flere på flugt efter mad og vand. Derfor har Dansk Flygtningehjælp styrket sin indsats for at hjælpe i de områder, der er hårdest ramt af tørken.

20.03.2017

Tidligere på måneden udsendte FN sin største appel om hjælp nogensinde. Sultkatastrofen, som FN betegner som den største humanitære katastrofe siden 1945, frygtes at påvirke 20 millioner mennesker i især Sydsudan, Nigeria, Somalia og Yemen, hvor tørke, kombineret med væbnede konflikter, har ført til en katastrofal situation. Tørken medfører ikke blot fødevareusikkerhed, men får også folk til at flygte i kampen for at finde mad og vand til sig selv såvel som sine husdyr.

I Somaliland var knap en million mennesker – svarende til en tredjedel af befolkningen – allerede i slutningen af 2016 afhængig af nødhjælp i en eller anden form ifølge rapporter fra FNs analyseenhed for fødevaresikkerhed og ernæring (FSNAU) og advarselsnetværket for hungersnød (FEWSNET).

"Vi er bekymrede over den igangværende tørkes omfang og tempo, som har efterladt mange familier uden mad og i høj risiko for at sulte. Vi er desuden bekymrede over, at mange familier er tvunget til at forlade deres hjem for at søge efter vand og græs til deres dyr, hvilket yderligere øger deres behov for beskyttelse. For at reducere den høje fødevareusikkerhed og den alvorlige mangel på vand, som vi ser i de mest berørte områder, arbejder Dansk Flygtningehjælp på at opskalere sit nødberedskab i Somaliland," siger leder af Dansk Flygtningehjælps landekontor, Simon Nzioka.

Med støtte fra en række donorer, hjælper Dansk Flygtningehjælp befolkningen i de mest katastroferamte områder. En primær metode, der skal afværge sultkatastrofen i de mest udsatte områder, er overførsel af penge, der giver familierne mulighed for selv at købe fødevarer, der er til rådighed på lokale markeder. 

"Vi ved, at kontanter er afgørende for en effektiv afbødning af hungersnød. Det er derfor, vi prioriterer pengeoverførsler til de berørte befolkninger de steder, hvor markederne fungerer. Således kan de træffe deres egne valg, og desuden giver det mulighed for at levere den tiltrængte hjælp selv de steder, hvor hjælpeorganisationer ikke har adgang til," forklarer Simon Nzioka.

Sideløbende arbejder Dansk Flygtningehjælp på at sikre adgang til rent vand gennem uddeling af kuponer eller vandrensningstabletter samt bedre udnyttelse af eksisterende vandkilder.

Gennem disse indsatser inden for vand og fødevaresikkerhed forventer Dansk Flygtningehjælp at kunne hjælpe over 16,000 husstande.

"Ved at dække de akutte huller i disse sektorer og styrke de berørtes evne til at reagere på de risici, der er forbundet med at være i den præ-hungersnødsituation, vi ser, i både Somaliland og andre områder af Somalia, kan vi sørge for, at de mest sårbare befolkningsgrupper er sikret livreddende hjælp og øget mulighed for at beskytte sig selv," siger Simon Nzioka.

Dansk Flygtningehjælp har arbejdet i Somalia siden 1997.