Danmarks Indsamling sikrer hjælp til børn på flugt i Kenya

Der blev samlet intet mindre end 82 millioner kroner ind under weekendens Danmarks Indsamling. Det er 10 millioner kroner mere end sidste år. Og det betyder blandt andet, at børn alene på flugt i Kenya nu kan få hjælp.
 
 

03.02.20

Danskerne viste for alvor deres store hjerte, da årets Danmarks Indsamling lørdag den 1. februar rullede over skærmen på DR 1. Da showet efter fem timer rundede af, lød det endelige resultat nemlig på 82.104.925 kroner. Penge, som nu skal bruges til at hjælpe børn på flugt.

10 millioner mere end sidste år

DRC Dansk Flygtningehjælp er én blandt i alt 12 organisationer, som er en del af Danmarks Indsamling. Og generalsekretær Charlotte Slente er rørt og stolt over resultatet:

”Det er helt fantastisk, at så mange danskere har vist deres opbakning til at hjælpe børn på flugt,” siger hun.

Årets resultat ligger 10 millioner højere end ved Danmarks Indsamling sidste år. Og det glæder Charlotte Slente, at netop børn har rørt de danske familier. Lige nu er over 35 millioner børn nemlig på flugt:

”Børn på flugt er ekstremt udsatte. Og de har brug for hjælp til at føle sig trygge, kunne komme i skole og få lov til bare at være børn.”

Børn alene på flugt i Kenya får hjælp

DRC Dansk Flygtningehjælp ønskede med årets Danmarks Indsamling at samle penge ind til børn på flugt i Kakuma - og Kalobeyeilejren i det nordvestlige Kenya. Og med årets resultat er det nu helt sikkert, at projektet bliver til noget.

Lige nu bor der godt 2.700 børn i lejren, der har mistet deres forældre. De ældste børn og unge bærer et kæmpe ansvar for at levere mad, brænde og vand til hjemmet, samtidigt med at de fungerer som forældre for deres søskende, der nogle gange blot er spædbørn.

DRC Dansk Flygtningehjælp vil med de indsamlede midler bygge et såkaldt child friendly space – en form for børnehave eller fritidshjem, hvor børn har adgang til leg og læring i et sikkert og trygt miljø. Her kan børnene finde tryghed hos professionelt personale, som passer på dem.

Lignende centre findes allerede, men behovet er stort, og derfor er Charlotte Slente glad for, at årets Danmarks Indsamlingsprojekt nu kan blive til virkelighed:

”De her børn har næsten intet og savner i den grad voksenkontakt og omsorg. Det får vi mulighed for at give dem nu.”

Nåede du ikke at være med i lørdags? Så kan du stadig støtte vores arbejde med at hjælpe børn på flugt i Kenya. Støt her!